Rajarata Hotel ligger en kort køretur fra Anuradhapuras mange historiske templer og i gåafstand fra den fredfyldte sø Nuwara Wewa, hvor du kan være heldig at møde lokale fiskere, der er frisk på en snak.
Hotellet har 50 lyse og rummelige værelser, som er indrettet i simpel stil med klassiske mørke træmøbler. Samtlige værelser har aircondition, tv, telefon, mineralvand på flaske, wi-fi og badeværelse med bruser, toiletartikler og hårtørrer. Om morgenen kan du nyde en kop kaffe eller te på balkonen.
I hotellets have er der swimmingpool med integreret børnepool og tilhørende liggestole, hvor du kan slappe af og nyde solens stråler efter en dag fyldt med oplevelser.
Hotellets restaurant Tranquil har åben morgen, middag og aften, hvor der serveres et bredt udvalg af srilankanske og vestlige retter. Hotellet har også en lounge, hvor du om eftermiddagen kan nyde lækre kager og specialbrygget kaffe og te.
The Lake Forest Hotel ligger fantastisk smukt i Anuradhapuras grønne omgivelser med udsigt til den stille Tissawewa Sø og byens høje, hvide stupaer.
Hotellet har 22 lyse og rummelige værelser, der alle er indrettet i en enkelt stil med fine mørke træmøbler og srilankanske tekstiler. Alle værelser har wi-fi, aircondition, tv, minibar, gratis mineralvand på flaske og elkedel så du kan lave te og kaffe, mens badeværelset er udstyret med både bruser, hårtørrer og gratis toiletartikler. Fra din balkon kan du om morgenen nyde den smukke solopgang over Tissawewa-søen og områdets forskellige fuglearter.
Efter en dag fyldt med oplevelser i det historiske Anuradhapura kan du velfortjent slænge dig på en liggestol ved poolen eller hvile ved poolkanten med en drink fra baren, mens du beundrer de fredelige og rolige omgivelser.
The Lake Forest Hotel har desuden egen restaurant, der serverer delikate srilankanske retter.
| Deluxe Lake View Room | Pr. person fra: 260 kr. |
Cinnamon Bentota Beach er nok et af Sri Lankas mest ikoniske strandhoteller, hvor du allerede ved ankomst bliver mødt af eksklusiv luksus og en dragende atmosfære, der danner ramme for et ophold med det bedste af det bedste.
Resortet dækker et større areal helt ned Bentotas bløde sandstrand, hvor du kan se frem til dage med et væld af muligheder. Her finder du nemlig plads til både ro og forkælelse samt aktiviteter inden for resortet og rundt om hjørnet med restauranter, butikker og vandsport.
Du bor som udgangspunkt i et Premium Terrace-værelse, der er indrettet med fine trædetaljer og bløde tekstiler. Her er hverken sparet på plads eller gode faciliteter, så du under dit ophold kan nyde godt af både aircondition, roomservice, wi-fi, minibar, sikkerhedsboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv. På det rummelige badeværelse finder du desuden luksuriøse toiletartikler, badekåbe og badekar med bruser. Fra din store private terrasse har du desuden kig til resortets frodige have.
Cinnamon Bentota Beach byder på et stort og indbydende poolområde med flere pools, der ligger som små oaser omgivet af tropisk vegetation. Rejser du med børn, er der underholdning og aktiviteter til de yngste, mens de voksne kan give sig i kast med bl.a. yoga eller kurvefletning og traditionelle instrumenter hos Artisan Village Pottery. Du kan også forkæle dig selv med en luksuriøs behandling i den tilhørende Ayurveda-spa eller holde formen ved lige i det moderne fitnessrum.
Med halvpension venter et bredt udvalg af smagsoplevelser på hotellets hovedrestauranter, Zest & Ottimo. Her anretter kokkene både asiatiske fusionsretter, italienske delikatesser og international cuisine. I løbet af dagen kan du derimod lægge vejen forbi en af de to barer, som servere både varme og kolde drikke samt lette anretninger.
| Premium Terrace Room | Pr. person fra: 735 kr. |
Ekho Surf inviterer inden for til dejlige dage under solens lune stråler. Med sin indbydende indretning, der præges af varme toner, kan du føle dig godt tilpas og drage fordel af fine faciliteter og en betagende havudsigt fra både værelser og fællesområder.
Fra hotellets have har du kun få skridt til Bentotas lune sandstrand, og inden for kort gåafstand finder du et godt udvalg af både butikker, hyggelige restauranter og byens velkendte vandsportsaktiviteter.
Under dit ophold bor du som udgangspunkt i et Superior Sea View-værelse, som er indrettet i varme farver og byder på store vinduespartier, der åbner op for en vidunderlige udsigt til stranden og havet. Udsigten kan også nydes fra din private balkon eller terrasse, mens du sløser hen til lyden af bølgernes brusen. Værelset rummer desuden moderne faciliteter såsom aircondition, wi-fi, tv, minibar, sikkerhedsboks og kaffe-/tefaciliteter, samt badeværelse med tilhørende toiletartikler og bruseniche.
Ekho Surf to poolområder harmonerer smukt med Bentotas kilometerlange sandstrand. Det ene flugter med stranden, mens det andet ligger fint i forlængelse af den, og tilbyder derfor hver sin atmosfære. Her kan du lægge dig godt til rette og slappe af på en solseng, tage en forfriskende dukkert eller blot nyde lidt koldt at drikke, mens du ser ud over havet.
Med halvpension starter og slutter dagen godt på hotellets hovedrestaurant, L’Héritage. Her serveres nemlig et varieret udvalg af både lokale og internationale retter, som du kan nyde indenfor eller under åben himmel med udsigt til havet. I løbet af dagen kan du finde din favoritkaffe hos baristaen på Der Café eller nyde delikate snacks fra strandbaren Tuna Turner. Afslutningsvis venter farverige cocktails hos Comfy Bar, der er et oplagt sted at afslutte dagen.
Pandanus Beach Resort & Spa er et flot og stilrent strandhotel, der på bedste vis forener uformel stemning med en luksuriøse indretning. Her er der fokus på velvære og komfort, hvor dagene byder på brede horisonter med bølgernes brusen som baggrund.
Resortet ligger ved den rolige Induruwa strand, der med sin placering 5 km syd for Bentota ligger i forlængelse af den mere kendte turistby. Her er aktiviteter og restauranter byttet ud med Induruwas stille omgivelser, mens strandene deler samme skønne egenskaber.
