Bedste rejsetid
Det er muligt at rejse til Canada året rundt. Dog tilbyder TourCompass kun rejser i perioden fra maj til oktober.
Canada er verdens næststørste land, og klimaet varierer derfor betydeligt fra kyst til kyst og fra syd til nord. Landet byder på både varme somre og kolde, snefyldte vintre, hvilket gør det til en alsidig destination, uanset årstid.
Canada er en populær destination i sommerhalvåret, især fra juni til september, hvor vejret er mildt og behageligt i store dele af landet. Dette er også højsæson for flere nationalparker i bl.a. Rocky Mountains i provinserne British Columbia og Alberta, hvor mange kommer for at vandre, campere og opleve den spektakulære natur. Dog skal du altid have i tankerne, at du i det vestlige Canada ofte kan opleve stor forskel på temperaturen, alt efter om du befinder dig tæt ved havet eller i bjergområderne. I foråret er det ikke ualmindeligt at køre i sneklædte bjerglandskaber. Vi anbefaler derfor, at du medbringer tøj til både varme og køligere dage.
Efteråret, særligt september og oktober, er kendt for sit smukke ”fall foliage”, hvor skovene i det østlige Canada, bl.a. i Quebec og Ontario, eksploderer i røde og gyldne nuancer.
Vinteren (december–marts) tiltrækker skiløbere til områder som Whistler og Banff, mens storbyer som Toronto og Montreal byder på vinterstemning med julemarkeder.
Foråret er især en god tid at besøge de sydlige dele af landet og storbyerne, hvor temperaturerne begynder at stige fra april og frem.
Rocky Mountains i det vestlige Canada (Banff – Jasper – Whistler – Kelowna):
Vejrstatistik for Banff: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -6 | -5 | 0 | 5 | 10 | 15 | 19 | 19 | 14 | 6 | -3 | -8 |
Gennemsnitlig min. temp. | -14 | -15 | -10 | -6 | -1 | 3 | 5 | 6 | 2 | -4 | -11 | -15 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 22 | 23 | 37 | 54 | 76 | 106 | 74 | 60 | 50 | 39 | 34 | 25 |
Vejrstatistik for Jasper: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -7 | -7 | -3 | 2 | 9 | 13 | 17 | 17 | 11 | 3 | -4 | -8 |
Gennemsnitlig min. temp. | -15 | -17 | -12 | -8 | -1 | 3 | 6 | 6 | 2 | -3 | -11 | -16 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 34 | 30 | 40 | 49 | 60 | 83 | 77 | 44 | 42 | 41 | 43 | 27 |
Vejrstatistik for Whistler: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -2 | -2 | 0 | 3 | 10 | 13 | 19 | 19 | 14 | 7 | 1 | -3 |
Gennemsnitlig min. temp. | -9 | -11 | -8 | -5 | 0 | 3 | 5 | 6 | 3 | 0 | -5 | -10 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 226 | 110 | 169 | 123 | 89 | 86 | 60 | 61 | 103 | 150 | 204 | 198 |
Vejrstatistik for Kelowna: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -2 | -1 | 3 | 9 | 16 | 19 | 24 | 24 | 19 | 10 | 2 | -3 |
Gennemsnitlig min. temp. | -10 | -10 | -6 | -2 | 3 | 5 | 8 | 9 | 5 | 0 | -5 | -10 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 22 | 23 | 29 | 31 | 45 | 44 | 24 | 13 | 13 | 22 | 29 | 21 |
Langs kysten i det vestlige Canada (Vancouver – Vancouver Island):
Vejrstatistik for Vancouver: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | 6 | 7 | 9 | 12 | 16 | 18 | 21 | 21 | 18 | 13 | 8 | 5 |
Gennemsnitlig min. temp. | 2 | 2 | 3 | 5 | 9 | 11 | 14 | 14 | 11 | 8 | 4 | 1 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 227 | 135 | 170 | 119 | 77 | 66 | 38 | 51 | 86 | 172 | 249 | 223 |
Vejrstatistik for Ucluelet/Tofino: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | 7 | 6 | 7 | 9 | 13 | 15 | 17 | 17 | 16 | 13 | 9 | 7 |
