Efter morgenmaden og check-out mødes du med din chauffør i lobbyen. Han vil køre dig til Nopparatthara-molen, hvor du skal med speedbåd til Koh Yao Yai, som ligger mellem Krabi og Phuket, midt i Phang Nga-bugten sammen med naboøen, Koh Yao Noi. Efter 40 minutters sejltur ankommer du til Chong Lard-molen på den smukke og fredelige ø, og her står en chauffør klar til at køre dig til dit hotel, hvilket tager ca. 40 minutter.
Koh Yao Yai er den største af de to Koh Yao-øer. Selvom øen er størst, er den mindst udviklet og dermed også den mest stille. Her er færre lokale indbyggere, men flere besøgende end på Koh Yao Noi. Infrastrukturen er heller ikke særligt udviklet, og derfor finder du ikke mange biler på øen. I stedet bruges scootere og cykler oftest som transportmiddel – og det er nemt at leje.
Du vil hurtigt opleve, at Koh Yao Yai besidder en autentisk charme. Det er en perle af ro og skønhed og et idyllisk tilflugtssted. Livet her bevæger sig i et langsomt tempo. Lokale fiskere drager ud på havet ved daggry for at høste dagens fangst, mens landmænd arbejder på markerne under den bagende sol. Den lokale befolkning er kendt for deres venlighed, og her på øen kan du komme helt tæt på thailandsk kultur og traditioner.
Koh Yao Yai byder også på imponerende landskaber med frodige skove og bølgende bakker, der står i smuk kontrast til de lange strækninger af uberørte sandstrande. De bedste strande finder du på vestkysten, hvor du naturligvis skal bo, mens strandene på østkysten er stærkt påvirket af tidevandet.
Efter check-in kan du hoppe i badetøjet og finde din nye yndlingsplads på stranden eller ved hotellets pool, hvor du kan nyde solen og den milde brise.
Når appetitten melder sig, skal du være opmærksom på, at der ikke er et væld af muligheder for at spise ude, men der er en god håndfuld familiedrevne restauranter, der ligger rundt omkring på øen. Fisk og skaldyr er en fast del af menukortet, der også domineres af nudel- og karryretter.
Om aftenen kan du nyde den smukke solnedgang over Phang Nga-bugten, der farver himlen rødorange og nogle gange nærmest violet.