Som udgangspunkt bor du i et Superior-værelse, der er indrettet i lyse farver med store vinduespartier, der både trækker lys og udsigt ind. På din private balkon eller terrasse kan du nemt trække dig tilbage med en god bog i hånden, mens værelset er udstyret med gode faciliteter. Det tæller bl.a. aircondition, wi-fi, minibar, sikkerhedsboks, tv samt kaffe- og tefaciliteter, samt et rummeligt badeværelse med toiletartikler og bruseniche.
Resortets indbydende poolområde går næsten i et med stranden, og giver dig mulighed for at nyde det bedste af begge verdener i en afslappet atmosfære. Find dig godt til rette på en solseng ved poolkanten eller i det lune sand, og nyd synet af svajende palmer og blå horisont. Har du lyst til lidt selvforkælelse, kan du få pulsen ned hos Pandanus Wellness Spa, hvor du kan vælge mellem fristende behandlinger. Skal pulsen derimod op for en stund, kan formen holdes ved lige i resortets moderne fitnessrum.
Under dit ophold kan du nyde din halvpension i resortets restaurant, der byder på en bred menu af gode retter lavet på friske råvarer. Derudover finder du en poolbar, der serverer saltede snacks og iskolde drikke i løbet af dagen, mens du om aftenen kan søge mod resortets bar på tagterrassen. Her kan du runde dagen af med en drink til solnedgangens nuancer, der langsomt omfavner Det Indiske Ocean.
| Standard Room | Pr. person fra: 130 kr. |
Hotel OnRock har en enestående beliggenhed i Sri Lankas frodige og maleriske højland blandt teplantager og brusende vandfald. Her kan du nyde den friske bjergluft og en rolig atmosfære, der afspejler de natursmukke omgivelser.
Højt placeret på en af Ellas mange bakkeskråninger, ligger Hotel OnRock, et lille og intimt hotel, der fremstår nyt og urbant. Her kan du nyde en fuldkommen eventyrlig udsigt mod Little Adams Peak og Ella Rock. Fra hotellet kan du gå til og fra Ellas hyggelige hovedgade, men vær opmærksom på at vejen er stejl og nemt kan udgøre dagens træning.
Under dit ophold bor du på et af de 20 stilfulde værelser indrettet med store panoramavinduer, som giver et dejligt og naturligt lysindfald. Værelserne har også balkon, hvor du enten har udsigt til haven eller de omkringliggende bjerge. Alle værelser er lydisolerede og udstyret med wi-fi, aircondition, TV, te- og kaffefaciliteter, minibar og værdiboks, mens du på badeværelset finder både tøfler, hårtørrer, gratis toiletartikler og en bruseniche.
Hotellet har desuden sin egen lille restaurant, som serverer både internationale og lokale retter.
Hide Ella er et moderne boutiquehotel i stilrent design og med en detaljerig udførelse, der gør oplevelsen af at bo her til noget ganske særligt. Her finder du de bedste forudsætninger for at opleve Ellas magiske omgivelser, uanset hvor du befinder dig på hotellet.
Hotellet ligger højt oppe på en bjergskråning i stille omgivelser med en ubeskriveligt smuk udsigt til Ella Gap. Samtidig er du en kort tur på gåben eller med tuk-tuk fra Ellas pulserende bymidte med et væld af gode spisesteder og småbutikker.
Du bor som udgangspunkt i et Deluxe-værelse, der er indrettet i moderne stil med flotte træelementer og store vinduespartier. Herfra kan du sætte dig til rette i en af designerstolene og skue ud over det betagende bjerglandskab. Derudover byder værelset på gode faciliteter som aircondition, wi-fi, minibar med gratis flaskevand, sikkerhedsboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv. Badeværelset er ligeledes flot indrettet og har tilhørende toiletartikler og bruseniche.
Hide Ellas poolområde er en af hotellets helt store attraktioner med udsigt direkte til de grønne bjerge omkring Ella Gap. Her kan du tage en kølig dukkert, mens du lader blikket glide ud over horisonten. Du kan også anvende hotellets sauna og jacuzzi eller blive underholdt over et spil billard eller bordtennis.
Om morgenen kan du nyde dagens første måltid i hotellets flotte restaurant, hvor de dygtige kokke serverer smagfulde morgenmadsfavoritter. Dagen igennem kan du også vælge at spise her, hvor specielt deres High Tea og BBQ-middag er populære. Afslut evt. dagen med en drink, mens mørket sænker sig over bjergene. Det bliver ikke meget smukkere end det.
| Deluxe Room | Pr. person fra: 130 kr. |
Det lille intime The Pinnacle Ella ligger utroligt smukt i Ellas bjergrige landskaber. Her er en fænomenal udsigt over Ella Gap med Ella Rock og Little Adam’s Peak på hver side.
Hotellet har blot 8 værelser, så her er rig mulighed for at nyde den enestående ro. Alle værelser er rummelige og indrettet med farverige tekstiler og traditionelle mørke træmøbler. Her er desuden aircondition, wi-fi, tv, værdiboks, kaffe/tefaciliteter, skrivebord, siddeområde samt badeværelse med bruser. Samtlige værelser har panoramavinduer, så du kan nyde den maleriske udsigt uanset, hvor i værelset du befinder dig. Der er ligeledes balkon, hvor du kan slappe af og nyde udsigten og roen.
Her i højderne er der køligere end i resten af landet, men måske frister en dukkert i poolen alligevel? Der er tilhørende liggestole, så du kan slappe af med en god bog.
Hotellets restaurant har ligeledes udsigt til de grønklædte bjerge og her serveres både buffet og a la carte med retter fra det srilankanske og vestlige køkken. Solnedgangens skær kan nydes med en drink, et glas vin eller en øl fra baren. Du kan også tage en tuktuk ind til selve Ella by, hvor der er flere gode restauranter og barer.
| Deluxe room | Pr. person fra: 475 kr. |
Det yderst charmerende boutiquehotel, Parawa House, ligger i selve Galle Fort og i gåafstand til byens seværdigheder. Det formår virkelig at tage dig med tilbage i tiden, da det er bygget i den fineste kolonitidsstil med ældgamle døre, farverige vinduespartier og små, fine detaljer, der sætter prikken over i’et.
Parawa House er lille og intimt med kun 9 værelser. De er alle enkelt indrettet med himmelsenge i traditionelt mørkt træ, klædeskab og nogle med skrivebord og siddeområde. Alle værelser har eget toilet og bad samt aircondition, wi-fi, gratis vand på flaske og elkedel, så du kan nyde en kop dampende te eller kaffe på din private terrasse/balkon.
Til hotellet hører en hyggelig lille have med siddeområde og en dam fyldt med orangefarvet karper. Her kan du nyde din morgenmad, som hver morgen serveres mellem 7.30 og 10.30, mens solen stråler langsomt, finder vej ned i haven.
