North Male Atoll
Villa Nautica

Villa Nautica er det moderne og glamourøse valg for dig, der ønsker en mere sofistikeret øferie med mange faciliteter, et stort udvalg af restauranter og en levende atmosfære. Her møder det klassiske barfodsliv en maritim stil inspireret af yachtlivet, mens de hvide strande og turkisblå laguner stadig skaber den drømmende maldiviske ramme.

Resortet ligger i det nordlige Malé-atol og nås med cirka 20 minutters speedbådtur fra lufthavnen. Resortet føles som en lille verden for sig, hvor dagene kan fyldes med både afslapning, aktiviteter og elegante oplevelser. Den større resortø er omgivet af brede sandstrande, frodig vegetation og klare laguner, og her hersker en mere livlig stemning end på de mindre øer.

Som udgangspunkt bor du i en Beach Villa med direkte adgang til stranden. Her er hverken sparet på plads eller gode faciliteter, så du under dit ophold kan nyde godt af både aircondition, wi-fi, minibar, værdiboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv. På det rummelige badeværelse finder du desuden luksuriøse toiletartikler og badekåbe samt adgang til en udendørs bruser. Fra din private terrasse har du en drømmeagtig udsigt over bountystranden og det azurblå hav. Vil du have endnu mere ud af dit ophold, har du mulighed for at opgradere til en villa med privat pool.

Resortets store infinitypool er øens naturlige samlingspunkt, hvor du kan nyde en svømmetur eller læne dig tilbage på en solseng med udsigt over lagunen. I Araamu Spa venter rolige wellnessoplevelser i den frodige have, mens saunaen og dampbadet giver mulighed for yderligere afslapning. Vil du holde dig aktiv, kan du benytte fitnessrummet eller udfordre din rejsepartner i tennis, badminton og volleyball. På vandet kan du prøve kræfter med SUP, kajak, windsurfing og sejlads, mens resortets dykkercenter arrangerer kurser og ture til koralrev og spændende dykkersteder i det nordlige Malé-atol. Du kan også tage på bådudflugt, snorkle blandt farverige fisk eller nyde en rolig stund i en af resortets mere tilbagetrukne kroge.

Helpension med morgenmad, frokost og aftensmad indgår i dit ophold, og der er mulighed for at opgradere til All Inclusive. Måltiderne serveres i Bageecha, mens du på resortets mange andre spisesteder kan vælge mellem frisk fisk og skaldyr ved vandet, italienske retter på Ristorante al Tramonto og japansk teppanyaki på Fukuya.

Når aftenen falder på, kan du lade dig rive med af Villa Nauticas levende østemning. Nyd en cocktail ved Captain’s Bar, mens solen forsvinder over lagunen, eller slå dig ned i Beach Bar med sand under fødderne og havbrisen omkring dig. Du kan også søge mod resortets mere rolige kroge, nyde en middag under stjernerne eller opleve livemusik og underholdning, inden du trækker dig tilbage til din villa.

Mira Lindholm
Asien
Kontakt vores rejsespecialist

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.