White Lotus Hué ligger centralt i Hués nyere bydel, kun et par minutters gang fra Parfume-floden og i gåafstand til både restauranter, butikker og lokale markeder. Det moderne hotel rejser sig med sin højde og udsigt til bjergene som en flot kontrast til den gamle kejserby på den anden side af floden.
Hotellets værelser er moderne indrettet i vietnamesisk stil med mørke træelementer. Du bor som udgangspunkt i værelsestypen Superior Mountain View, hvor du fra værelsets store vinduer kan nyde udsigten over byen og de grønne bakker, der rejser sig bag den. Her har du adgang til faciliteter som aircondition, wi-fi, elkedel til te og kaffe samt tv. Badeværelset er moderne med separat bruser og toilet.
Når du ikke er ude og udforske Hués kejsergrave og kongepaladser, kan du slappe af ved hotellets pool på 4. sal, hvorfra der er udsigt over byens tage. Du har også mulighed for at få løsnet op i skuldrene med en massage i spaafdelingen.
White Lotus Hué byder på flere gode spisesteder med hver sin stemning og udsigt. Morgenmaden serveres som buffet i Sen Restaurant på 5. sal, mens Lotus Restaurant på etagen over frister med vietnamesiske og asiatiske retter samt klassikere inspireret af det kejserlige køkken i Hué. I stueetagen ligger Lotus House Coffee, en hyggelig café med både inde- og udeservering. Øverst oppe på 16. sal kan du nyde en drink i Lotus Sky med panoramaudsigt over byen og citadellet.
White Lotus Hué er et godt valg for dig, der gerne vil bo centralt, nyde lidt ekstra udsigt og have en komfortabel base til at opleve både det moderne og det historiske Hué.
Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.