Hotel Grand Chancellor Brisbane er et moderne og komfortabelt hotel beliggende i bydelen Spring Hill, lige på kanten af Brisbanes centrum. Her bor du i rolige omgivelser med udsigt over byen og Roma Street Parklands, samtidig med at du har nem adgang til Brisbanes mange oplevelser.
Fra hotellet er der ca. 15 minutters gang til centrum (CBD), hvor du finder et stort udvalg af restauranter, butikker og caféer. Brisbane River og det populære South Bank-område nås på ca. 25 minutter til fods. Turen tilbage til hotellet går lidt op ad bakke, men hvis benene er trætte, kan du benytte den gratis citybus (bl.a. rute 30), som stopper tæt ved hotellet.
Hotellet har ca. 230 værelser fordelt på 11 etager. Værelserne er indrettet i en moderne og funktionel stil og er udstyret med aircondition, køleskab, wi-fi, fladskærms-tv, arbejdsbord samt eget badeværelse. Nogle af værelserne har desuden en lille balkon med udsigt over byen eller parkområdet.
På hotellets restaurant, Frescos Restaurant, kan du starte dagen med en stor morgenmadsbuffet. Her kan du også nyde aftensmad fra à la carte-menuen. I tilknytning til restauranten ligger Frescos Bar & Café, hvor du kan bestille kaffe, en let frokost eller en drink. Her er der mulighed for at sidde både inde og ude og nyde den afslappede stemning.
På tagterrassen finder du hotellets opvarmede swimmingpool, hvor du kan slappe af med udsigt over Brisbane. Her ligger også hotellets fitnesscenter. Bemærk, at elevatoren kun går til 11. etage, hvorefter den sidste etage til tagterrassen på 12. etage skal tilbagelægges via trapper.
Derudover tilbyder hotellet faciliteter som døgnåben reception, parkering (mod betaling), vaskeservice samt et større konference- og mødecenter.
Hotel Grand Chancellor Brisbane arbejder desuden med forskellige bæredygtighedsinitiativer med fokus på at reducere energi- og ressourceforbruget. Blandt andet finder du vanddispensere på alle etager, hvor du kan fylde din genanvendelige drikkedunk og dermed reducere forbruget af engangsplast.

Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.