Madlavningskursus ved Den Røde Bro, Hoi An
Glæd dig til en sanselig formiddag med mad, kultur og en stemningsfuld sejltur på Hoi An-floden.
Du møder dagens guide ved Hai Café i hjertet af Hoi Ans gamle bydel (98 Nguyen Thai Hoc Street), hvor en velkomstdrink står klar, og du får en introduktion til dagens forløb.
Første stop er det livlige marked i Hoi An. Her dufter der af friske krydderurter, modne frugter og eksotiske råvarer. Du kan gå på opdagelse mellem boderne, tale med de lokale og høre om ingredienserne, der senere indgår i dagens menu.
Fra markedet går turen videre med båd. Du stiger ombord på Red Bridge-båden og sejler i roligt tempo ad Hoi An-floden. Undervejs er der god mulighed for at opleve livet langs floden.
Efter ca. 25 minutter ankommer du til Red Bridge Cooking School, hvor der venter en rundvisning i den grønne urtehave, inden forklædet bindes, og madlavningen går i gang. Selve kurset varer cirka to timer og foregår i en afslappet og lærerig atmosfære. Først viser kokkene, hvordan retterne tilberedes, og derefter er det din tur.
Du lærer at lave klassiske vietnamesiske specialiteter som:
- Sprøde pandekager med rejer, friske urter, bønnespirer og peanutsauce (Banh xeo)
- Skaldyrssalat med krydderurter fra Tra Que (Goi hai san)
- Friske forårsruller med rejer (Goi cuon)
- Risnudler med kylling i Quang Nam-stil (Mi quang ga)
Kurset inkluderer også en kort introduktion til vietnamesisk madkunst og tallerkendekoration.
Når maden er klar, sætter du dig til bords og nyder retterne, du selv har tilberedt. Frokosten fuldendes med grillede oksekødsspyd med citrongræs, tilberedt af kokkene.
Opskrifter får du naturligvis med hjem, og efter en velsmagende afslutning går turen tilbage til Hoi Ans centrum.
Der tages naturligvis hensyn til særlige kostbehov.
Alder: Fra 7 år og op
Varighed: Ca. 4 timer
Turen kan foregå sammen med andre end TourCompass’ egne gæster.
Vi anbefaler, at turen bookes i forbindelse med bestilling af rejsen.
Prisen er gældende ved min. 2 personer.
Pr. person fra: 360 kr. |