Gennemsnitlig min. temp. | 4 | 4 | 4 | 6 | 9 | 10 | 12 | 13 | 12 | 9 | 6 | 4 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 212 | 111 | 137 | 99 | 39 | 37 | 24 | 36 | 76 | 129 | 230 | 236 |
Vejrstatistik for Victoria: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | 7 | 7 | 9 | 12 | 15 | 18 | 20 | 20 | 17 | 13 | 9 | 6 |
Gennemsnitlig min. temp. | 4 | 3 | 5 | 7 | 9 | 11 | 13 | 14 | 12 | 9 | 6 | 4 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 37 | 25 | 8 | 7 | 8 | 9 | 3 | 3 | 6 | 15 | 18 | 24 |
Det østlige Canada (Toronto – Ottawa – Quebéc – Montreal):
Vejrstatistik for Toronto: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -2 | -1 | 4 | 10 | 17 | 22 | 26 | 25 | 19 | 14 | 8 | 2 |
Gennemsnitlig min. temp. | -8 | -8 | -3 | 2 | 9 | 14 | 18 | 17 | 14 | 8 | 2 | -3 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 52 | 41 | 46 | 65 | 78 | 72 | 73 | 63 | 61 | 63 | 56 | 51 |
Vejrstatistik for Ottawa: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -5 | -4 | 2 | 11 | 19 | 23 | 26 | 25 | 21 | 13 | 5 | -2 |
Gennemsnitlig min. temp. | -14 | -13 | -7 | 1 | 8 | 13 | 16 | 15 | 11 | 5 | -1 | -8 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 69 | 57 | 64 | 79 | 83 | 87 | 82 | 82 | 82 | 88 | 76 | 74 |
Vejrstatistik for Quebéc: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -7 | -5 | 1 | 9 | 18 | 23 | 25 | 24 | 19 | 12 | 4 | -3 |
Gennemsnitlig min. temp. | -16 | -14 | -9 | -1 | 6 | 11 | 15 | 14 | 9 | 3 | -3 | -11 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 87 | 73 | 81 | 91 | 111 | 115 | 120 | 113 | 117 | 109 | 104 | 106 |
Vejrstatistik for Montreal: | JAN | FEB | MAR | APR | MAJ | JUN | JUL | AUG | SEP | OKT | NOV | DEC |
Gennemsnitlig maks. temp. | -5 | -3 | 2 | 11 | 19 | 23 | 26 | 25 | 21 | 13 | 6 | -2 |
Gennemsnitlig min. temp. | -13 | -12 | -6 | 1 | 9 | 14 | 17 | 16 | 12 | 6 | -1 | -8 |
Gennemsnitlig nedbør i mm | 77 | 65 | 74 | 92 | 92 | 91 | 87 | 92 | 81 | 101 | 82 | 87 |
Pas & visum
Pas
Du skal naturligvis medbringe dit pas på rejsen. Passet skal være gyldigt minimum 6 måneder efter din planlagte hjemrejsedato og have biometrisk chip.
Skal du mellemlande i et andet land end Canada, er du selv ansvarlig for at tjekke reglerne for kravene til gyldigheden af dit pas.
eTA og visum
For at rejse til eller via Canada, skal du som udgangspunkt have en eTA-indrejsetilladelse.
eTA (Electronic Travel Authorization)
Et eTA er en elektronisk online ansøgning, der har til formål at forhåndsgodkende dit ophold i Canada (det gælder også ved transit til et andet land). Rejsende til lands er undtaget at ansøge om eTA, hvis de f.eks. kører i bil fra USA til Canada.
Når du skal udfylde din eTA-ansøgning, bør du kun anvende den canadiske regerings hjemmeside via dette link: https://www.canada.ca/en/immigration-refugees-citizenship/services/visit-canada/eta.html. Vær opmærksom på at følge det anviste link for at undgå falske kopisider. En ansøgning koster ca. CAD 7 per person.
Du er selv ansvarlig for at ansøge om indrejsetilladelsen i god tid, og vi anbefaler, at du ansøger om dette lige efter bestilling af din rejse – dog senest 72 timer inden afrejse. Alle rejsende, uanset alder, skal have en tilladelse.
Når du starter din eTA-ansøgning, skal du have følgende klar:
- Dit pas
- Dit kreditkort
- Din e-mailadresse
Inden du indsender din ansøgning, anbefaler vi, at vi dobbelttjekker korrektheden i dine indtastede oplysninger.
Svaret på din ansøgning sendes typisk til din mail kort efter, at den er indsendt, men du kan forvente op til 72 timers behandlingstid. Modtager du ikke svar på din ansøgning indenfor denne tidsperiode, bør du kontakte den canadiske ambassade.
