Chala Number 6 er et oplagt valg for dig, der ønsker at bo midt i Chiang Mais historiske bydel uden at gå på kompromis med stemning og faciliteter. Hotellet ligger lige over for det ikoniske tempel Wat Chedi Luang og tæt på mange af byens mest kendte templer, museer og hyggelige caféer. Bor du her på en søndag, finder Chiang Mais populære Sunday Walking Street sted lige uden for hotellets indgang, hvor du kan gå på opdagelse blandt lokale boder, gadekøkkener og kunsthåndværk.
Hotellet er indrettet med inspiration fra den traditionelle Lanna-arkitektur, hvor en smukt udskåret rislade danner midtpunkt i den hyggelige gårdhave. De rolige omgivelser står i fin kontrast til den livlige gamle by, som venter lige uden for døren.
Du bor som standard i et Superior-værelse på 29 m². Værelset er traditionelt og elegant indrettet og har aircondition, wi-fi, Smart TV, minibar, køleskab, værdiboks samt te- og kaffefaciliteter. Badeværelset har bruseniche, hårtørrer, badekåber og toiletartikler.
Efter en dag fyldt med oplevelser kan du tage en dukkert i hotellets swimmingpool, som ligger ved den traditionelle rislade. Ønsker du ekstra forkælelse, tilbyder WAYA Spa et udvalg af massage- og spabehandlinger, hvor du kan slappe af og lade op til nye oplevelser.
Morgenmaden serveres i hotellets restaurant, hvor du også kan nyde thailandske og internationale retter senere på dagen. Restauranten er indrettet i hotellets karakteristiske Lanna-stil, som skaber hyggelige rammer om dagens måltider.
Chala Number 6 passer godt til dig, der ønsker at bo med masser af stemning i hjertet af Chiang Mais gamle by og samtidig have byens største seværdigheder lige uden for døren.

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.