Midt i Tokyos historiske Shiba-kvarter ligger Shiba Park Hotel, et elegant boutiquehotel, hvor ro og kultur smelter sammen. Her står personalet klar til at give dig en hjertelig service, så du kan læne dig tilbage og nyde byens historie med et strejf af luksus.
Hotellet ligger i kort gåafstand fra det prægtige Zojo-ji-tempel og Tokyo Tower, i et område der forener det gamle Tokyo med moderne byliv. Herfra har du nem adgang til nærmeste metro- og togstation, med mindre end 25 minutter til byens store knudepunkter Shinjuku, Shibuya og Tokyo Station.
Under dit ophold bor du som udgangspunkt i et Standard-værelse, der kombinerer moderne komfort med diskrete japanske detaljer og naturlige materialer. Her har du adgang til wi-fi, tv, aircondition, minikøleskab, værdiboks, en lille sofa med bord samt et udvalg af drikke som kaffe og japansk grøn te. På badeværelset finder du hårtørrer, washlet-toilet, badekar med bruser, bade- og hudplejeprodukter i høj kvalitet samt kimono-inspireret pyjamas og slippers.
Hotellets biblioteks-lounge og litterære hjørner på hver etage inviterer til stille læsestunder med frit valg blandt de omkring 1.500 bøger, der dækker alt fra japansk kultur og håndværk til kunst og filosofi. Mellem bøgerne findes også en lille udstilling af japansk kunsthåndværk, der hylder landets unikke kulturarv.
Under måltiderne byder hotellets restaurant på en international gastronomisk oplevelse, hvor det japanske, kinesiske og vesteuropæiske køkken mødes i fin symfoni. Menuen er sæsonbestemt og omfatter en varieret morgenmad med lokale råvarer, friske juices og æg fra fritgående høns. I løbet af dagen kan du desuden nyde et glas vin eller en kop friskbrygget kaffe eller te i lobbyens rolige lounge.
Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.