Overnatning: Maldiverne

Joy Island
Joy Island

Det føles som en drøm, når du ankommer på Joy Island. Kridhvide sandstrande, krystalklart vand og kokospalmer der svajer i den lette tropiske brise. Velkommen til Paradis.

Denne luksuriøse ø er formet som en sommerfugl, og ligger ca. 40 minutter væk fra Malé i speedbåd.

Beach villaen er 50 m2 og har plads til enten 2 voksne og 1 barn eller 3 voksne. De er alle placeret på østsiden af øen, hvilket giver dig mulighed for at vågne op og se den smukke solopgang. Værelserne er alle indrettet i friske farver og toner, som komplimenterer omgivelserne på Maldiverne. Der er tilhørende badeværelse med ”open-air” badefaciliteter. Som prikken over i’et ligger villaen med direkte adgang til den kridhvide sandstrand.

Joy Island giver dig en følelse af indre ro og du vil opleve, hvad det virkelig vil sige at komme helt ned i gear. Mærk roen sænke sig lige så snart du mærker sandet mellem dine tæer og hører lyden af bølgerne skylle langsomt op langs vandkanten. Find din yndlings palme og læg dig godt tilrette på en liggestol.

Er du bange for, at det bliver for meget afslapning, så fortvivl ej! Du vil ikke komme til at kede dig her! Resortet har et væld af aktiviteter, som du kan benytte. De har bl.a. tennisbane, padeltennisbane og eget dykker- og vandsportscenter med diverse udstyr og professionelle instruktører, der står klar til at hjælpe. Ifør dig en dykkermaske og et par svømmefødder, og gør dig klar til at opleve en helt ny forunderlig verden af farvestrålende fisk og flotte koraller. Husrevet ligger blot en kort svømmetur fra stranden. Der er også mulighed for at tage en bådudflugt og besøge nogle af de nærliggende øer eller udforske flere storslåede koralrev.

Trænger du til en pause fra havet, har resortet en fantastisk lækker pool. Sluk tørsten med en kølig drink fra baren eller hæng ud ved poolkanten.

Vil du forkæle dig selv lidt ekstra, så har Joy Island deres egen spa. Her kan du forkæle både sind, krop og sjæl med forskellige terapeutiske behandlinger. Book en ansigtsbehandling eller bestil tid til en massage, mens du nyder den fantastiske udsigt over det turkisblå indiske ocean.

På øen finder du tre spisesteder; Hovedrestauranten The Market som er lavet i stil med et udendørsmarked og som tilbyder et bredt udvalg af retter fra hele verden. Hver dag er der forskellige temaer, der vil forkæle dine smagsløg. Derudover findes det italienske pizzeria Il Basilico, som laver forskellige italienske retter og Chiringuito som både er en restaurant og bar, som bl.a. byder på grillmad.
Rainbow er hovedbaren, der udover at sørge for farverige drinks også er samlingsstedet, hvor der er live musik og underholdning hver aften.

Om aftenen kan du gå en tur langs vandkanten, mens du nyder solnedgangen og iagttager hvordan farverne langsomt ændrer sig.

Beach Villa: Maks. 2 voksne og 1 barn eller 3 voksne
Beach Suite: Maks. 3 voksne og 1 barn
Beach Suite Pool: Maks. 3 voksne og 1 barn
Lagoon Suite: Maks. 3 voksne

Pris for opgradering fra Meeru Island Resort and Spa, pr. nat
Beach Villa inkl. all inclusive
Pr. person fra: 995 kr.
Beach Suite inkl. all inclusive
Pr. person fra: 1.595 kr.
North Male Atoll
Meeru Island Resort and Spa

Meeru Maldives Resort Island er et stort og alsidig luksusresort, hvor der er plads til både familier og par. Den lange, frodige ø er omgivet af hvide sandstrande, svajende palmer og en turkis lagune, og de mange faciliteter gør det muligt at fylde dagene med præcis det, du har lyst til. Her kan du gå barfodet langs vandkanten om morgenen, snorkle blandt farverige fisk om eftermiddagen og se solen gå ned over havet om aftenen.

Meeru ligger i det nordlige Malé-atol og nås efter en lille times speedbådtur fra lufthavnen. Øen er en af de større resortøer i Maldiverne og giver dig god plads til både rolige stunder og aktiviteter. Her finder du lange strande, frodig vegetation, en turkis lagune og områder, der er indrettet særligt til henholdsvis familier og voksne. Resortet er desuden Travelife Gold-certificeret, hvilket du kan læse mere om her.