På øverste etage står de fineste lyserøde bougainvillea og rækker ind mod solterrassen, hvor du om eftermiddagen kan slappe af med et spil kort efter en dag med sightseeing.
Jetwing Lighthouse byder indenfor til luksuriøse rammer med en detaljerig indretning og service i absolut særklasse. Her kan du nyde godt af nærhed til det hele, mens du bliver forkælet med alt fra en uimodståelig havudsigt til topmoderne faciliteter.
Hotellet ligger som en arkitektonisk perle på en klippeside kun 2 km vest for Galle, hvorfra du nemt kan opleve fortets mange restauranter og butikker. Du kan også hurtigt søge mod den nærliggende strand, der løber langs hotellets ene ende.
Som udgangspunkt bor du i et Luxury-værelse, hvor sri lankanske detaljer fylder rummet med en varm og indbydende stemning. Fra din private balkon eller terrasse har du et dejligt kig til hotellets grønne have eller det betagende Indiske Ocean, mens du indenfor har godt med plads og bekvemme faciliteter, der tæller aircondition, wi-fi, sikkerhedsboks, minibar, kaffe- og tefaciliteter samt tv. På det tilhørende badeværelse finder du desuden luksuriøse toiletartikler samt badekåbe og en bruser med rainshower-funktion.
Jetwing Lighthouse har to store poolområder, der begge vender ud mod Det Indiske Ocean. Her kan du finde dig godt til rette på en solseng ved poolkanten og nyde en smagfuld drink til synet af svajende palmer og blå horisont. Har du lyst til lidt selvforkælelse, kan du vælge blandt de mange luksuriøse behandlinger i den tilhørende Ayurveda-spa, mens formen kan finpudses på tennisbanen eller i det moderne fitnessrum.
Morgenmaden serveres på Cardamom Café, der åbner op for en overdådig buffet, som byder på alt det bedste fra det lokale og internationale køkken. Her kan du også vælge at spise i løbet af dagen eller om aftenen. Ønsker du andet end den klassiske buffet, byder hotellet på flere spisesteder. Hos Lorenzo’s Pizza Bar serveres delikate pizzaer på den italienske måde, mens du kan nyde gourmetretter hos The Cinnamon Room og afrunde dagen med en drink i The Coat of Arms Bar, hvor havet giver det perfekte bagtæppe.
| Luxury Room | Pr. person fra: 625 kr. |
Det luksuriøse hotel Le Grand Galle har en skøn beliggenhed i hjertet af Galle by på en klippe med udsigt over det glitrende Indiske Ocean og det historiske Galle Fort.
Det er moderne indrettet i rolige nuancer og der er en fin, rød tråd gennem hele hotellet.
Le Grand Galle består af 57 rummelige og lækre værelser, der er indrettet med et strejf af naturen i form af gedigent træhåndværk, der giver værelserne et flot og rustikt look. Alle værelser vender ud mod havet, dog har deluxe værelserne udsigt til poolområdet, mens de andre værelser har udsigt til de høje svajende palmer og det beroligende hav.
Samtlige værelser er udstyret med wi-fi, aircondition, loftvifte, sikkerhedsboks, minibar, gratis vand på flaske, tv, telefon, strygejern/strygebræt og elkedel så du om morgenen kan lave dig en kop dampende srilankansk te, som du kan nyde på din private balkon eller terrasse. Værelserne har desuden siddeområde og skrivebord og så er der en suite badeværelse med bruser og/eller badekar, gratis toiletartikler, badekåbe, slippers og hårtørrer.
I haven finder du hotellets dejlige infinity pool med tilhørende liggestole og parasoller. Her kan du nyde en kold drink fra baren Dip, mens du slapper af til lyden af bølgerne, der stille slår ind mod land.
Efter en dag med oplevelser kan du besøge hotellets wellness faciliteter med damp- og saunarum samt forskellige balinesiske behandlinger.
Til dig der gerne vil holde formen ved lige under din ferie, har hotellet også fitnessrum med personlig træner til rådighed.
Blue og Taste er navnene på hotellets smukt dekorerede restauranter, hvor du for alvor kommer til at forkæle dine smagsløg. Den eksklusive restaurant Blue byder på udsøgte fisk- og skaldyrsretter, mens Taste serverer internationale specialiteter og lokale delikatesser i en mere afslappet atmosfære.
Hvis du, som os, heller ikke kan få nok af solnedgange kan du nyde et glas vin på Taste’s terrasse og se solen farve himlen i de flotteste, varme farver, inden den forsvinder ude i horisonten.
| Deluxe room | Pr. person fra: 495 kr. |
Direkte på stranden i udkanten af Galle ligger det luksuriøse feriested, Radisson Blu Resort Galle. Hotellet er placeret midt i de tropiske, frodige og grønne omgivelser i Galles fantastiske kystlandskab.
Hotellets 172 rummelige værelser er moderne og komfortabelt indrettet i lyse farver med blå og turkise detaljer, hvilket er i perfekt harmoni med havet lige uden for vinduet. Alle værelserne har en privat balkon eller terrasse og er udstyret med individuelt klimaanlæg, skrivebord, 40″ LED-TV, værdiboks, minibar samt kaffe- og tefaciliteter. På badeværelset er en lækker rainshower-bruser, hårtørrer, badekåbe, tøfler og gratis toiletartikler.
Du finder på hotellet hele tre restauranter og barer. I restauranten Fusion serveres en udsøgt morgenmadsbuffet samt asiatiske og internationale retter af friske og håndplukkede råvarer. På toppen af hotellet ligger den hyggelige Bommu Rooftop Bar, hvor du i de behagelige møbler på tagterrassen kan nyde cocktails, drinks og lette snacks i solnedgangens skær. Herfra er tilmed en helt fænomenal panoramaudsigt over bugten, stranden og hotellets swimmingpools. Mellem stranden og den store swimmingpool ligger Shoreline Beach Club, hvor du kan stille den lille sult og tørst midt på dagen.
Brug dine dage på hotellet med at slappe af i liggestolene på stranden eller ved de lækre swimmingpools, tilkøb behandlinger i den indbydende Breeze Spa, udnyt hotellets veludstyrede fitnesscenter, hæng ud i Voyager Lounge, eller forkæl din krop med et besøg i hotellets jacuzzi og dampbad. Der er gratis wi-fi på hele hotellet.
Prisen er ikke gyldig henover jul og nytår. Forhør os om prisen, hvis du skal rejse i denne periode.
| Deluxe Ocean View Room | Pr. person fra: 260 kr. |
Hikka Tranz by Cinnamon har en enestående beliggenhed på Sri Lankas smukke sydkyst med udsigt over Hikkaduwa Beach og Turtle Beach, hvor du kan opleve havskildpadder og snorkle blandt farverige fisk.
