ForsideUdflugt til Rincón de la Vieja Nationalpark (heldagstur)

Udflugt til Rincón de la Vieja Nationalpark (heldagstur)


Tag med på en spændende heldagstur til Rincón de la Vieja Nationalpark, hvor du oplever områdets unikke natur, rige dyreliv og fascinerende vulkanske landskab.

Rincón de la Vieja Nationalpark dækker et område på 14.084 hektar og er et af de mest uspolerede og mindst besøgte områder i Costa Rica. Parken er opkaldt efter hovedattraktionen, den aktive, 1.895 meter høje Rincón de la Vieja-vulkan. Oversat betyder Rincón de la Vieja ”den gamle dames hjørne” og henviser til en myte om en kvinde, der levede i området og havde helbredende evner.

Busturen fra Tamarindo til nationalparken tager ca. 2-3 timer, og der vil være en kort pause undervejs, hvor du kan købe en kop kaffe og evt. lidt let morgenmad.

Ved ankomst skal du på en spændende 2 timers vandretur i Pailas-sektoren ved Rincón de la Vieja-vulkanen. Undervejs går du gennem tropisk tørskov og holder sammen med din guide udkig efter dyreliv som tukaner, kapucineraber, brøleaber, næsebjørne og mange andre arter. Du oplever også tydelige tegn på vulkansk aktivitet i form af boblende mudderhuller, dampende fumaroler og små kraterområder.

Efter vandreturen fortsætter du til det smukke Oropendola-vandfald, som ligger lige uden for nationalparken. Her kan du tage en forfriskende dukkert i den lille lagune eller blot nyde de naturskønne omgivelser.

Herefter venter en velfortjent og varieret buffetfrokost med et bredt udvalg af retter. Frokosten inkluderer salatbar, forskellige hovedretter og tilbehør, dessert samt frisk juice, kaffe og te.

Dagen rundes af med afslapning i de varme kilder ved Río Negro. De naturlige, mineralholdige bassiner opvarmes af Rincón de la Vieja-vulkanen og ligger smukt omgivet af områdets tropiske skov. Her kan du nyde det varme vand og forkæle dig selv med et vulkansk mudderbad, hvor du smører dig ind i mineralrigt ler og efterfølgende skyller det af i det kølige flodvand – en naturlig spaoplevelse, der efterlader huden blød og fornyet.

Efter en oplevelsesrig dag kan du slappe af på busturen tilbage til Tamarindo.

Start- og slutsted: Dit hotel i Tamarindo (opsamlingstidspunkt fremgår af din voucher).

Varighed: Ca. 13–14 timer (transporttid ca. 5-6 timer).

Sværhedsgrad: Let–moderat. Turen inkluderer en 2 timers vandretur i nationalparken i ujævnt terræn. Der er også flere stejle trapper ved vandfaldet og de varme kilder.

Gruppestørrelse: Maks. 35-40 personer.

Prisen inkluderer: Transport, guide, vand og frokost.

Husk at medbringe: Gode, lukkede vandresko, sandaler, badetøj, håndklæde, skiftetøj, kamera, solcreme, myggespray og genopfyldelig vandflaske.

Bemærk: Der kræves minimum 2 deltagere for gennemførelse. Bliver dette minimum ikke opfyldt, får du naturligvis dine penge retur.
Rincón de la Vieja Nationalpark er lukket om mandagen.
Husk at oplyse om eventuelle allergier eller præferencer vedrørende mad og drikke, når du bestiller udflugten.
Du skal medbringe et billede (foto) af dit pas på turen.

Pris:
Pr. person fra:  1.225 kr.
Latinamerika
Tom Søndergaard

Tom er vores Latinamerika-specialist. Han har siden midten af 1990erne rejst utallige gange i Mellem- og Sydamerika og han elsker at hjælpe andre med at komme på drømmerejsen dertil.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14