Du bor som udgangspunkt i en Beach Villa med direkte adgang til stranden. Her kan du nyde din helt egen terrasse, hvor palmerne svajer i vinden, og lyden af bølgerne danner bagtæppe for din morgenkaffe eller en stille stund med en bog. Villaen er rummelig og byder på aircondition, wi-fi, tv, minikøleskab, værdiboks samt kaffe- og tefaciliteter. På det rummelige badeværelse venter desuden luksuriøse toiletartikler og en blød badekåbe, ligesom du har adgang til en udendørs bruser. Søger du en helt særlig oplevelse, kan du opgradere til en Jacuzzi Water Villa med direkte adgang til havet, egen jacuzzi og udsigt over lagunen. Rejser du som familie, kan du forespørge på en af de eftertragtede Family Villas.

Meeru byder på et væld af aktiviteter både til lands og til vands. Du kan snorkle ved øens koralplanteskole, tage på dykkertur eller udforske lagunen i kajak, på paddleboard eller ombord på en katamaran. Der er også mulighed for at prøve kræfter med windsurfing og jetski, mens en traditionel dhoni sejler dig ud til nogle af lagunens smukkeste steder. På land kan du spille tennis, badminton, fodbold og beachvolley, leje en cykel eller tage en runde på øens ni-hullers golfbane. De to separate poolområder giver mulighed for både familiehygge og voksenafslapning, og i Duniye Spa kan du forkæle dig selv med en afslappende behandling. Børnene kan lege i Komas Kids Club, mens teenagere kan deltage i særlige aktiviteter og møde andre unge gæster. Øens museum og den frodige køkkenhave giver desuden et indblik i både Maldivernes historie og resortets lokale forankring.

Helpension med morgenmad, frokost og aftensmad indgår i opholdet og spises på en af resortets to buffetrestauranter. Meeru byder også på et bredt udvalg af a la carte restauranter, hvor du kan vælge mellem asiatisk køkken, teppanyaki, italienske retter, middelhavssmage og grillmad ved stranden. Øens egen køkkenhave leverer mere end 20 forskellige frugter og grøntsager til restauranterne, så de lokale råvarer bliver en naturlig del af måltiderne. Ønsker du en endnu mere bekvem ferie, kan du vælge at opgradere til All Inclusive.

Med udsigt til solnedgangen kan du nyde en cocktail og lytte til livemusik eller opleve en stemningsfuld aften med traditionel maldivisk musik og dans. Du kan også deltage i en temaaften, se film under stjernerne eller bestille en privat middag på stranden, hvor havets rolige skvulp og den mørke stjernehimmel danner rammen om måltidet.

Pris for værelsesopgradering, pr. nat:
Fra Beach Villa til Water Front Villa
Pr. person fra: 195 kr.
Fra Beach Villa til Jacuzzi Water Villa
Pr. person fra: 495 kr.
Pris for pensionopgradering, pr. nat:
Fra helpension til all inclusive plus
Pr. person fra: 995 kr.
North Male Atoll
Summer Island

Summer Island Maldives er det ideelle tilflugtssted for voksne og par, der ønsker at sænke tempoet, finde ro i hinandens selskab og nyde Maldivernes skønhed i stilfulde og afslappede rammer. Her møder moderne komfort den afslappede barfodsstemning, mens stier omgivet af hibiscus og frodigt grønt leder dig ned til det hvide sand og det varme, turkisblå hav.

Resortet ligger i det nordlige Malé-atol og nås med cirka 45 minutters speedbådtur fra lufthavnen eller på blot 15 minutter med vandflyver mod et tillæg. Øen er omgivet af smukke strande og en klar lagune, hvor du nemt kan finde et fredeligt sted til en dag med sol og afslapning. Øen har ikke et naturligt husrev, men resortet har til gengæld etableret et stort, 3D-printet koralrev i lagunen, som tilfører opholdet en særlig dimension.

Som udgangspunkt bor du i et Superior Room, der ligger omgivet af tropisk vegetation og har egen terrasse eller balkon med udsigt til havet. Værelset har alt, hvad du har behov for, såsom aircondition, wi-fi, tv, værdiboks, minikøleskab samt kaffe- og tefaciliteter, mens det rummelige badeværelse byder på en åben bruseniche, badekåbe, tøfler og luksuriøse toiletartikler. Du kan også opgradere til en Water Villa med direkte adgang til lagunen, havudsigt og privat jacuzzi, hvis du ønsker at bo helt tæt på det azurblå hav.