Forhåndsgodkendelsen er elektronisk forbundet med dit pas og er gyldig i 5 år eller til dit pas udløber (hvad end, der kommer først). Får du nyt pas, skal du derfor ansøge om ny eTA.
Vi anbefaler, at du medbringer en printet, fysisk kopi af din eTA-forhåndsgodkendelse i lufthavnen.
Visum:
Som dansk statsborger kræves der ikke visum til Canada, når opholdet har ferie, familiebesøg eller forretning til formål, og du desuden opfylder en række betingelser:
- Dit opholds varighed i Canada er under 6 måneder
- Du har ansøgt og fået godkendt din eTA-indrejsetilladelse (læs nærmere ovenfor)
- Du er i besiddelse af et pas, der er gyldigt 6 måneder efter din planlagte hjemrejsedato og som har en biometrisk chip
Da reglerne kan ændre sig med kort varsel, anbefales det, at der altid søges oplysning om gældende pas- og visumregler ved landets ambassade.
Læs pas- og visumreglerne på udenrigsministeriets hjemmeside.
Rejsedokumenter
Inden afrejse kan du downloade vores App her, hvor du kan finde dine rejsedokumenter og kontaktinformation på TourCompass og vores lokale samarbejdspartnere.
I appen kan du tilgå dine vouchers, som du skal fremvise på din rejse. På hver enkelt voucher står der vigtig information for evt. billeje, togbilletter, hoteller, samt udflugter.
Husk at læse voucheren grundigt igennem og mød op på de angivne mødesteder og tidspunkter.
Det er vigtigt, at du medbringer dit tilbud på din rejse. I dit tilbud har du nem adgang til det gældende dagsprogram, der indeholder væsentlige informationer for hver enkelt dag. Dagsprogrammet kan anvendes som guideline, så du får det optimale ud af din tid på destinationen og får højdepunkterne med.
Parks Canada Discovery Pass:
Ved indkvartering på dit første overnatningssted, vil du i receptionen skulle bede om at få udleveret dit Parks Canada Discovery Pass. Dette er et årskort, der giver adgang til mere end 80 nationalparker og udvalgte historiske steder. Du kan blive bedt om at fremvise legimitation sammen med dit årskort. Bemærk at Parks Canada Discovery Pass ikke giver adgang til provinsparker.
Reservation til Algonqion Provincial Park:
For at komme ind i Alqonquin Provincial Park, skal du foretage en reservation online. Du kan foretage en online reservation 5 dage før din planlagte ankomst.
- Besøg Ontario Parks Reservationssystem her: https://reservations.ontarioparks.ca/
- Vælg ”dagspas/ day use”
- Vælg Algonquin – Hwy 60 Corridor, der giver adgang til at køre Highway 60, besøgscentret og de mest populære vandreruter. Ønsker du andre specikke ruter kan et andet pas være nødvendigt.
- Vælg dato (du skal reservere for alle de dage, du vil ind i parken)
- Angiv nummerplade
- Betal (ca. CAD 21 per bil, per dag)
- Din reservation fremvises ved indgangen til parken (digitalt eller printet)
Vaccinationer
Vi råder dig til at kontakte en speciallæge, din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik. Du kan også læse mere omkring reglerne for rejsevaccinationer hos Statens Serum Institut.
Vær opmærksom på reglerne omkring gul feber – særligt hvis du rejser ind via et andet land, hvor der findes gul feber. Nogle lande har krav om bevis for gul feber-vaccination ved indrejse. Hav derfor altid dit vaccinationsbevis med dig i håndbagagen, når du rejser.
Få 10% i rabat på vaccinationer
Når du bestiller en rejse hos Tourcompass.dk, kan du få 10% rabat hos følgende vaccinationsklinikker:
- Rejseklinikken.dk, Ordrupvej 60, 4., 2920 Charlottenlund
- Vaccination.dk, Ørestads Boulevard 5, 2300 København S
- Medicinsk Speciallægeklinik, Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N
- Danske Lægers Vaccinations Service – flere klinikker i Danmark
På alle hjemmesider kan du bestille tid og få yderligere vejledning om vaccinationer. Ved tidsbestilling bedes du henvise til os, og ved konsultationen bedes du medbringe din ordrebekræftelse, så rabatten kan blive fratrukket.
