Na Balam Hotel er en charmerende, lille oase beliggende tæt på den populære strand Playa Norte. Du skal blot krydse gaden og ned ad en lille sti, så står du med fødderne i det hvide sand og udsigt til det azurblå hav.
Hotellet består af 12 værelser, fordelt i hyggelige bungalows, som ligger spredt blandt grønne træer og frodig vegetation. Værelserne er simpelt indrettet med mørke træmøbler og udstyret med aircondition, loftvifte, værdiboks, minikøleskab, tv, wi-fi samt en balkon eller terrasse.
Tag en forfriskende dukkert i poolen, eller slap af på en solseng i skyggen med en god bog. Hotellet tilbyder også daglig yogaundervisning, så du har god mulighed for at finde ro og komme helt ned i gear. Trænger du til lidt selvforkælelse, kan du bestille tid til en massagebehandling.
Foretrækker du en tur i det krystalklare havvand, har hotellet reserveret solsenge og parasoller til dig på Playa Norte – det perfekte sted til en siesta i den caribiske brise.
Morgenmaden serveres i hotellets søsterrestaurant lige overfor. Der er også god mulighed for at stille sulten på en af de omkringliggende restauranter, hvor du kan finde alt fra mexicanske delikatesser til internationale retter.
I kort gåafstand fra hotellet finder du øens gågade, hvor du bl.a. kan købe farverige souvenirs og lokalt kunsthåndværk.
Tom er vores Latinamerika-specialist. Han har siden midten af 1990erne rejst utallige gange i Mellem- og Sydamerika og han elsker at hjælpe andre med at komme på drømmerejsen dertil.