Vinh Long – vores bæredygtige projekt i Mekong-deltaet

TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideVinh Long – vores bæredygtige projekt i Mekong-deltaet

I Mekong-deltaets frodige landskab, hvor floder og kanaler snor sig gennem rismarker og frugtplantager, ligger Vinh Long. Her kan du besøge vores bæredygtighedsprojekt, som er startet af vores lokale samarbejdspartner i Vietnam, og som du er med til at støtte, når du rejser med os.

Vi har valgt at støtte Vinh Long, fordi lokalsamfundene i området står over for en række udfordringer. Mange børn i landområder må droppe ud af skolen på grund af mangel på lærere, lange afstande og fordi familiens arbejde ofte prioriteres højere end skolegang. Samtidig ødelægger oversvømmelser vand- og sanitetsanlæg, og begrænset adgang til sundhedsvæsenet gør hverdagen sårbar for mange familier. Klimaforandringer udfordrer landbruget, mange boliger er utilstrækkelige, og unge søger væk fra området, hvilket fastholder familier i fattigdom.

Projektet har til formål at forbedre levevilkårene gennem helt konkrete tiltag, som lokalsamfundene selv har peget på. Det gælder bl.a. reparation af veje, opførelse af små broer og udbedring af boliger for udsatte familier, så hverdagen bliver tryggere og mere modstandsdygtig over for oversvømmelser i regnsæsonen. Samtidig arbejdes der for at give børn og unge bedre muligheder for skolegang, blandt andet ved at give cykler og stipendier, så flere får chancen for at komme i skole og fuldføre en uddannelse.

En vigtig del af indsatsen er også at tænke grønt. I Vinh Long skal der installeres solcelledrevne lamper, som kan give lys på veje og fællesområder, så beboerne kan færdes mere trygt efter mørkets frembrud. Derudover planlægges solcelledrevet kunstvanding, som skal gøre landbruget mere bæredygtigt.

Når du besøger Vinh Long, er du med til at gøre en forskel. En procentdel af rejsens pris går nemlig direkte til projektet, så din rejse bidrager til at skabe varig udvikling og håb for fremtiden i Mekong-deltaet.

Se alle billeder
Galleri