Rejsebetingelser
Læs venligst vores generelle rejsebetingelser grundigt, da disse er en del af aftalevilkårene i forbindelse med rejser købt hos TourCompass. Rejser købt hos os er omfattet af ”Loven om pakkerejser”.
Klik her for at læse vores rejsebetingelser.
Rejseforsikringer
Vi anbefaler altid, at du har en god rejseforsikring med i bagagen, når du skal afsted på drømmerejsen. Derudover er det også en rigtig god idé at tegne en afbestillingsforsikring.
Klik her for at gå til vores side om forsikring, hvor du kan læse mere om vores anbefalinger.
Valuta, prisniveau & drikkepenge
I Canada hedder møntenheden canadiske dollars (CAD). Du kan finde den aktuelle kurs på canadiske dollars her.
Visa og Mastercard kan bruges stort set overalt – på hoteller, i butikker og på de fleste restauranter. I alle større byer og lufthavne findes der hæveautomater (ATM’er), hvor du nemt kan hæve kontanter. Vi anbefaler, at du medbringer kontanter, hvis du skal besøge mindre byer, landsbyer eller nationalparker, hvor kortbetaling og ATM-adgang kan være begrænset.
Få en idé om prisniveauet i Canada her.
I Canada er det kutyme og forventet, at man giver drikkepenge (tip/gratuity) i servicebranchen, og det normale niveau ligger mellem 15-20% af regningen afhængig af serviceoplevelsen.
Ligesom i USA er drikkepenge en væsentlig del af indkomsten for mange serviceansatte, og det er almindeligt, at nogle restauranter automatisk tilføjer drikkepenge på regningen – det vil typisk stå som “gratuity included”. I sådanne tilfælde er det ikke nødvendigt at give ekstra.
Nedenfor finder du et vejledende niveau for drikkepenge i Canada:
- Taxachauffører og kørselsapps (Uber/Lyft): 10-15%, dog minimum 3 CAD pr. tur
- Piccolo/bagagehjælp: 1-3 CAD pr. stk. bagage
- Rengøringspersonale på hotel: 2-5 CAD pr. værelse pr. dag
- Restauranter: 15-20% afhængigt af betjening og kvalitet – hold øje med om gratuity allerede er inkluderet
- Guider: 5-10 CAD pr. dag pr. person afhængig af turens varighed og oplevelse
Mad & allergier
På langt de fleste af vores destinationer er vi i stand til at tage hensyn til allergier, samt allergener eller præferencer vedr. mad, dog er det vigtigt, at du oplyser os om dette, når du bestiller rejsen.
Telefoni, wi-fi & elektricitet
Telefon & wi-fi:
Det er dyrt at bruge data og roaming i udlandet, hvis det ikke allerede er inkluderet i dit mobilabonnement. Du kan kontakte dit mobilselskab og høre hvilke services, der er inkluderet i dit abonnement, samt hvilke priser, der gælder for dig på udenlandsrejser.
Hvis du ikke allerede har data og roaming gældende for Canada inkluderet i dit mobilabonnement, anbefaler vi, at du bruger gratis wi-fi, når du er på dit hotel eller restauranter. Så kan du ringe og skrive gratis hjem via forskellige tjenester som f.eks. Facetime, Messenger og WhatsApp.
Der er også mulighed for at købe et fysisk SIM-kort inkl. data ved ankomst til Canada. Som alternativ kan du både hjemmefra eller på destinationen købe et elektronisk simkort, et såkaldt eSIM, hvor du beholder dit eget simkort på telefonen, og stadig har data undervejs på din rejse.
Læs mere om, hvordan du kommer online, når du rejser, på vores blog her.
Elektricitet:
I Canada anvendes 120 volt i stikkontakterne. Stikkene er med to “flade” ben. Derfor er det vigtigt at medbringe en adapter.
Pakkeliste
Sørg altid for at have alle vigtige og uundværlige ting i din håndbagage. Det gælder f.eks. pas, visum, vaccinationskort, kreditkort, penge, forsikringsdokumenter, rejsedokumenter, computer, mobiltelefon, samt evt. information om din sundhedstilstand og livsvigtig medicin.
Indførelse af planteprodukter til EU
Det er ikke tilladt for rejsende at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter fra rejser i lande uden for EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat. Reglerne gælder også mindre mængder af planter og planteprodukter.
Du kan læse mere om reglerne her.