Hotellets 150 værelser er rustikt indrettet med klinkegulv, traditionelle mørke træmøbler og farverige tekstiler. De er alle udstyret med aircondition, wi-fi, loftsvifte, værdiboks, minibar, telefon, tv, elkedel til te og kaffe samt badeværelse med hårtørrer og gratis toiletartikler.
Hvert værelse har balkon, der vender ud mod haven og det bølgende hav, hvor høje slanke palmer vajer i vinden. Her er komfortable siddemøbler, hvor du kan sidde og nyde din morgenkaffe eller en god bog til lyden af bølgerne.
I haven finder du hotellets dejlige swimmingpool inkl. børnepool samt poolbaren Tranzfuse, hvor du kan bestille drikkevarer og lette retter.
Hikka Tranz by Cinnamon har også to restauranter. Hovedrestauranten, Tranzfusion, har åbent dagen lang og tilbyder både buffet og a la carte bestående af srilankanske og vestlige retter, mens aftenrestauranten, Crab Shack, serverer lækre fisk og skaldyrsretter. Ønsker du at spise ude, ligger der flere gode restauranter i nærheden.
Hotellet har desuden eget fitness- og dykkercenter samt spaafdeling, hvor du kan koble af og forkæle dig selv medmassage og forskellige ansigtsbehandlinger.
Når dagen er ved at gå på hæld, kan du nyde den flotte solnedgang fra din balkon med et glas vin eller en cocktail fra baren Tropiz @ Tranz.
| Superior Room | Pr. person fra: 765 kr. |
Radisson Hotel Kandy er et moderne og stilrent hotel, der byder på en dejlig, uformel stemning. Her står personalet klar til at give dig en hjertelig service, så du kan læne dig tilbage og nyde en snert af luksus og Kandys måske bedste udsigt.
Hotellet ligger let hævet over byen og tilbyder et spektakulært panoramaview ud over Kandy Lake og de omkringliggende bjerge. Her finder du fred og ro, men har samtidig nem adgang til byens pulserende liv med restauranter, butikker og seværdigheder blot en kort gåtur væk.
Du bor som udgangspunkt i et Deluxe-værelse, der er indrettet i moderne og stilrene linjer. De lyse farver giver værelset et åbent udtryk, mens balkonen inviterer til at nyde roen og omgivelserne. Værelset er udstyret med alt det, der skal til for et godt og komfortabelt ophold, herunder aircondition, wi-fi, minibar, sikkerhedsboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv. På badeværelset er der desuden gratis toiletartikler og en bruseniche.
På toppen af Radisson Hotel Kandy finder du stedets helt store attraktion, nemlig hotellets tagterrasse med både poolområde og loungebar. Herfra er det næsten umuligt ikke at blive draget af panoramaudsigten, der dækker hele Kandy Lake og byens seværdigheder. Nyd en forfriskende dukkert eller slap af i en liggestol med et glas koldt at drikke. Du kan også få pulsen op i det tilhørende fitnesscenter eller komme ned i gear i hotellets afslappende spa.
Dine morgener starter godt på hotellets restaurant, som serverer et godt udvalg af lokale og internationale klassikere. Her kan du også bestille din frokost eller aftensmad, men oplagt er det også at søge mod en af Kandys gode spisesteder. Gå dog ikke glip af solnedgangen fra tagterrassens Bommu Bar, hvor du kan se lyset falme over Kandy Lake og bjergene.
The Golden Crown Hotel ligger i eventyrlige omgivelser, og har en god beliggenhed, hvad enten man ønsker at besøge teplantager, vandfald eller nogle af de andre kulturelle seværdigheder, denne tidligere hovedstad har at byde på. Hotellet ligger ca. 20 minutters gang fra Kandy Lake og 30 minutters gang fra Tandens Tempel, som blandt andet er én af grundene til, at byen er kommet på UNESCOs verdensarvsliste.
Værelserne indbyder til ren afslapning i komfortable omgivelser og har alt, hvad du skal bruge: wi-fi, tv, minibar, værdiboks, tøfler, badekåbe, elkedel samt te- og kaffefaciliteter. Hop en tur under regnbruseren, før du lægger dig til at sove og vågn op til en idyllisk udsigt – måske du endda vælger at starte dagen med morgenmad på sengen?
The Golden Crown Hotel er det perfekte tilflugtssted, når du har brug for at trække dig tilbage og genoplade kræfterne. På 2. etage finder du hotellets infinitypool, og her har du mulighed for at svømme under solens stråler eller slukke tørsten ved poolbaren, mens du fordyber dig i den maleriske udsigt af det grønklædte landskab, der strækker sig lige så langt øjet rækker.
Du har mulighed for at stille sulten på ét af hotellets tre spisesteder: den moderne hovedrestaurant, Brix, som tilbyder et bredt udvalg af retter med eksotiske krydderier, den mere afslappede Long Bar i irsk pubstil samt den hyggelige café Treats.
The Golden Crown Hotel er et godt valg, hvis du ønsker et ophold præget af lidt ekstra luksus.
| Deluxe Room | Pr. person fra: 175 kr. |
Paradise Beach Club ligger i det sydlige Mirissa med udsigt over den gyldne sandstrand, hvor bølgerne livligt skyller ind mod land.
Hotellet har 62 komfortable og enkelt indrettede værelser med wi-fi, aircondition, minibar, tv, telefon, elkedel til kaffe og te samt badeværelse med bruser, toiletartikler og hårtørrer. Der er også balkon med udsigt til haven.
Er du ikke den store fan af saltvand og sand mellem tæerne, kan du i stedet tage en dukkert i swimmingpoolen. Her er tilhørende liggestole, så du kan nyde solen og udsigten til stranden. Der er også mulighed for at slappe af i den frodige have med en god bog, mens eksotiske træer og palmer svajer i den lune havbrise.
Hotellet har egen restaurant med forskellige retter fra både Østen og Vesten. Hver dag fås bl.a. friskfanget fisk og skaldyr, som kan nydes til den storslåede havudsigt. I baren kan du nyde klassiske cocktails og internationale vine til den enestående solnedgang.
| Deluxe room | Pr. person fra: 720 kr. |
Omgivet af uspoleret natur og midt på stranden ligger Weligama Bay Resort. Den lange og rene sandstrand indbyder til ren afslapning og gåture i vandkanten. Det er også et sted, hvor mange surfere mødes, og der er mulighed for forskellige vandaktiviteter.
