ForsideHotel Monterey Kyoto

Hotel Monterey Kyoto

Kyoto

Hotel Monterey Kyoto er et elegant og stemningsfuldt hotel, hvor victoriansk stil og japansk kultur mødes i smuk harmoni. Inspireret af klassisk arkitektur og lokal sans for æstetik udstråler hotellet en rolig atmosfære og udgør en oase midt i byens livlige rytme. Her har du rig mulighed for at trække dig tilbage og nyde dit ophold med fokus på kvalitet og velvære.

Hotellet nyder en særdeles central beliggenhed med kort afstand til Karasuma Oike Station og flere af Kyotos vigtigste seværdigheder, heriblandt Nishiki Market, Nijo Castle og det smukke Kyoto Imperial Palace med tilhørende have. I de omkringliggende sidegader finder du desuden Teramachi-dori samt et stort udvalg af hyggelige restauranter og stemningsfulde izakayaer.

Som udgangspunkt bor du i et Standard-værelse med moderne elegance og varme, afdæmpede farver, der bidrager til en følelse af afslappet luksus. Værelserne er indrettet med aircondition, wi-fi, tv, te- og kaffefaciliteter, minikøleskab, værdiboks og skrivebord. Badeværelset byder på washlet-toilet, badekar med bruser, hårtørrer og et udvalg af gode toiletartikler samt slippers og japansk pyjamas.

På Hotel Monterey Kyotos øverste etage kan du lade roen falde over dig i hotellets indbydende spa med tilhørende onsenbad. Det mineralrige kildevand strømmer fra undergrunden, så du kan nyde det silkebløde og varme vand og herefter fortsætte til spaens stille lounge, hvor du kan sidde med et glas vand eller te og lade dagen falde til ro. Har du lyst til ekstra velvære, kan du desuden booke tid til afslappende spabehandlinger.

Hotellets japanske restaurant forener tradition og nutid med velvalgte smage og en intim atmosfære. Her serveres småretter tilberedt af lokale og sæsonbetonede råvarer, og om morgenen begynder du dagen med et godt udvalg af både lokale og internationale klassikere. Til en mere uformel stund byder hotellets bar og café indenfor med antikke detaljer, varme toner og en fredfyldt ro, som gør den perfekt til et glas vin eller en rolig eftermiddagskaffe.

Asien
Mira Lindholm

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14