Rejsende med indskrænket bevægelighed
Vi gør opmærksom på, at vores rejser generelt ikke er egnede for bevægelseshæmmede personer. Kontakt os gerne for information om mulighederne i forhold til dine specifikke behov.
Flybilletter
Flybilletten er hos de fleste flyselskaber elektroniske (e-billetter).
Det er vigtigt, at du tjekker dit navn for stavefejl, da dit navn på reservationen skal stå nøjagtigt som i dit pas. Hvis du har rettelser til dit navn, skal du kontakte os hurtigst muligt. Vær opmærksom på, at dette kan medføre et gebyr fra flyselskabet.
Sædereservation
Flyselskabet vil tildele dig en plads ombord på flyet ved check-in. Hvis du har specifikke ønsker til placering i flyet, kan du på flyselskabets hjemmeside eller i deres app selv foretage en sædereservation. Vær opmærksom på, at de fleste flyselskaber kræver betaling for en sædereservation.
Det varierer, hvornår flyselskaberne åbner for sædereservation, men som hovedregel kan du booke sæder fra bookingtidspunktet og indtil 48 timer før afgang.
Vi gør desuden opmærksom på, at flyselskabet har fuld rådighed over alle sæder på flyet, og at de derfor altid har ret til at foretage ændringer på reservationen. Laver du ikke en sædereservation inden afrejse, vil flyselskabet tildele dig en plads ved check-in.
Check-in
Ved check-in skal du bruge dit pas og din bookingreference, som fremgår af din rejseplan.
Vi anbefaler, at du downloader flyselskabets app på din telefon. I appen er der mulighed for online check-in, som typisk åbner 24 til 48 timer før afrejse. I appen kan du også holde dig opdateret om flyændringer og anden vigtig information om din flyrejse.
Bemærk venligst, at der kan være ændrede flytider i forhold til den rejseplan, du modtog ved booking af rejsen. Det er altid flytiderne i flyselskabets app eller på flyselskabets hjemmeside, der er gældende.
I lufthavnen
Vi anbefaler, at du møder op i lufthavnen senest 2-3 timer før afrejse. Du kan med fordel holde dig opdateret på lufthavnens hjemmeside for seneste opdateringer.
Bagage
Vi benytter mange forskellige flyselskaber til vores rejsemål. De nøjagtige regler for håndbagage og indtjekket bagage kan du tjekke på flyselskabets hjemmeside eller i deres app.
Hvis der benyttes indenrigsfly i dit program, skal du være opmærksom på, at den tilladte bagage-mængde kan være anderledes end på dit oversøiske fly. Det er som regel altid muligt at tilkøbe ekstra bagage lokalt.
Når du flyver indenrigs i Canada, skal du være opmærksom på, at det ikke altid er muligt for TourCompass at forudbetale din indtjekkede bagage. Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke kan få din bagage med. Den skal du selv købe og betale ved check in-skranken i lufthavnen. Det er meget nemt, og du betaler for bagagen samtidig med check in.
Forsinket bagage
Skulle din bagage blive forsinket, skal du ved ankomst henvende dig til personalet i bagageområdet i lufthavnen og anmelde din manglende bagage.
Det er vigtigt, at du har din bagagekvittering, når du skal udfylde din PIR- rapport (Property Irregularity Rapport).
Vær opmærksom på, at du ikke må forlade bagageområdet i lufthavnen, før du har fået udfyldt rapporten.
Flyforsinkelser eller aflysninger
Skulle der ske ændringer i forbindelse med din flyreservation inden afrejse, kontakter vi dig naturligvis med information om dette.
Opstår der flyforsinkelse efter check-in, er det flyselskabet, som har ansvaret for at ombooke din flyrejse. De vil typisk booke næste mulige afgang og sørge for eventuel forplejning og overnatning, hvis det skulle være nødvendigt.
Hvis en forsinkelse eller aflysning betyder, at flyselskabet ombooker dig til et andet flynummer efter, du er ankommet i lufthavnen, beder vi dig kontakte os på TourCompass’ nødnummer.
Immigration & Told
Immigration:
Når du ankommer til din endelige destination, går du gennem immigrationen. Her tjekkes dit pas samt eventuelle indrejsepapirer og visum. Mange steder skal du afgive fingeraftryk, og der tages ligeledes et billede af dit ansigt til biometrisk genkendelse. Du kan også blive stillet spørgsmål om dine rejseplaner i landet og evt. adresse på dit overnatningssted.