Der er i alt 24 værelser indrettet med traditionelle mørke træmøbler. Værelserne er alle udstyret med aircondition, loftvifte, wi-fi, værdiboks, minibar, telefon, tv samt badeværelse med bruser, hårtørrer og toiletartikler. Derudover har værelserne egen terrasse med udkig til have eller hav.
Du skal kun gå få skridt for at komme ned til havet og blive kølet af. Du kan også vælge at hoppe i poolen eller tage en tur i jacuzzien.
Trænger du til lidt selvforkælelse i løbet af rejsen, kan du besøge Bawana SPA på resortet. Her tilbyder de forskellige former for wellness behandlinger, blandt andet ved brug af traditionel srilankansk naturmedicin – måske du vil prøve en ayurvedisk massage?
Resortets restaurant Cutty Sark Clipper byder både på lokal srilankansk mad samt mere traditionelle retter, som kød og pasta-specialiteter. Restauranten er delt op i to afdelinger, så du har både mulighed for at nyde maden med havudsigt på terrassen, og hvis det bliver for varmt, kan du sætte dig ind i restaurantens spisesal med aircondition.
Baren har åben hele dagen, og her kan du slukke tørsten i en frisk juice eller en kold øl. Du kan også nyde en traditionel srilankansk kop te med et lækkert stykke kage til.
| Superior Room | Pr. person fra: 450 kr. |
Ønsker du lidt ekstra luksus kan du vælge at opgradere til Weligama Bay Marriott Resort & Spa. Alle værelser har store loftvinduer, der vender ud mod stranden, så du har den mest fantastiske havudsigt fra dit eget værelse! Sæt dig ud på din private terrasse og nyd synet af bølgerne, der skyller op på stranden, mens palmerne svajer i den lette brise.
Alle værelser har aircondition, wi-fi, telefon, tv, strygejern- og bræt, minibar samt te- og kaffefaciliteter. Badeværelset har separat brusekabine og stort badekar, hårtørrer, badekåbe, tøfler samt diverse toiletartikler.
Det kan tit være svært at vælge, om man helst vil tage på stranden eller dase ved poolen. Her behøver du dog ikke at vælge, poolen ligger nemlig lige ned til stranden. Find en liggestol og læg dig til rette under en parasol, mens du nyder en kølig friskpresset juice og lytter til bølgerne, der skyller ind mod kysten.
På resortet kan du finde et udvalg af forskellige spisesteder. Hovedrestauranten er Weligama Kitchen, som byder på internationale retter i buffetstil til morgenmad, frokost og aften. Hos Big Fish kan du få en kulinarisk madoplevelse med et stort udvalg af friskfanget fisk og skaldyr. Trænger du til et ekstra skud energi, kan du få en kop kaffe og noget sødt, når du besøger Mirissa Baking Company. Tides Bar er stedet til at få en drink eller nyde et glas vin, og hos Surf’s Up Pool & Beach Bar kan du få alt lige fra en tropisk cocktail til lækker tapas, mens du fordyber dig i den betagende udsigt over Weligama-bugten.
Ender du med at spise lidt for meget, så bare rolig. Du kan holde formen ved lige i fitnesscenteret, som har et bredt udvalg af forskellige træningsmaskiner og vægte.
Trænger der til at blive fyldt op på velvære-kontoen, kan du med fordel besøge spaafdelingen og få en afslappende massage eller en anden wellnessbehandling.
| Superior Ocean View Room | Pr. person fra: 825 kr. |
Earl’s Regent Negombo er et delvist nyrenoveret hotel med en ideel beliggenhed, kun 25 minutters kørsel fra lufthavnen. Negombos gyldne sandstrand med svajende palmer og farverige fiskerbåde venter lige uden for døren, og det samme gør et væld af restauranter.
Under dit ophold bor du som udgangspunkt i et Deluxe-værelse med en lys indretning og farverige detaljer. Herfra har du en enestående havudsigt, som du også kan nyde fra din private balkon med en god bog i hånden. Værelset er udstyret med både aircondition, wi-fi, minibar med gratis flaskevand, sikkerhedsboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv. På badeværelset venter desuden gode toiletartikler samt bruseniche med rainshower-bruser.
Hotellets poolområde flugter med stranden og er et naturligt samlingspunkt. Her kan du tage en dukkert, læne dig tilbage på en solseng og nyde en kold drink, eller træde ud på det bløde og gyldne sand, der kun er få skridt væk. Har du energien til det, kan du vælge at holde dig aktiv i det veludstyrede fitnessrum eller deltage i en omgang volleyball, og hvis ikke, kan du søge mod hotellets moderne spa. Her står en behandler klar med sine kyndige hænder til at gøre underværker for dig og din krop.
Morgenmaden serveres i hotellets restaurant, The Rock Salt, som serverer en god buffet til enhver smag. I løbet af dagen kan du besøge den tropiske poolbar, der byder på snacks og kolde drikke, mens aftenen bedst afrundes på hotellets tagterrasse, hvor stemningen er afslappet, og scenen er sat for en uforglemmelig solnedgang over Det Indiske Ocean.
Goldi Sands Hotel ligger direkte ned til den brede, gyldne sandstrand med svajende palmer og farverige fiskerbåde. Lufthavnen er blot 15 minutters kørsel herfra.
Hotellets 67 værelser er indrettet i lyse farver med træmøbler. De har alle aircondition, wi-fi, minibar, værdiboks, te- og kaffefaciliteter, TV, telefon samt badeværelse med hårtørrer, badekåbe og slippers. Fra balkonen kan du nyde udsigten over det Indiske Ocean og den smukke solnedgang.
I dagtimerne kan du bade i poolen, benytte dig af forskellige vandsportsaktiviteter eller bare slappe af på en liggestol med en god bog, mens du nipper til en forfriskende drink.
Når du bliver sulten, kan du vælge mellem både buffet og a la carte med lokale og internationale retter samt lækre, friske fisk- og skaldyrsretter købt direkte fra de lokale fiskere.
På Goldi Sands kan du også forkæle dig selv med afslappende behandlinger i Ayurveda Spa.
Det skønne Jetwing Blue ligger direkte ned til Negombos gyldne sandstrand med udsigt over Det Indiske Ocean. På stranden har du adgang til private liggestole og parasoller og her kan du nyde solen til lyden af bølger og palmer, der svajer i den lune havbrise.
Hotellet og dets 120 store værelser er alle indbydende og lækre indrettet i lyse og rolige farver. Samtlige værelser har wi-fi, aircondition, tv, køleskab med minibar, mineralvand på flaske, elkedel til kaffe og te, strygejern og -bræt, værdiboks, skrivebord samt badeværelse med badekar og separat bruser, badekåbe, toiletartikler og hårtørrer. Fælles for alle værelser er også, at de er havvendt med en dejlig balkon eller terrasse, hvorfra du kan nyde udsigten mod stranden.
