TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerKinesisk nytår – årets vigtigste fest

Kinesisk nytår – årets vigtigste fest

02.01.2018  |  opdateret: 02.01.2024
Vis alle indlæg

Kalender og drage

Når det nye år står for døren, er det tydeligt, hvilket år kineserne går i møde. Butikkerne bugner af effekter, som forestiller det kommende års dyretegn.

Meterlange hylder tilbyder også et væld af dekorationer, som kineserne traditionelt hænger på døren. Når nytåret er nær, hænger kineserne dekorationerne op, der symboliserer tegnet 福(fú), som betyder lykke.

Nøgleordene for kinesernes nytårsfest er familie, festligheder og fyrværkeri.

Tidsregning & lidt historie

Lamper

Kinesisk nytår markerer årsskiftet – ligesom i Danmark.

Alligevel er det kinesiske nytår ret forskelligt fra det, vi er vant til.

For det første er kinesernes tidsregning en anden end vores. Selvom kineserne også lever i år 2024, ligesom vi gør, så lever de også i år 4722.

Vores tidsalder regnes ud fra Jesu fødsel, mens kinesernes tidsalder beregnes ud fra kejser Huangdis kinesiske kalender. En legende siger, at Huangdi står fadder til måne-solkalenderen, og kinesernes tidsregning starter med udgangspunkt i Huangdis første regeringsår, som var i år 2698 før Jesu fødsel.

Nytåret kaldes på kinesisk 春节 (chūnjié) og betyder forårsfestival.

Hvornår er det kinesiske nytår?

Dragens år

Til forskel fra vores nytår, så skifter datoerne for det kinesiske nytår fra år til år. Nytåret ligger dog altid i perioden fra d. 21. januar til d. 20. februar.

Nytåret fastsættes ud fra den kinesiske månekalender, og derfor ligger det kinesiske nytår ikke samtidig med vores årsskifte.

I 2024 er det kinesisk nytår d. 10. februar (dragens år).

Fejringen af nytåret varer 15 dage. Festen starter ved nymåne og slutter først ved den efterfølgende fuldmåne.

Hvilke traditioner er der?

Rød konvolut

Hvor nytårstraditionerne i Danmark bl.a. inkluderer Dronningens nytårstale, krudt og ofte alkohol, er kinesernes traditioner af anderledes karakter.

I Danmark er nytåret vennernes fest. I Kina er der fokus på familien.

Nytåret er familiens fest

Kineserne rejser mange kilometer for at samles med deres familier, og antallet af rejsende på kryds og tværs af landet overgår alle årets øvrige dage. Faktisk bliver kinesernes rejseaktivitet kaldt for verdens største folkevandring.

Ved selve nytårsfesten samles familien til en overdådig middag. I Nordkina spiser de traditionelt dumplings, mens kineserne i syd spiser klistrede riskager. Hele 8 retter serveres denne aften, fordi 8-tallet betyder held.

Traditionen tro forærer forældre røde konvolutter til deres børn med pengegaver i. Og forældrene får samme kulørte konvolutgaver af deres arbejdsgivere.

Fyrværkeri er en vigtig del af fejringen

Krudt

Udover at samle familien, spise god mad og udveksle røde konvolutter er fyrværkeri også en vigtig ingrediens til nytårsfejringerne.

For at skræmme onde ånder væk og fejre det nye års komme, skyder kineserne krudt og fyrværkeri af.

Efter den luksuriøse madfest begynder den sprængfyldte del af fejringen. Næsten alle kinesere skyder krudt af nytårsaften, og mens de farvestrålende malerier pryder den mørke himmel, høres høje smæld, når de røde knallerter fyres af i bundter.

De næste 15 dage fejres nytåret, der afsluttes med en lanternefest, hvor kineserne hænger lanterne ud foran deres hjem.

Tre fascinerende facts om det kinesiske nytår

Røde Lamper

  • Kineserne tror på, at dyretegnene bestemmer, hvilken person du bliver. Når det er dragens år – næste gang i 2024 – stiger fødselsraten med omkring 5% i f.eks. Kina, Hong Kong og Taiwan.
  • Det kinesiske nytår er højtid for 20% af jordens befolkning, og det er den vigtigste højtid i Kina. Befolkningen i mange asiatiske lande har mellem en og fire dages ferie. Skoler i Kina har lukket i en måned.
  • Omkring 90% af verdens fyrværkeri produceres i Kina. I timen op til midnat til det kinesiske nytår affyres mere fyrværkeri end nogen anden time og end noget andet sted i verden.

Hvis du er i Kina i den periode, hvor der fejres nytår, vil du uden tvivl opleve den spektakulære, højlydte og farvestrålende nytårsfejring.

新年快乐 (Xīnnián kuàilè), eller godt kinesisk nytår, til jer alle!

TourCompass – Kom helt tæt på!