Told:
Når du er kommet gennem immigrationen og har samlet din bagage op, skal du gennem tolden. Har du intet at fortolde, kan du gå gennem ”nothing to declare”. Har du derimod noget at fortolde, er det vigtigt, at du går gennem ”declare”. Det er dit eget ansvar at tjekke, hvilke toldregler, der er gældende i det land, du rejser til.
Ankomst
Når du er kommet igennem immigration og tolden i Canada, skal du som udgangspunkt selv finde hen til dit første overnatningssted – enten med offentlig transport, taxa eller evt. billeje. Har du tilkøbt transfer igennem TourCompass i forbindelse med din rejse, skal du følge anvisningen på din transfer voucher. Du kan se, hvad der gør sig gældende for din rejse i dit tilbud, som du har fået tilsendt på mail. I tilbuddet kan du se dagsprogrammet for din rejse, og her vil det fremgå, om du ved ankomst skal afhente lejebil, eller om du skal benytte dig af anden transport til dit overnatningssted.
Billeje på ankomstdagen:
Gælder det for din rejse, at du skal afhente din billeje på ankomstdagen, vil du på din voucher finde detaljer for afhentningssted, udlejningsselskab og tidspunkt. De fleste biludlejningsselskaber har skranker i selve lufthavnen eller i kort afstand herfra. Benyt evt. en gratis lufthavnsshuttle, der kører dig direkte dertil.
Hotel check-in & check-out
Normal check-in er typisk mellem kl. 14.00-16.00, og du kan derfor ikke regne med at få dit værelse før dette tidspunkt.
Ved check-in vil receptionisten oftest registrere dit kreditkort og muligvis reservere et beløb. Dette er ikke en ekstra udgift, men almindelig kutyme på hoteller for at sikre betaling af evt. forbrug fra minibar eller lignende. Ved check-out bliver beløbet automatisk frigivet, hvis du ikke har gjort brug af dette.
Det er meget normalt, at hotellerne tager en kopi af dit pas. Dette er nogle steder et krav fra de lokale myndigheder.
Ved afrejse er der normal check-out omkring kl. 10.00. Skal du først rejse videre om eftermiddagen eller aftenen, kan du få opbevaret din bagage indtil, du skal afsted. Ønsker du i stedet sen check-out, kan du mod betaling bestille dette i forbindelse med booking af rejsen.
Bemærk at du skal være minimum 21 år for at foretage check-in på hoteller i Canada.
Parkering på hoteller:
- Bemærk at flere hoteller opkræver særskilt gebyr for parkering
- Du kan søge parkeringsmuligheder for et givent område eks. ”Calgary Downtown” på Parkopedia
- Det er dit eget ansvar at tjekke op på aktuelle åbningstider, priser og gældende regler, når du parkerer din bil
- Vi fraråder, at du efterlader ejendele i bilen
Rejseform & transport
I tilfælde af uforudsete forhold som f.eks. dårligt vejr, blokerede veje eller andet, kan det blive nødvendigt at ændre i rækkefølgen af sightseeingture og seværdigheder i dagsprogrammerne. Skulle dette være tilfældet for dig, bedes du kontakte vores samarbejdspartner.
Billeje:
Kør-selv-rejser er en populær rejseform i Canada, og det er et nemt land at køre rundt i. Det giver en fantastisk frihed til selv at bestemme, hvor og hvornår du ønsker at gøre stop undervejs.
Vi benytter Avis biludlejning i Canada. Nedenfor kan du finde vigtig information om billeje i Canada, herunder opremsning af den gældende lejeaftales inkluderede forsikringer. Bemærk at nedenstående er en kort opsummering af de typiske forsikringer og services i din lejeaftale og at eventuelle forbehold kan forekomme i den udspecificerede oversigt med vilkår og betingelser, du modtager i forbindelse med afhentning af din lejebil.
Her er nogle ting, du skal være opmærksom på vedrørende din billeje i Canada:
- Din billeje i Canada inkluderer lovpligtige, samt udvalgte anbefalede services:
- Loss Damage Waiver (LDW) inkl. Theft Protection (TP): Dækker ved skade på den lejede bil og i tilfælde af tyveri. Der er selvrisiko på 750 CAD. Selvrisikoeliminering kan tilkøbes på biludlejningskontoret, når du afhenter din bil for ca. CAD 12 per dag (maks CAD 288). I provinsen Alberta er prisen for selvrisikoeliminering ca. CAD 14 per dag (maks CAD 336).