Jetwing Blue har et utroligt lækkert poolområde med en stor swimmingpool. Her kan du hvile på poolkanten eller tage nogle gode lange svømmeture. Herefter kan du slænge dig på en solvogn og bare slappe af under solens stråler.
Trænger du til at forkæle krop og sjæl, kan du bestille tid i hotellets spaafdeling, hvor du kan få diverse massage- og skønhedsbehandlinger. Er du mere til det aktive ferieliv har hotellet også fitnessrum og squashbaner.
Hotellet tilbyder forskellige spisemuligheder. Hovedrestauranten The Kitchen serverer morgenmad, frokost og aftensmad og her fås retter fra både Østen og Vesten. Vælg enten buffet eller a la carte og se din mad blive tilberedt i det åbne køkken. Centre Point Grill & Bar har åben fra om formiddagen og resten af dagen og her kan du nyde forskellige grillretter i en afslappet atmosfære med kig ud over stranden og de traditionelle fiskerbåde. Der findes også flere barer, hvor du kan nyde et glas vin til solnedgangens smukke lys.
| Deluxe Room | Pr. person fra: 200 kr. |
Galway Heights Hotel ligger midt i Nuwara Eliyas frodige højland med udsigt til skov, grønklædte bjerge og smukke teplantager.
I gåafstand fra hotellet finder du den smukke sø Gregory Lake, som blev skabt af den britiske guvernør, Sir William Gregory, i 1873. Søen ligger med den fineste udsigt over landskabet og indbyder til både gå-, båd- og cykelture. Cykler kan lånes på hotellet.
Galway Heights Hotel består af 47 fine og velindrettede værelser, som alle har garderobeskab, skrivebord, et lille siddeområde og badeværelse med hårtørrer og toiletartikler. Grundet højlandets køligere klima er værelserne udstyret med varmeapparat. Andre faciliteter omfatter wi-fi, minibar, værdiboks og elkedel så du kan starte morgenen med en kop te eller kaffe.
Efter en dag med oplevelser kan du tage et spil dart eller billard i hotellets loungeområde eller blot slappe af og nyde en kop dampende Ceylon-te og frisklavede kager. Du kan også få bartenderen til at mikse en drink i The Galway Pub.
Hotellet har egen restaurant, hvor der serveres velsmagende internationale retter.
The Grand Hotel er en af Sri Lankas mest ikoniske bygninger og i sandhed en oplevelse i sig selv. Det tidligere kolonitidspalæ fra det 19. århundrede tager dig med tilbage i tiden og tilbyder en overdådig luksus og service, der er i ren særklasse.
Midt i Nuwara Eliya ligger det historiske hotel og breder sig med sin nærmest royale have, der tæller et væld af engelske roser og sirligt anlagte bede. Indenfor bliver du ramt af historiens vingesus med traditionelle brede korridorer og klassiske, mørke møbler.
Under dit ophold bor du som udgangspunkt i et Deluxe-værelse, hvor klassisk britisk stil forenes med moderne faciliteter. Her får du fornemmelsen af at være en del af en anden tid, uden at gå på kompromis med nutidens komfort. Værelset er rummeligt og dekoreret ud fra en klassisk farvepalette med mørke træmøbler. Her finder du både klimaanlæg, wi-fi, minibar, sikkerhedsboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv, mens du på badeværelset kan nyde godt af luksuriøse toiletartikler og en bruseniche.
The Grand Hotel’s store have med velplejede plæner, farverige blomsterbede og snorlige stier inviterer til rolige gåture i den friske bjergluft. Indenfor kan du også gå på opdagelse, for her er hvert rum et kapitel for sig med bl.a. ældgamle billardborde og klassiske barlounges. På din vej rundt finder du også spa og fitness, mens den opvarmede pool giver mulighed for en behagelig dukkert efter en dag fyldt med historiske indtryk.
Din High Tea nyder du i de semi-udendørs rammer hos Grand Veranda, der er hotellets stilige te-lounge, mens du kan se frem til at gå ombord i den overdådige morgenmadsbuffet hos den klassiske restaurant, Barnes Hall. Til aften kan du også vælge at spise på hotellet, der har hele fem spisesteder, som alle serverer udsøgte retter, men med hvert sit fokus, der strækker sig fra vestlig cuisine til indiske og thailandske retter. Til slut kan du få varmen foran pejsen i den stemningsfulde Public Bar med en smagfuld drink i hånden.
| Deluxe Room | Pr. person fra: 460 kr. |
Det hyggelige hotel, Kassapa Lion Rock, ligger i grønne og fredfyldte omgivelser i Sigiriya-området.
Kassapa Lion Rock består af 90 velindrettede, rummelige og lyse værelser. Hvert værelse har aircondition, minibar, tv og badeværelse med både badekar og open-air bruser. Der er både hårtørrer samt strygejern og -bræt til rådighed ved henvendelse ved hotellets venlige personale i receptionen. På værelsets lille private veranda kan du nyde skyggen og den fantastiske ro, som kun afbrydes af fuglekvidder.
Hotellet har to dejlige swimmingpools med tilhørende liggestole og som prikken over i’et, har du fra den ene swimmingpool udsigt til den berømte Løveklippe, der ligger bare 15 minutters kørsel væk.
Har du ømme muskler eller trænger du blot til lidt forkælelse, kan du nyde forskellige massage- og skønhedsbehandlinger i hotellets egen spa-afdeling, Ayurveda Spa.
Restauranten har åbent morgen, middag og aften, hvor der serveres retter fra både det europæiske og srilankanske køkken med friske grøntsager og urter fra den nærliggende landsby.
Om aftenen kan du runde dagen af med en drink eller den srilankanske øl, Lion, fra baren på tagterrassen, hvorfra der er en fin udsigt over de fredfyldte omgivelser.
Aliya Resort & Spa har den mest fantastiske og betagende udsigt over Sigiriyas grønne landskab og den berømte Løveklippe, der ligger 20 minutters kørsel væk.
Hotellet er indrettet i en minimalistisk stil og dekoreret med smukke og farverige kunstværker med elefanter. “Aliya” betyder nemlig elefant på singalesisk.
Den enkle minimalistiske stil går igen i de 96 lyse og rummelige værelser, som alle har wi-fi, aircondition, siddeområde, skrivebord, værdiboks, tv, telefon og minibar samt badeværelse med både badekar, bruser, hårtørrer og toiletartikler. Om morgenen kan du sætte dig ud på balkonen med en kop dampende te eller kaffe og bare nyde roen og de grønne omgivelser, inden dagen for alvor går i gang.
