Bo centralt i hjertet af Sydney på det eksklusive InterContinental Sydney, der kombinerer historisk charme med moderne luksus. Hotellet ligger ved Circular Quay mellem Operahuset, Harbour Bridge, Royal Botanic Garden og det historiske kvarter The Rocks, hvilket gør det til et ideelt udgangspunkt for at udforske byens største seværdigheder til fods.
Hotellet er indrettet i den smukt restaurerede Treasury Building fra 1851 – en historisk regeringsbygning, der i dag danner rammen om hotellets elegante atmosfære og flotte udsigt over Sydney Harbour.
Hotellet har 509 værelser og 28 luksuriøse suiter fordelt på 32 etager, hvoraf mange byder på enestående udsigter over Sydney Harbour, Harbour Bridge, Operahuset eller Royal Botanic Garden. Værelserne er lyse og rummelige og udstyret med moderne faciliteter som aircondition, Wi-Fi, tv, minibar, te- og kaffefaciliteter, værdiboks, strygefaciliteter, mørklægningsgardiner og en pudemenu, så du kan skræddersy din søvnoplevelse. Badeværelserne er moderne indrettet med eksklusive toiletartikler og hårtørrer. Derudover tilbydes naturligvis 24-timers roomservice.
Ønsker du en ekstra særlig oplevelse, kan du opgradere dit værelse og få udsigt til Harbour Bridge eller det ikoniske Operahus.
InterContinental Sydney byder på flere attraktive restauranter og barer (tilkøb). Nyd morgenmaden fra den overdådige buffet i The Conservatory, eller slå dig ned i den elegante lobbybar The Treasury. Beliggende under de historiske sandstensbuer i den oprindelige Treasury Building er baren det perfekte sted at nyde en kop kaffe, afternoon tea eller en cocktail i stemningsfulde omgivelser. I tilknytning til hotellet finder du desuden Baron Restaurant, som serverer frokost og middag i historiske omgivelser.
På 32. etage finder du den populære rooftop-bar Aster Bar. Her kan du nyde kreative cocktails og lette anretninger, samtidig med at du beundrer de spektakulære panoramaudsigter over Sydney Harbour, Operahuset og Harbour Bridge, mens solen går ned. Reservation anbefales, og vær opmærksom på, at der er et minimumsforbrug.
Hotellets faciliteter omfatter desuden et moderne fitnesscenter samt en opvarmet indendørs swimmingpool på 31. etage med en af Sydneys flotteste udsigter. Her kan du svømme eller slappe af med udsigt til både Operahuset, Harbour Bridge og Circular Quay gennem de store panoramavinduer.

Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.