Hotel Monterey Hanzomon byder indenfor til et ophold med autentisk japansk atmosfære, moderne bekvemmeligheder og nem adgang til alt det bedste, som Tokyo har at byde på. Her kan du nyde en oplagt base midt i storbyen, hvor arkitektur og indretning afspejler Tokyos historiske ånd, mens byens livlige hverdag venter lige uden for døren.
Hotellet ligger i hjertet af Tokyo i Chiyoda-kvarteret, blot få skridt fra Hanzomon Station og det imponerende Imperial Palace med den tilhørende slotshave. Herfra har du også fremragende adgang til byens andre populære områder som Shibuya, Tokyo Station og Shinjuku, der kan nås på under 20 minutter med metro.
Du bor som udgangspunkt i et elegant Standard-værelse, indrettet i afdæmpede nuancer med inspiration fra Edo-periodens traditionelle farvepalet. Her mødes japansk minimalisme og moderne design i et harmonisk udtryk, hvor du har alt, hvad du behøver, såsom wi-fi, aircondition, minikøleskab, tv og elkedel, så du kan starte morgenen med en friskbrygget kop te eller kaffe. Badeværelset er desuden praktisk indrettet med washlet-toilet, badekar med bruser, hårtørrer, slippers, japansk pyjamas og et udvalg af toiletartikler.
I hotellets hovedrestaurant får du den optimale start på dagen med en varieret morgenmadsbuffet, hvor japanske specialiteter som misosuppe og grillet fisk kombineres med vestlige klassikere.
Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.