Efter at have stået på toppen af Løveklippen kan du tage en velfortjent dukkert i poolen og bagefter lægge dig i skygge under en parasol og beundre udsigten over det grønne landskab og klippen, som du netop har besteget.
Har du ikke fået nok motion, kan du benytte dig af hotellets fitnessrum eller tage en omgang badminton. Trænger krop og sjæl derimod til forkælelse kan du dyrke yoga og meditation eller besøge Ayur Vie Spa, der tilbyder forskellige traditionelle og terapeutiske spabehandlinger.
Som gæst på Aliya Resort & Spa har du adgang til tre meget forskellige restauranter, hvor der serveres en bred vifte af kulinariske retter fra Sri Lanka og resten af Asien. Hotellet har også kaffeshop og bar, hvor du kan slappe af til rolig jazzmusik.
| Deluxe room | Pr. person fra: 480 kr. |
Kan du høre det? Det er lyden af regnskovens brusende vandfald, fugle der kvidrer og frøer der kvækker.
The Rainforest Eco Lodge er et fuldkommen unikt sted med en enestående beliggenhed midt i den frodige natur ved teplantagen Enselwatta, der grænser op til Sinharaja-regnskoven.
Lodgen består af 20 hytter, der ligger spredt i den grønne teplantage. De er alle bygget i genbrugsmaterialer. Selve hytterne er bygget af gamle shippingcontainere, vægge og lofter er bygget af bambus og terrasserne er bygget af jernbanesveller.
Hver hytte består af soveværelse, badeværelse og terrasse, og er udstyret med te og kaffe faciliter, sikkerhedsboks, gratis vand på flaske, telefon og hårtørrer. Badeværelset har bruser og der er indlagt både varmt og koldt vand. Hytterne har desuden store vinduespartier, så du kan nyde den betagende udsigt over teplantagen, regnskoven og de grønklædte bjerge uanset hvor i hytten, du befinder dig. Om morgen kan du sætte dig ud på terrassen med en kop dampende te eller kaffe og nyde lyden af regnskoven og dens vilde dyreliv. Når tågen letter, kan du være heldig at møde de nysgerrige egern, der bor i området.
Lodgen har desuden egen restaurant og maden er fantastisk! Den er lavet på friske, økologiske grøntsager og frugter fra den lokale landsby, hvorimod kød, fisk og skaldyr bliver transporteret fra Galle et par gange om ugen.
Grøn energi og miljøvenlige løsninger et stort fokusområde for The Rainforest Eco Lodge, som er med til at reducere det miljømæssige fodaftryk ved rensning af spildevand samt mængden af CO2 ved hjælp af solcelleanlæg.
The Rainforest Eco Lodge er tilmed det eneste LEED platinum-certificeret overnatningssted i Sri Lanka, det 4. i Asien og det 5. i Verden. Det betyder, at lodgen er bygget efter særlige bæredygtige retningslinjer, der har sikret, at opførelsen af lodgen ikke har ødelagt eller forstyrret regnskovens habitat og det lokale samfund, der består af 30 familier, som alle arbejder i teplantagen.
Inden man gik i gang med byggeriet af The Rainforest Eco Lodge, levede lokalsamfundet under ekstremt dårlige forhold. Hotelledelsen besluttede, at for at lodgen skulle blive en succes, var det en nødvendighed at forbedre levevilkårene for lokalsamfundet og give dem adgang til bedre og flere muligheder. Man besluttede derfor at bygge dem en ny landsby i nærheden af den gamle med forbedret boliger, der skulle inkludere sanitære faciliter, strøm og adgang til rent drikkevand, som finansieres af The Rainforest Eco Lodge. Tilmed byggede man en ny skole til landsbyens børn, hvor underviserne lønnes af The Rainforest Eco Lodge. Hver mandag får eleverne gratis frokost, og hver onsdag undervises børnene i engelsk af hotellets ledelse.
The Rainforest Eco Lodge’s ambition er, at ”community outreach”-programmet over tid skal udvikle sig og udvides med endnu flere fokusområder for at forbedre levevilkårene for lokalsamfundet.
Et ophold her er med andre ord en helt unik oplevelse!
Midt på den skønne sandstrand, Nilaveli, som strækker sig langt ud i det fjerne, ligger Nilaveli Beach Hotel. Bølgerne skyller stille ind mod land og havet går nærmest i ét med den skyfri himmel.
Trincomalee by ligger godt og vel 30 minutters kørsel herfra og det populære snorkelsted, Pigeon Island, ligger blot 10 minutters bådtur væk.
Hotellet har 45 fine værelser, som er indrettet i rolige farver der fint harmonerer med omgivelserne. Samtlige værelser er udstyret med aircondition, tv, sikkerhedsboks og køleskab. Hvert værelse har desuden privat terrasse, hvor du kan sidde med din morgenkaffe og se solen stå op.
Hotellet har privat strand med liggestole og der tilbydes forskellige vandsportsaktiviteter og beach volley. Er du mere til daselivet ved en pool, har Nilaveli Beach Hotel heldigvis en dejlig stor swimmingpool.
Restauranten ligger med udsigt over stranden og tilbyder både indendørs og udendørs servering. Her fås lækre retter fra både det srilankanske og vestlige køkken. Der er også altid frisk fisk og skaldyr på menuen. En gang om ugen serveres der en udsøgt BBQ-middag under stjernerne, hvor du kan nyde havudsigten og lyden af de stille bølger.
Som afslutning på en dejlig dag kan du nyde en kold forfriskning fra hotellets lounge bar.
| Deluxe room | Pr. person fra: 720 kr. |
Det dejlige hotel, Trinco Blu by Cinnamon, ligger ned til den dejlige sandstrand Uppuveli, der indbyder til lange gåture, solbadning og forfriskende svømmeture i de stille bølger.
Selve byen Trincomalee ligger blot 5-6 minutters kørsel væk i tuk tuk, og her kan du gå på opdagelse i den hyggelige og historiske havneby, der har mere end 2000 år på bagen.
Trinco Blu by Cinnamon har i alt 79 værelser, der alle er lyse og indbydende indrettet. Hvert værelse har aircondition, wi-fi, minibar, tv, te- og kaffefaciliteter samt skrivebord og siddeområde. På badeværelset finder du både bådekåbe og gratis toiletartikler. Du har egen balkon, hvor du kan sidde og slappe af, mens du nyder udsigten.
