Tag med på en oplevelsesrig dag på landet uden for Siem Reap, hvor du bevæger dig gennem områder, hvor traditioner har rødder flere århundreder tilbage.
Du skal selv finde hen til mødestedet, som er ved Gingold Coffee. Her venter en kort introduktion til dagen, inden du får udleveret din el-cykel. Herfra går turen ud mod udkanten af Angkors arkæologiske område.
Efter en smuk tur på ca. 10 km ankommer du til en lokal kurve- og rattan-fletter. Her får du indblik i det gamle håndværk, som stadig holdes i live i landsbyerne, og du får selv mulighed for at prøve kræfter med teknikkerne.
Turen fortsætter forbi grønne rismarker og små huse på pæle, inden du stopper ved en lokal nudelbod for at smage Num Banh Chok – en klassisk khmer-ret, som mange cambodianere starter dagen med.
Du cykler videre til et landsbyhus, hvor du holder pause med snacks og tid til at slappe af. Her får du et autentisk indblik i hverdagen på landet og mærker den rolige rytme, som præger livet uden for byen.
Du passerer herefter West Baray, den enorme, menneskeskabte sø fra Angkor-tiden. Du kører langs bredden, hvor du har mulighed for at opleve fiskere og fugle, mens du nyder stilheden og det åbne landskab.
Dagen rundes af ved et lokalt kloster, hvor du kan vælge at modtage en traditionel vandvelsignelse og få indblik i cambodiansk buddhisme. Du møder også en lokal medicinmand, som fortæller om gamle helbredelsesmetoder, der stadig praktiseres i dag.
Varighed: ca. 4, 5 timer.
Distance: ca. 40 km
Denne udflugt kan foregå med andre end TourCompass’ egne gæster.
Vi anbefaler, at du booker turen i forbindelse med bestilling af rejsen.

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.