- Third-Party Liability (TPL): Tredjepartansvar. Dækker skader på tredjepart i tilfælde af ulykke op til CAD 1.000.000. Der er selvrisiko på 0 CAD.
- Din billeje inkluderer ikke følgende forsikring eller ydelser:
- Personal Accident Insurance (PAI): i forsikringspakken er der ikke inkluderet personlig ulykkesforsikring på hverken lejetager, øvrige passagerer eller ekstra førere. Du bør sikre, at denne er inkluderet i din private forsikring, og at denne dækker på rejse i Canada.
- Roadside Assistance (RA): vejhjælp. Denne ydelse kan tilkøbes lokalt, såfremt du ønsker dette. Det koster ca. CAD 18 + lokale skatter per dag og afregnes lokalt ved afhentning.
- Brændstof: bilen skal som udgangspunkt afleveres med tilsvarende mængde benzin som ved afhentning (typisk fuld tank). Spørg det lokale biludlejningskontor, hvis du er i tvivl.
- Tilkøbsforsikringer: Du kan ske at blive tilbudt en række ekstra forsikringer på det lokale biludlejningskontor. Her er det op til dig, om du ønsker at tilkøbe sådanne. Dog skal du være opmærksom på, at din underskrift på den endelige lejeaftale (med eventuelle tilkøb) er juridisk bindende, og at du hæfter for evt. tilkøb.
- Pas, kørekort: Ved afhentning af din udlejningsbil skal du fremvise dit pas og kørekort. Midlertidige og digitale kørekort godkendes ikke. Det anbefales at medbringe et internationalt kørekort, der i visse tilfælde kan kræves fremvist sammen med dit almindelige kørekort, såfremt dette ikke står på engelsk.
Det er et krav, at du mindst har haft kørekort i 1 år.
Ovenstående krav om pas og kørekort gør sig også gældende for ekstra fører (Additional driver), samt førere mellem 21-24 år. - Ekstra førere: Additonal driver (AD). En ekstra fører skrives på lejekontrakten ved afhentning af bilen og skal fremvise pas og kørekort på lige vis som lejetager/primær fører. En additional driver kan være ned til 21 år, og vil i så fald indgå under samme betingelser og gebyr som en ung fører (Young-driver).
- Kreditkort: Primære lejetager skal medbringe et gyldigt kreditkort med dennes navn på ved afhentning af billeje:
- Kreditkort: Visa, Mastercard, American Express og Discover
- Husk at medbringe dit kreditkort i fysisk form (ikke på telefonen)
- Sikkerhedsdepositum: Der kræves et depositum ved afhentning af køretøjet. Depositummet svarer til cirka CAD 500 og kan variere afhængigt af bilkategori og evt. tilkøbsydelser. Beløbet reserveres på dit kort og frigives ved aflevering af bilen.
- Young-driver fee: ungfører tillæg opkræves ved førere mellem 21-24 år. Gebyret udgør ca. CAD 25-35 + lokal skat per dag og afregnes lokalt ved afhentning. Bemærk at førere mellem 21-24 år kun må køre særlige bilkategorier (ej tilladt at køre luksusbiler, suv eller minivans).
- Navigation: din billeje inkluderer ikke GPS, men dette kan reserveres i forbindelse med bestilling af din rejse. Det koster ca. 18 CAD + lokale skatter per dag og afregnes lokalt ved afhentning. Udvalgte biludlejningskontorer tilbyder også køb af e-sim, der via Avis koster ca. CAD 24 for 30 dage. Har du adgang til data enten via dit telefonabonnement eller via e-sim, kan du benytte flere gratis navigationstjenester på din telefon. Alternativt kan du købe en GPS på destinationen.
- Autostole: Autostole kan reserveres i forbindelse med bestilling af din rejse. Det koster ca. CAD 14 + lokal skat per dag og afregnes lokalt ved afhentning. Vejledende oversigt til valg af autostol:
- Autostol til spædbarn (2,3 – 9 kg) – infant seat
- Autostol til småbørn (9-18 kg) – child safety seat
- Selepude – child booster seat
- Bagage: Ved afhentning bliver du typisk præsenteret for en række forskellige biler, du kan vælge imellem indenfor den bestilte bilkategori – afhængigt af den bil, du tilbydes, kan der forekomme udsving i størrelsen på bagagerummet. Det anbefales derfor, at din bagage består af bløde tasker og ikke overstiger det vejledende bagageantal, der gælder for bilkategorien på din rejse.