Hotellet har desuden swimmingpool og en mindre børnepool med tilhørende liggestole, et PADI-certificeret dykkercenter samt to spisesteder. På Captain’s Deck serveres asiatiske og kontinentale retter, mens restauranten The Crab tilbyder lækre fiske- og skaldyrsretter. Baren Rum Hold serverer drinks og lette anretninger indtil midnat.
I området omkring hotellet finder du også mange lokale restauranter med lækre traditionelle retter på menuen.
| Superior Room | Pr. person fra: 280 kr. |
Chaarya Resort & Spa er bygget som en lille landsby i et fredeligt og skønt område i hjertet af Tissamaharama ca. 30 minutters kørsel fra Yala Nationalpark. Det ligger omgivet af frodige, grønne haver med gangstier, majestætiske kongepalmer og damme med de fineste åkander.
Resortet har i alt 55 værelser på min. 52 m2. Samtlige værelser har egen veranda, som vender ud mod de fine, anlagte haver, hvor du kan opleve forskellige trækfugle og endemiske fuglearter. Værelserne er pænt indrettet med møbler i mørkt træ, tekstiler i flotte farver og fine papirlanterner. De er alle udstyret med både aircondition, loftvifte, wi-fi, tv, telefon, værdiboks, siddeområde og skrivebord. Der findes desuden også elkedel, så du kan lave dig en kop te eller kaffe, du kan nyde på din veranda. Badeværelset har regnbruser og her er også hårtørrer og gratis toiletartikler.
Chaarya Resort har desuden et skøn poolområde med jacuzzi, hvor du kan nyde solen og de rolige omgivelser. Eller hvad med en traditionel ayurveda-behandling i resortets spaafdeling?
Chaaryas egen restaurant serverer lækre traditionelle srilankanske, orientalske og vestlige retter bestående af friske grøntsager, frugter, fisk og kød fra de omkringliggende landsbyer.
Om aftenen kan du nyde en forfriskende drink fra baren.
Grand Udawalawe Safari Resort ligger blot en kort køretur fra Udawalawe Nationalpark.
Resortet er opført på en 3 hektar stor grund med fine, frodige haver, hvor høje træer rækker mod himlen og orangefarvede karper svømmer rundt i dammene.
Uden for hotellet løber hovedgaden, hvor du kan opleve lokallivet helt tæt på.
Grand Udawalawe har i alt 79 lyse og rummelige værelser. De er indrettet i en enkel stil med traditionelle træmøbler og farverige tekstiler. Alle værelser er udstyret med wi-fi, aircondition, værdiboks, tv, telefon samt elkedel så du kan starte morgenen med en kop te eller kaffe. På badeværelset er der bruser, hårtørrer og toiletartikler. Hvert værelse har desuden egen balkon, hvor du kan nyde de rolige omgivelser, der kun afbrydes af fuglefløjt.
Efter en dag med safari kan du slappe af på en liggestol og nyde solen med en kold drink fra baren. Eller hvad med en forfriskende svømmetur i den store pool? Der er også en mindre børnepool til de små.
Om aftenen kan du sidde på din balkon og læse en bog, tage et spil kort med familien eller blot kigge op på den smukke stjernehimmel.
Resortets restaurant har åben både morgen, middag og aften og her serveres srilankanske og internationale retter, så der er noget for enhver smag.
Ekho Safari er et charmerende hotel med en helt særlig beliggenhed direkte ned til Tissa-søen. Her vågner du til spejlinger i vandet og en urokkelig atmosfære af ro, der på bedste vis gør naturen til en væsentlig del af dit ophold.
Du bor som udgangspunkt i et Deluxe-værelse, hvor du inviteres inden for til varme farver og naturlige detaljer, der perfekt akkompagnerer den storslåede udsigt over søen og hotellets frodige poolområde. Alle værelser er komfortabelt udstyret med både aircondition, wi-fi, minibar, sikkerhedsboks, kaffe- og tefaciliteter samt tv, mens du på badeværelset kan nyde godt af medfølgende toiletartikler og bruseniche.
Ekho Safaris poolområde ligger smukt placeret i første række til søen, hvor du nemt kan nyde stilheden med en kold drink i hånden, mens blikket glider ud over den betagende horisont. Du kan selvfølgelig også tage en forfriskende dukkert i poolen eller bare nyde solens varme stråler. Hos Nirogi Spa byder de desuden velkommen til ømme muskler, som de nænsomt behandler i deres autentiske spaområde.
På hotellets forhøjede trædæk ligger restauranten med både indendørs- og udendørsservering. Her kan du se frem til at nyde din halvpension med en panoramisk udsigt over søen, alt imens du tager for dig af både lokale og vestlige retterne. Dagen kan du passende runde af i hotellets bar, der er et oplagt sted til at nyde en smagfuld “sundowner”.
Jetwing Yala ligger i udkanten af Yala Nationalpark på en 15 hektar stor grund midt i den vilde natur omgivet af sandklitter, Det Indiske Ocean og vildtvoksende træer og buske. Mere fantastisk bliver det ikke!
Hotellet har i alt 80 smukt indrettede og rummelige værelser med parketgulv, himmelseng og opholdsområde med sofa. Samtlige værelser er desuden udstyret med aircondition, wi-fi, værdiboks, minibar, strygejern og -bræt, telefon, tv, klædeskab, mineralvand på flaske samt elkedel så du kan lave te og kaffe. Badeværelserne er store og har bruser, toiletartikler, badekåbe samt hårtørrer. Om morgenen kan du sætte dig ud på din balkon og nyde solopgangen og udsigten over den vilde natur.
Stranden er blot få meter væk og her patruljerer internationalt uddannede livreddere. Stranden har Beach Bar og indbyder til gode gåture og afslapning. Er du mere til pool, har hotellet en skøn swimmingpool på intet mindre end 75 meter og her er naturligvis både liggestole, parasoller samt pool bar.
Er du til forkælelse og velvære kan du nyde en af de mange afslappende behandlinger i spaafdelingen eller er du mere til det aktive ferieliv har hotellet fitnessrum med både vægte og forskellige maskiner.
Hovedrestauranten, The Restaurant, har åbent morgen, middag og aften og her er mulighed for både buffet og a la carte i form af internationale og lokale delikatesser, der inkluderer frisk fisk og skaldyr, tapas og mere meget. Du kan vælge at sidde både inde og ude, hvor du kan nyde de fantastiske omgivelser i dagslys og den smukke stjernehimmel om aftenen. Restauranten Thambapanni har derimod specialiseret sig i asiatiske fusionsretter og har åbent hver middag og aften.
Slut gerne aftenen af i måneskærets lys på The Bar, hvor du kan nyde både vin, øl, drinks samt kaffe og te.
| Superior room | Pr. person fra: 635 kr. |
Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.