ForsideSpeedbådtur til Phi Phi-øerne

Speedbådtur til Phi Phi-øerne


Tag med på en uforglemmelig heldagstur til de ikoniske Phi Phi-øer – et af Thailands mest fotograferede øparadiser.

Tidligt om morgenen bliver du hentet på hotellet og kørt til Royal Phuket Marina, så du kan ankomme til Maya Bay og Pileh Lagoon, inden de fleste dagsturister. Vores samarbejdspartner har sin egen speedbåd, og det er naturligvis den, du sejler med. Ved ankomst til marinaen får du serveret en let morgenmad med croissanter eller sandwich samt te og kaffe.

Herefter sejler speedbåden ud fra marinaen. Turen går hurtigt over det åbne hav, hvor bølgerne får båden til at gynge let. Efter 45–60 minutter ankommer du til Phi Phi Leh, den mindste af de to Phi Phi-øer og især kendt for Maya Bay, hvor filmen The Beach blev optaget. Her går du i land via en flydende platform og følger en trægangbro ind mod bugten, hvor klipperne rejser sig dramatisk omkring dig. Maya Bay ligner et postkort med sit kridhvide sand, turkisblå vand og stejle kalkstensklipper. Selvom det ikke er tilladt at bade her, kan du soppe og gå en tur langs vandkanten, mens du nyder den spektakulære udsigt.

Derefter sejler du videre til Pileh Lagoon, et af de mest betagende steder i Thailand. Lagunen er omgivet af lodrette kalkstensklipper, der rejser sig fra det klare, turkisblå vand. Traditionelle longtail-både gynger roligt i lagunen og skaber den perfekte kulisse. Tag en forfriskende dukkert direkte fra båden og nyd de magiske omgivelser.

Turen fortsætter forbi Viking Cave og videre til Monkey Beach (Ao Ling) på den vestlige side af Phi Phi Don, den største af Phi Phi-øerne. Stranden har fået sit navn efter de vilde aber, der holder til på den hvide sandstrand. Aberne er frække og kan finde på at snuppe dine ejendele, så vi anbefaler, at du lader dem blive i båden eller gemmer dem godt væk. På Phi Phi Don kan du vælge at vandre op til øens berømte udsigtspunkt, gå en tur gennem Phi Phi Don Village eller blot slappe af på stranden.

Herefter går turen til et malerisk snorkelsted ud for Phi Phi Don, hvor du svømmer blandt farverige fisk og koraller – alt udstyr er naturligvis inkluderet.

Frokosten nydes på den idylliske Bamboo Island, hvor du kan bruge resten af tiden på at bade, sole dig eller blot nyde omgivelserne, inden båden vender tilbage mod Phuket. Du er tilbage ved Royal Phuket Marina midt på eftermiddagen, hvorefter du bliver kørt tilbage til hotellet.

Vær opmærksom på at Maya Bay lukker for besøgende fra 1. august til 30. september hvert år for at beskytte og genoprette de lokale økosystemer og naturressourcer. I denne periode får du i stedet mulighed for at tage flotte billeder fra båden lige uden for det afspærrede område. Alle øvrige stop og aktiviteter gennemføres som planlagt.

Varighed: ca. 8 timer

Denne tur kan foregå med andre end TourCompass’ egne gæster.

Vi anbefaler, at du booker turen i forbindelse med bestilling af rejsen.

Pris:
Pr. person fra:  910 kr.
Asien
Mira Lindholm

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14