Heldagstur til Drakensbjergene
I dag skifter du safariens vilde bush ud med bjergenes dramatiske landskaber. Du følger Panoramaruten gennem Drakensbjergene, hvor vejen snor sig gennem et landskab af rustrøde klipper, dybe kløfter og frodige, grønne bjergsider. Det er en dag, hvor du med fordel kan læne dig tilbage og lade udsigterne komme til dig.
Ruten fører dig til Blyde River Canyon, som med sine op til 700 meter dybe kløfter og omkring 60 kilometers længde er blandt verdens største canyons. Her åbner landskabet sig i enorme panoramaer, og ved God’s Window får du en af turens mest vidtstrakte udsigter over det grønne lavland.
Et helt andet syn møder dig ved De Tre Rondaveller. De tre markante klippeformationer rejser sig fra landskabet med deres karakteristiske, afrundede former, der minder om de traditionelle rondaveller – de runde hytter, som har været almindelige i mange dele af det sydlige Afrika.
Panoramaruten er også rig på vandfald. Undervejs besøger du et af dem, og hvilket afhænger af dagens rute, og hvor meget vand, der er i enkelte fald. Det kan være Berlin Falls, hvor vandet styrter omkring 150 meter ned i en sø, eller Lisbon Falls, hvor Blyde River deler sig i to, inden vandet falder 92 meter over en næsten lodret klippe og samles igen længere nede.
Et af dagens mest særegne stop er Bourke’s Luck Potholes. Her har vand, sand og småsten gennem tusindvis af år arbejdet sig ned i klippen og skabt de dybe, næsten cylinderformede huller, som giver stedet sit karakteristiske udseende. Du kan gå på gangbroer hen over formationerne og komme helt tæt på de spor, som vandets kræfter har efterladt i klipperne.
Ved frokosttid gør du stop i en af de små byer langs ruten, hvor du kan købe frokost, inden turen fortsætter gennem Drakensbjergenes skiftende landskab.
Du er retur på hotellet sidst på eftermiddagen.