TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE

Dyr i Tanzania

31.03.2024
Vis alle indlæg

2 giraffer går i græsset i Serengeti i Tanzania

Tanzania er en destination, der fængsler naturelskeres hjerter med sine storslåede naturlandskaber og vilde dyrearter.

Her tager vi dig med på en rejse gennem Tanzanias dyreliv, hvor vi udforsker den utrolige mangfoldighed af arter, der gør landet til et af de mest spændende steder at se dyreliv i verden.

Tanzanias mangfoldige dyreliv

Flamingoer i Lake Manyara

Tanzanias geografiske placering i Afrika og varierede landskaber danner grundlag for enestående økosystemer, der understøtter en bred vifte af dyrearter.

Fra de åbne savanner og bevoksede sletter i Serengeti, hvor den store migration af gnuer og zebraer finder sted, til de tætte skove omkring eksempelvis Jozani Forest, der er hjem for sjældne primater og farverige fugle. Tanzania tilbyder en rigdom af dyreliv, der er svær at finde andre steder.

Hvilke dyr kan du opleve?

Tanzanias varierede levesteder understøtter et bemærkelsesværdigt udvalg af dyrearter. Her kan du opleve mere end 400 forskellige slags pattedyr og over 1.000 forskellige fuglearter, herunder nogle af de mest ikoniske og imponerende dyr på planeten. Faktisk er Tanzania et af de lande, der har flest dyr per kvadratkilometer i verden.

Her er en liste over nogle af de mest populære dyr, du kan opleve i Tanzania:

1.  Den afrikansk elefant

Afrikansk elefant i Nyerere Nationalpark

Den afrikanske elefant er det største landlevende dyr i verden og er kendt for sin intelligens, sine imponerende stødtænder og familieflokke, der er styret af en ældre hunelefant – en matriark.

Elefanter kan kommunikere over lange afstande ved hjælp af infralyd, som er lyde under det niveau, mennesker kan høre.

2. Løven

Hanløve på savannen i Serengeti Nationalpark

Løven, ofte betegnet som “dyrenes konge”, er et af de mest ikoniske rovdyr i Afrika, kendt for sin styrke og majestætiske manke.

Løver er de eneste katte, der lever i sociale grupper, som hjælper hinanden med at jage og opdrage unger.

Løven er en truet dyreart, og i 2023 var der kun omkring 23.000 vilde løver tilbage i verden, hvoraf nogle  vurderer, at ca. 50 % af dem bor i Tanzania.

3. Geparden

Gepard ligger i græsset

Geparden er det hurtigste landlevende dyr, i stand til at nå hastigheder op til 112 km/t i korte spurter, når den jager. Gepardens høje hastighed er kun mulig på grund af dens utroligt fleksible rygrad og store næsebor, som giver massiv ilttilførsel under løb. Og så bruger den sin hale til at styre.

Geparden er efter sigende den eneste af de store katte, der kan spinde. Andre store katte, f.eks. løver, brøler, hvilket geparden så til gengæld ikke kan.

4. Flodhesten

Flodhest ligger i vandet

Flodheste er store, primært vandlevende, pattedyr, der tilbringer det meste af dagen med at dase i vand for at holde sig kølige under den afrikanske sol.

Trods deres tungnemme udseende på land, er flodheste overraskende hurtige i vandet og kan være meget territoriale og aggressive. Faktisk anses flodhesten for at være et af de farligste landdyr i Tanzania og Afrika, fordi den er så territorial, så lad dig ikke narre af dens ellers blide udseende.

5. Zanzibars røde colobusabe

Rød colobusabe i skoven på Zanzibar

Zanzibars røde colobusabe, også kendt som Kirk’s red colobus, er en underart til den røde colobusabe. Den bor kun på Zanzibars hovedø, Unguja, og et af de bedste steder at opleve den er i Jozani Forest. Aben er udrydningstruet, og det siges, at det er en af de mest sjældne abearter i Afrika.

De lever i grupper på mellem 30 og 50 aber og spiser primært blade og frø, hvilket gør dem til en vigtig del af økosystemet på Zanzibar, fordi de er med til at sprede frø.

6. Bøflen

Bøffel med fugl på hovedet

Den afrikanske bøffel er et af de mest kendte og respekterede dyr i Afrika. Denne kraftfulde planteæder er kendt for sin robuste bygning, store horn, og som en del af “The Big Five” er den et eftertragtet syn på safari.

Afrikanske bøfler har en bemærkelsesværdig evne til at forsvare sig mod rovdyr. De er kendt for deres tætte samarbejde i flokken, når de beskytter sig mod løver.

