Hostel du Père Pedro, Madagaskar

TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE HER
ForsideHostel du Père Pedro, Madagaskar

I Madagaskars hovedstad, Antananarivo, ligger et helt særligt hotel, som vi har valgt at arbejde sammen med.

“Hotel” er måske ikke helt korrekt, for Père Pedro er ikke et hotel i traditionel forstand. Det er nemlig først og fremmest en indtægtskilde for en NGO ved navn Akamasoa.

Akamasoa blev stiftet i 1989 af en argentinsk-slovensk præst ved navn Pedro Pablo Opeka med det formål at bekæmpe ekstrem fattigdom i Madagaskar.

Et af hans første projekter bestod i at flytte familier fra en af byens lossepladser, hvor de boede og levede af affaldet, til nybyggede huse i et kvarter, som han kaldte Akamasoa. Familierne får et hus – kvit og frit. Til gengæld skal de voksne arbejde, og børnene skal gå i skole. Fader Pedro oprettede bl.a. stenbrud og små landbrug, så folk både kom i arbejde og kunne bidrage til at bygge bydelen.

Akamasoa er i dag et relativt stort kvarter i Antananarivo, og her er flere skoler, små virksomheder, butikker, stenbrud, lokale restauranter, et sygehus – og altså et hotel. Al indtægt fra Père Pedro går til Akamasoa. Medarbejderne på hotellet er lokale med en uddannelse, som har brug for erfaring for at kunne søge om arbejde uden for Akamasoa. Det betyder, at receptionisten også serverer i restauranten, og skal du have noget i baren, er det ofte den samme person, du skal have fat i.

Lige præcis køkkenpersonalet er dog særligt udvalgt til deres tjans. Den lille restaurant byder på veltilberedt morgenmad, frokost og aftensmad, og kaffen er virkelig god! Der er også en lille bar, som serverer vin og ukomplicerede drinks. Er vejret godt, kan du tage det med op på tagterrassen og nyde udsigten – og måske solnedgangen – over Tana.

Værelserne er store og med eget badeværelse med masser af varmt vand i bruseren. Der er ikke køleskab på værelset, og her er heller ikke noget TV. Der er til gengæld glimrende Wi-Fi overalt. Nattemperaturen i Antananarivo er heldigvis som regel nogenlunde til at holde ud, men skulle det blive varmt, er her loftvifte.

Hvis du bor på Père Pedro, har du mulighed for at få en guidet rundvisning i Akamasoa og se nogle af de mange projekter, Fader Pedro har oprettet.

Se alle billeder
Galleri