ForsideUdflugt til Corcovado Nationalpark – San Pedrillo Station

Udflugt til Corcovado Nationalpark – San Pedrillo Station


Kan du heller ikke få nok af Costa Ricas natur og dyreliv – så tag med på endnu en udflugt til Corcovado Nationalpark.

Der er flere steder, man kan besøge nationalparken, og i dag går udflugten til et nyt område af Corcovado Nationalpark – San Pedrillo Station.

Programmet er sammenligneligt med dagen før. Der er afhentning tidligt om morgenen, og du bliver sejlet fra Drake Bay til San Pedrillo Station – en sejltur på ca. 45 minutter.

Din dygtige guide vil fortælle om det interessante dyre- og planteliv, I oplever undervejs. Måske er du heldig at spotte nogle spændende dyrearter, du ikke så dagen før.

Også i denne del af parken er der mulighed for at møde forskellige abearter, tapirer, dovendyr, næsebjørne, navlesvin, myreslugere og i sjældne tilfælde nogle af Costa Ricas kattedyr som jaguaren, pumaen, ocelotten, margayen og jaguarundien.

Der findes et lille vandfald i parken, hvor du på nogle tider af året kan tage et forfriskende dyp efter vandreturen, hvis du har lyst.

Frokost er inkluderet og nydes ved den smukke strand San Josecito på vejen tilbage til Drake Bay.

Start- og slutsted: Dit hotel i Drake Bay.

Varighed: Ca. 7–8 timer (heraf ca. 5 timer i nationalparken).

Gruppestørrelse: Maks. 8 personer per guide i nationalparken, men der kan være flere personer med i bådene til/fra nationalparken.

Prisen inkluderer: Transport (bil og båd), engelsktalende guide, frokost og entré til nationalparken.

Husk at medbringe: Gode vandresko/støvler, solcreme med høj UV-faktor, myggespray, regnponcho, vand i genanvendelig vandflaske og evt. badetøj og søsygepiller.

Bemærk: Turen har daglig afgang undtagen i oktober måned. Der er dog et begrænset antal billetter per dag, så vi anbefaler, at turen bestilles i god tid inden afrejse.
Der må ikke medbringes nogen form for mad i nationalparken, men husk vand i en genanvendelig vandflaske. Du skal desuden medbringe en kopi af dit pas, som skal fremvises ved ankomst. Et billede af dit pas på telefonen er fint.
Der er kun toiletter ved ranger stationen ved ankomst/afgang til/fra San Pedrillo. 
Husk at oplyse om eventuelle allergier eller præferencer vedrørende frokosten ved bestilling af udflugten.

Pris:
Pr. person fra:  1.040 kr.
Latinamerika
Tom Søndergaard

Tom er vores Latinamerika-specialist. Han har siden midten af 1990erne rejst utallige gange i Mellem- og Sydamerika og han elsker at hjælpe andre med at komme på drømmerejsen dertil.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14