Calgary – Banff Nationalpark
Du vågner nok tidligere end normalt, men jetlagget skal hurtigt fortage sig med al den friske luft, der venter dig.
Godt nok er Calgary tænkt som et belejligt startsted for din rejse ind i Rocky Mountains, men hvis du har lyst til at snuse til lidt storby, inden naturoplevelserne vælter ind over dig, så har Calgary flere spændende ting at byde på. Byen er særligt kendt for det årlige rodeo festival, Calgary Stampede, der afholdes hver juli måned.
En af Calgarys topattraktioner er det 191-meter høje tårn Calgary Tower, der belønner med udsigt over byens skyline, prærien, Bow River og selveste Rocky Mountains, der troner frem med sine sneklædte bjergtoppe længere ude i horisonten.
Når du har lyst, sættes kursen mod bjergbyen Banff – en tur på ca. 1,5 time. Ruten der går via en del af Trans Canada Highway er ligetil, og i forruden drages du af det enorme bjergbælte, der nærmest hiver i dig som en magnet.
Rocky Mountains slår temaet for de næste mange dage an, og én ting kan vi godt love – pusten vil blive taget fra dig op til flere gange – i bogstavelig og overført forstand.
Banff er en charmerende by beliggende i Bow Valley i selve Banff Nationalpark. Også her skærer en del af den kraftfulde flod Bow River sig igennem byen, og vi kan varmt anbefale en gåtur via det velanlagte stisystem hen til byens berømte vandfald, Bow Falls. Du kan også tage en tur i højderne i gondolliften, Banff Gondola, der på knap 8 minutter tager dig 700 højdemeter op til toppen af Sulphur Mountain, hvor du får panoramisk udsigt til intet mindre end 6 bjergkæder. På toppen har du mulighed for at nyde en forfriskning på Sky Bistro, hvor menuen er lige dele god mad og udsigt.
Er du frisk på en lille køretur i området, er Tunnel Mountain Drive på listen over populære sceniske ruter. På ruten kan du se eroderede stenformationer, også kaldet hoodoer.
Afslut dagen med en dejlig middag i en af Banff’s mange restauranter. Måske du i aften skal smage på en af landets nationalretter: laksen.
Dagens kørselslængde: ca. 125 km / 1,5 t