TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideIkoma Wild Camp

Ikoma Wild Camp

Serengeti Nationalpark

Ikoma Wild Camp er vores favorit wildcamp. Her får du det bedste af det hele.

Campen ligger i et såkaldt Wildlife Management Area, der forbinder selve Serengeti Nationalpark med de to vildtreservater Grumeti og Ikorongo, som man ofte også kalder “den vestlige korridor”.

Korridoren er den centrale vej for dyrenes vandring fra Serengeti til Masai Mara. Dyrene vandrer frit i hele området, så du kan sagtens se elefanter, zebraer, antiloper, giraffer, bøfler og andre planteædere direkte fra campens restaurant. Der er ikke ualmindeligt, at der er løver i selve campen, og der er naturligvis også geparder og leoparder, som ihærdigt forsøger at sikre sig et godt måltid fra det store tag-selv-bord af dyr, der passerer forbi. I vandringstiden (juni-juli) er der mulighed for at opleve den verdensberømte vandring af 1,2 million gnuer – lige uden for dit telt! I store flokke vandrer de over savannen i deres søgen efter nye græsgange.

Dette Wildife Management Area er – udover at være forbindelsesled mellem nationalparken og den vestlige korridor – også en indtægtskilde for de 5 landsbyer, som ligger i området. For at dyrene forstyrres mindst muligt i deres vandringer, er landbyerne underlagt en række restriktioner i forhold til f.eks. landbrug og husdyrhold. Til gengæld går en del af turistindtægterne retur til lokalbefolkningen, samtidig med, at befolkningen er involveret i det vigtige arbejde med at beskytte dyrene.

Beliggenheden udenfor nationalparken gør, at campen byder på oplevelser, du ikke får, hvis du bor inde i selve nationalparken.

Det er f.eks. muligt at tilkøbe ”Walking safari”, ”Sundowner” og ikke mindst ”Night Game Drive”. Det er helt unikke oplevelser, som kun kan tilbydes, når du bor udenfor Serengeti Nationalpark, hvor restriktionerne er lidt mildere end inde i selve nationalparken. Hvis du er frisk, kan der endda arrangeres en morgen- eller aftenløbetur omkring campen. Det foregår naturligvis i følgeskab med sikkerhedsvagter, og omgivelserne er helt fantastiske!

Disse ekstra aktiviteter gør også en stor forskel i lokalområderne. Alle rangerne er lokale, som er videreuddannet til rangere og ekstra oplevelser, som campen tilbyder, er med til at generere indtægt til familier og landsbyer. Rangerne spiller desuden en stor rolle i forhold til lokalbefolkningens forståelse af natur og dyreliv, og kan med deres store viden om dyrene afhjælpe mange af de konflikter, man måske eller ville opleve, når vilde dyr og mennesker lever side om side.

Når du bor på Ikoma Wildcamp, foregår safarierne naturligvis stadig i Serengeti Nationalpark. Det betyder, at der er lidt kørsel frem og tilbage mellem campen og nationalparken (ca. 30-45 minutter hver vej). De ekstra muligheder, man har af beliggenheden udenfor nationalparkens strikse regler samt campens høje standard, gør dog, at det absolut er køreturen værd.

Ændringsmulighed
Hvis du ønsker at bo inde i Serengeti Nationalpark, har du naturligvis også mulighed for det. Du kan vælge at overnatte på Serengeti Wild Camp eller Serengeti Wildebeest Camp.

Læs mere om hvad en ”wild camp” egentlig er her.

Afrika
Ingun H. Nikolajsen

Ingun er vores Afrika-specialist. Hun rejste til Afrika første gang i 2002 og har mere end 10 års erfaring med at hjælpe andre på deres drømmerejse. 

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14