7. Næsehornet

2 næsehorn står i Ngorongoro-krateret

Tanzania er hjemsted for både det kritisk truede sorte næsehorn og det mere talrige, men stadig truede, hvide næsehorn. Disse majestætiske skabninger er let genkendelige ved deres imponerende horn og massive kroppe. Og det er netop på grund af hornet, at næsehornet er truet. Hornet er nemlig en eftertragtet vare på det illegale marked.

Næsehorn har en unik adfærd, når det kommer til deres horn. Disse kraftfulde våben er ikke kun et forsvar mod rovdyr, men spiller også en rolle i sociale interaktioner og som et redskab til at grave efter vand og mineraler. Interessant nok er næsehornets horn sammensat af keratin, det samme materiale, som menneskehår og negle består af.

8. Leoparden

Leopard slapper af i et træ i Serengeti

Leoparden er et af de mest tilpasningsdygtige og alsidige rovdyr i Afrika, og den er kendt for sin smukke plettede pels og enestående evne til at klatre i træer. Leoparden er en enspænder, der primært er aktiv om natten, hvor den jager alt fra små gnavere til store antiloper, ved at bruge sin bemærkelsesværdige snigskytteevner.

Leopardens evne til at bære bytte op i træer er unik blandt de store katte. Dette tillader dem at gemme deres måltider væk fra andre rovdyr og æde i fred. De kan løfte bytte, der vejer næsten dobbelt så meget som de selv gør, op i grenene.

9. Giraffen – Tanzanias nationaldyr

Giraf går på savannen

Giraffen er det højeste dyr på landjorden, så med dens højde på op mod 5.5 meter, vil du med garanti blive forbløffet, når du ser den på din safari. Selv nyfødte giraffer er højere end de fleste mennesker. Paradoksalt nok er giraffens lange hals for lang til, at giraffen kan nå jorden, og den må derfor ned i knæ, når den skal drikke vand.

Der findes fire arter af giraffer, men den eneste art, der findes i Tanzania, er Masai-giraffen, hvilket også er Tanzanias nationaldyr. Du kan oftest finde girafferne i det nordlige og centrale Tanzania, heriblandt i Serengeti nationalpark.

10. Gnuen

En flok gnuer i bushen

Hvis du vil opleve gnuen, kan du se millioner af dem i Tanzania. Gnuerne er en del af den store migration (eller ”The Great Migration”), så hvert år vandrer de i flokke igennem Tanzania, og de krydser kort grænsen til Kenya.

Gnuen spiser kun planter og andet vegetation. Deres vandring er derfor præget af regnen, og når græsset forsvinder, driver regnen flokkene videre mod frodigere land.

Er der farlige dyr i Tanzania?

Det korte svar er ja – der er farlige dyr i Tanzania.

Når du tager på safari – i Tanzania eller på vores andre destinationer – så vil du opleve vilde dyr, der lever i deres naturlige omgivelser. Du er på deres hjemmebane, og vi er bare på besøg.

Men i safaribilen er du tryg.

Og på de overnatningssteder eller wild camps, som ikke er hegnet ind, bliver du fulgt af en masai efter mørkets frembrud.

Så selvom der findes farlige dyr i Tanzania, så er det en sikker oplevelse at tage på safari. De vilde dyr er vant til, at der er biler i nærheden, og de ser dem ikke som en trussel. De professionelle safariguider har en dyb forståelse for dyrs adfærd og parkernes regler, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at du lytter til deres instruktioner. Gør du det, er det fuldstændig sikkert at tage på safari – også selvom der findes farlige dyr i Tanzania.

3 tips til en sikker safari

Her får du nogle simple råd, der er med til at gøre din safari sikker – også når du skal observere Tanzanias farlige dyr.

  1. Bliv i køretøjet under din safari, medmindre du får andet at vide.
  2. Følg din safariguides anvisninger – altid.
  3. Brug gerne kikkert, så du kan observere dyrene på sikker afstand.

Oplev Tanzanias dyr helt tæt på

Kvinde tager billede af elefant fra bil

En safari i Tanzania for at opleve landets rige dyreliv er en sand gave, der tilbyder enestående indblik i naturens mangfoldighed og skønhed.

Fra de majestætiske “Big Five” til de utallige mindre kendte arter byder Tanzania på en uforglemmelig rejse ind i det vilde liv på savannen.

Er der et bestemt dyr, du gerne vil opleve? Så kontakt os gerne, så hjælper vi dig med at finde den helt rigtige rejse, så du får de bedste chancer for at opleve lige præcis det, du søger.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende