Fra 1.495 kr. pr. person inkl. fly
Børn under 12 år fra 795 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 795 kr.
Hvis du elsker Marrakesh, vil du også elske Stone Town. Smalle, snørklede gader uden fortove, hvor der konstant er et mylder af børn og voksne, cykler, æsler og handlende, som falbyder alt fra de små butikker, der ligger helt ud til vejen. På torvenes ”barazaer” (indbyggede bænke) midt i labyrinten sidder mændene og snakker over en kop stærk kaffe, mens ungerne spiller bold, og en kat strækker sig dovent i solen.
Byen ser ved første øjekast temmelig faldefærdig ud, men tag så lige et kig på dørene! De store, tunge og veludsmykkede trædøre er på mange måder nærmest synonym med Zanzibars største by.
Her er markeder og museer, masser af udflugtsmuligheder og en livlig havnefront. Om dagen er havnefronten velbesøgt af lokale, der spadserer, unge knægte, der laver udspring fra kajen og fisker- og turistbåde, som ankommer og lægger fra, og om aftenen er her et lokalt marked.
Stone Town er på mange måder en nærmest sanselig oplevelse. Her er dufte og lyde, smagsindtryk, farver, historie og kultur – Stone Town har det hele. Det er ikke underligt, at byen er på UNESCO’s verdensarvsliste.