Resortets imponerende infinitypool smelter næsten sammen med havet og indbyder til stille timer i solen, mens Firuma by Serena Spa tilbyder behandlinger og yogasessioner i afslappende omgivelser med udsigt til det tropiske paradis. Gå også på opdagelse under vandet, og snorkl ved det 3D-printede koralrev, eller tag med på bådture til de omkringliggende rev, hvor skildpadder, rokker og revhajer kan vise sig under overfladen. Ønsker du at bryde de rolige dage med mere aktivitet, kan du også give dig i kast med kajak, paddleboarding eller windsurfing samt benytte det fuldt udstyrede fitnessrum.

Helpension med morgenmad, frokost og aftensmad indgår i dit ophold. Måltiderne serveres i hovedrestauranten Samuga, hvor buffeterne byder på smage fra hele verden og live cooking. I løbet af dagen finder du flere strandbarer, der tilbyder kølige drikke i den tropiske varme. Har du lyst til ekstra forkælelse, kan All Inclusive selvfølgelig tilkøbes, mens en middag under stjernerne på stranden kan gøre opholdet endnu mere romantisk.

Om aftenen er det oplagt at søge mod den elegante restaurant og bar Avi, der står på pæle i vandet. Her kan du slå dig ned med en drink og lade den lune havbrise lægge sig over øen, mens himlen skifter farve over lagunen, og livemusik fylder baggrunden.

North Male Atoll
Villa Nautica

Villa Nautica er det moderne og glamourøse valg for dig, der ønsker en mere sofistikeret øferie med mange faciliteter, et stort udvalg af restauranter og en levende atmosfære. Her møder det klassiske barfodsliv en maritim stil inspireret af yachtlivet, mens de hvide strande og turkisblå laguner stadig skaber den drømmende maldiviske ramme.

Resortet ligger i det nordlige Malé-atol og nås med cirka 20 minutters speedbådtur fra lufthavnen. Resortet føles som en lille verden for sig, hvor dagene kan fyldes med både afslapning, aktiviteter og elegante oplevelser. Den større resortø er omgivet af brede sandstrande, frodig vegetation og klare laguner, og her hersker en mere livlig stemning end på de mindre øer.

Som udgangspunkt bor du i en Beach Villa med direkte adgang til stranden. Her er hverken sparet på plads eller gode faciliteter, så du under dit ophold kan nyde godt af både aircondition, wi-fi, minibar, værdiboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv. På det rummelige badeværelse finder du desuden luksuriøse toiletartikler og badekåbe samt adgang til en udendørs bruser. Fra din private terrasse har du en drømmeagtig udsigt over bountystranden og det azurblå hav. Vil du have endnu mere ud af dit ophold, har du mulighed for at opgradere til en villa med privat pool.

Resortets store infinitypool er øens naturlige samlingspunkt, hvor du kan nyde en svømmetur eller læne dig tilbage på en solseng med udsigt over lagunen. I Araamu Spa venter rolige wellnessoplevelser i den frodige have, mens saunaen og dampbadet giver mulighed for yderligere afslapning. Vil du holde dig aktiv, kan du benytte fitnessrummet eller udfordre din rejsepartner i tennis, badminton og volleyball. På vandet kan du prøve kræfter med SUP, kajak, windsurfing og sejlads, mens resortets dykkercenter arrangerer kurser og ture til koralrev og spændende dykkersteder i det nordlige Malé-atol. Du kan også tage på bådudflugt, snorkle blandt farverige fisk eller nyde en rolig stund i en af resortets mere tilbagetrukne kroge.

Helpension med morgenmad, frokost og aftensmad indgår i dit ophold, og der er mulighed for at opgradere til All Inclusive. Måltiderne serveres i Bageecha, mens du på resortets mange andre spisesteder kan vælge mellem frisk fisk og skaldyr ved vandet, italienske retter på Ristorante al Tramonto og japansk teppanyaki på Fukuya.

Når aftenen falder på, kan du lade dig rive med af Villa Nauticas levende østemning. Nyd en cocktail ved Captain’s Bar, mens solen forsvinder over lagunen, eller slå dig ned i Beach Bar med sand under fødderne og havbrisen omkring dig. Du kan også søge mod resortets mere rolige kroge, nyde en middag under stjernerne eller opleve livemusik og underholdning, inden du trækker dig tilbage til din villa.

Mira Lindholm
Asien
Kontakt vores rejsespecialist

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.