TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideHeldagstur til Kawagoe (Lille Edo)

Heldagstur til Kawagoe (Lille Edo)


Tag med på denne spændende udflugt til Kawagoe, hvor du bliver taget med tilbage til Edo-perioden, som dækker japansk historie fra 1603 til 1867.

Din guide henter dig på hotellet og sammen tager I til Kawagoe, der ligger ca. 35 km nordvest for Tokyo. Kawagoe er kendt som Lille Edo og Edo er det gamle navn for Tokyo. Hvorfor Kawagoe fik tilnavnet ”Lille Edo” skal vi nok komme til længere nede i beskrivelsen.

Turen starter ved Kitain-templet, som blev grundlagt i år 830. Dette er det største og mest betydningsfulde tempel inden for Tendai-sekten. Kitain-templet huser desuden en stor samling af Rakan-statuer, der repræsenterer Buddhas disciple.

Du fortsætter herefter til det gamle palads, Honmaru Goten, som blev opført i 1848. Paladset var egentlig en del af Kawagoe-borgen, som var strategisk placeret nord for hovedstaden, men i slutningen af 1800-tallet blev borgen revet ned ligesom mange andre af Japans borge, fordi man i denne periode ønskede at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vesten. I dag findes altså kun Honmaru Goten, som betyder ”Det indre Palads”. Paladsets rummelige tatami-værelser blev brugt til at modtage feudalherrer, når de kom på besøg. Værelserne står i dag tomme, men prøv alligevel at forestille dig, hvordan det må have været for mere end 170 år siden.

Du besøger også Hikawa- helligdommen, som blev grundlagt i 541. Helligdommen er dedikeret til fem guder, hvor to af dem ovenikøbet var et par. Hikawa er derfor yderst populær blandt unge japanere, kæreste- og ægtefolk, som kommer for at bede for kærlighed, for deres forhold og ægteskab. Gå gennem helligdommens 15 meter høje torii-port og ind gennem korridoren, hvor der hænger små træplader, kaldet ema, hvorpå besøgende har nedskrevet deres ønsker. Om sommeren kan du lytte til de afslappende vindklokker.

Til slut besøger du Kawagoes varehusdistrikt, som udgør en hel bydel. Kawagoe var en vigtig handelsby, der leverede varer til Edo. Desværre udbrød der i 1893 en voldsom brand, som ødelagde en tredjedel af bydelen. De fleste varehuse, du kan opleve i dag, er derfor ikke fra Edo-perioden. De blev i slutningen af 1800-tallet genopført med udgangspunkt i traditionel bygningsdesign, så det efter sigende skulle ligne det gamle bybillede, der i sin tid kendetegnede Edo – og derfor har Kawagoe fået tilnavnet ”Lille Edo”.

Her oplever du også bydelens vartegn, klokketårnet Toki no Kane. Det er stadig i brug den dag i dag og du kan opleve dens smukke klokkespil fire gange om dagen – klokken 6, 12, 15 og 18.

I den lille stenbelagte shoppinggade Kashiya Yokocho kan du prøvesmage og købe traditionelt japansk slik lavet af rød bønnepasta, sødekartofler, riskiks og karinto.

Efter en spændende dag bliver du kørt tilbage til dit hotel i Tokyo.

Varighed: ca. 8 timer

Denne tur foregår kun med TourCompass’ egne gæster.

Vi anbefaler, at du booker turen i forbindelse med bestilling af rejsen.

Pris:
Pr. person fra:  2.285 kr.
Asien
Mira Lindholm

Mira er vores Asien-specialist og har over 8 års erfaring med rejser i Asien.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14