Oplev en af de lokales mest elskede bydele, Kichijoji, på denne hyggelige eftermiddagstur. Her venter rolige gåture i stemningsfulde omgivelser og smagsprøver på populære japanske snacks og søde delikatesser.
Du mødes med guiden på dit hotel og sætter kursen mod Kichijoji, et charmerende område vest for det centrale Tokyo, der er kendt for sin afslappede atmosfære og sit rige butiksliv. Her begynder du din gåtur i Inokashira Park, en grøn oase midt i byen, hvor guiden fortæller om parkens betydning for de lokale, som valfarter hertil for at nyde skyggen om sommeren og kirsebærblomsterne om foråret.
I parkens hjerte besøger du Benten-helligdommen, der er dedikeret til gudinden Benzaiten. Helligdommen er blandt de 119 motiver, som kunstneren Uoya Eikichi har udødeliggjort i sine berømte ukiyo-e-værker i serien One Hundred Views of Edo. Det siges blandt andet, at de, der vasker deres penge her, får rigdommen mangefold tilbage.
Herfra fortsætter du ad den hyggelige gade Nakamichi-dori, flankeret af små, charmerende butikker og caféer. Guiden viser dig de bedste steder at kigge indenfor, inden du når frem til det finurlige Petite Mura, et eventyrligt kompleks stærkt inspireret af europæiske landsbyer. Her kan du tage en velfortjent pause, mens guiden sørger for, at du får lidt forfriskende at drikke i stemningsfulde omgivelser.
I den overdækkede shoppinggade Sunroad Shotengai får du rig mulighed for at opleve Kichijojis lokale madkultur. Her tager guiden dig med til nogle af de mest populære boder, hvor du bliver budt på snacks som den smagfulde menchi katsu, sprød takoyaki fyldt med blæksprutte og til sidst sød taiyaki.
Turen slutter ved Sunroad Shotengai, hvor guiden gerne hjælper med forslag til spisesteder eller videre udforskning på egen hånd.
Varighed: Ca. 4 timer
Denne tur foregår kun med TourCompass’ egne gæster.
Vi anbefaler, at turen bookes i forbindelse med bestilling af rejsen.
| Pr. person fra: 1.375 kr. |
Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.