- Tilladte veje: Udlejningsbilen må kun køre på officielle asfalterede veje
- Kontraktlig mislighold: Forsikringsdækningerne bortfalder ved misligholdelse af lejekontrakten, herunder uagtsom kørsel, eller overtrædelse af canadisk lovgivning
- Betalingsveje- og broer: Kører du via betalingsveje- og broer, registreres det typisk automatisk via bilens nummerplade. Avis afregner dig typisk 4-8 uger efter endt billeje.
Togrejse i Canada:
Der findes flere togoperatører i Canada. TourCompass tilbyder togrejser med både VIA Rail i det østlige og Rocky Mountaineer i det vestlige Canada.
Ved togrejse i det østlige Canada med VIA Rail:
Vær særligt opmærksom på at møde op rettidig. Typisk 45 min inden afgang og ved større stationer som Union Station i Toronto, anbefales det at møde op 90 min. før.
Information om hvilken perron, toget afgår fra, vil fremgå på informationsskærmene ca. 15-20 min før planlagt afgang.
Vi anbefaler, at du medbringer en type af taske/kuffert, der er nem for dig at komme omkring med.
Du rejser på standard-klasse (Economy class). Du må medbringe følgende:
- 1 lille taske ombord på toget, der kan være under dit sæde
- 1 stk indtjekket bagage per person (maks 76 x 48 x 30 cm og maks 23 kg) – medbringes i kabinen og skal kunne være mellem sæde- eller hylderækker
- Har du oversize bagage, skal du checke det ind. For den slags bagage gælder det, at du møder op senest 60 min. og du vil muligvis blive opkrævet et ekstra gebyr.
Offentlig transport eller taxa:
Taxa, Uber: I Canada er det lige så almindeligt at tage en taxa som en Uber. Det anbefales, at du hjemmefra downloader apps som Uber, hvis du ønsker at gøre brug af denne tjeneste. Tjenesten er nem at bruge, og du afregner for turen ved bestilling af din ønskede rute.
Offentlig transport: I storbyerne findes også gode muligheder for offentlig transport, og her listes generelle anbefalinger til enkelte storbyer, hvor du kan ske at starte rejsen:
- Toronto: Du kan anvende UP Express toget fra Toronto Pearson Airport og ind til Toronto centrum, og kan købe en billet til ca. CAD 13 ved en billetautomat ved toget. Du følger skiltningen ”Train to City” i lufthavnen for at komme til UP Express toget.
- Calgary: Fra lufthavnen kommer du nemt til Calgary downtown med en bus, og du kan købe en billet ved en billetautomat ved toget. I lufthavnen følger du skiltningen til ”Transit Calgary”.
- Vancouver: Fra Vancouver International lufthavn kommer du nemt til Vancouver downtown med SkyTrain, og du kan købe en billet i en billetautomat ved toget. I lufthavnen følger du skiltningen til ”Canada Line”.
Særlige terræn- og vejrforhold:
- I dagsprogrammet for din rejse finder du en angivelse af køretiden. Dette er en vejledende køretid, og denne tager ikke højde for aktuelle trafikforhold på din køredag. Det er dit eget ansvar at tjekke op på den aktuelle køretid, og vi anbefaler at du altid holder dig opdateret Derfor anbefaler vi, at du altid holder dig opdateret på din rute forud for selve kørslen. Det er dig eget ansvar at tjekke op på den aktuelle køretid.
Brug for hjælp undervejs?
Vi har et 24-timers nødnummer, så du altid kan komme i kontakt med os, hvis der skulle opstå uforudsete hændelser undervejs på din rejse. Derudover får du også tilsendt telefonnummer og nødtelefonnummer til vores samarbejdspartnere på destinationen. I nogle tilfælde kan det være nemmest og hurtigst at kontakte vores samarbejdspartnere pga. tidsforskelle, hvis du f.eks. skulle havne i en situation, hvor din opsamling til en tur er mere end 15 min. forsinket.
Ris & Ros / kontakt
Vi lever af glade gæster, og vi vil derfor meget gerne høre fra dig efter hjemkomst. Send os en mail på info@tourcompass.dk eller ring til os på tlf.: 89 93 43 89.