Den store rundrejse i Sydkorea & Japan
Tag på en oplevelsesrig rundrejse gennem Sydkorea og Japan og fordyb dig i to fascinerende kulturer, hvor moderne storbyliv og stolte traditioner udfolder sig på hver deres måde.
Tag på en oplevelsesrig rundrejse gennem Sydkorea og Japan og fordyb dig i to fascinerende kulturer, hvor moderne storbyliv og stolte traditioner udfolder sig på hver deres måde.
Omfattende udflugtspakke:
Glæd dig til en oplevelsesrig rundrejse gennem Sydkorea og Japan, der giver dig et nuanceret og sanseligt indblik i to lande, som på hver deres måde forener tradition og modernitet i smuk harmoni. Undervejs bevæger du dig fra pulserende storbyer og historiske kvarterer til naturskønne landskaber, hvor sanserne vækkes, og hvert stop åbner et nyt kapitel i fortællingen om Østasien.
I Sydkoreas energiske hovedstad, Seoul, står moderne skyskrabere side om side med kongelige paladser og traditionelle hanok-kvarterer. Her oplever du byens levende streetfoodkultur i Myeongdong og besøger den koreanske demilitariserede zone, DMZ, hvor den storslåede natur danner en tankevækkende ramme om fortællingen om Koreas deling. Med højhastighedstoget KTX fortsætter du til den maritime storby Busan, hvor afslappet kyststemning, farverige kvarterer og friskfangede specialiteter giver indblik i en helt anden side af Sydkorea.
Fra Busan går turen videre til Japan, hvor Osaka byder dig velkommen med livlige kvarterer og en madkultur, der har givet byen tilnavnet "Japans køkken". Herfra fortsætter rejsen til Japans første permanente hovedstad, Nara, hvor fredfyldte templer, fritgående dådyr og historiske købmandskvarterer danner rammen om en autentisk sakesmagning. I Kyoto fordyber du dig i den traditionsrige japanske kultur blandt templer, markeder og stemningsfulde gader, inden du deltager i en klassisk teceremoni, hvor ritualets elegance og nærvær giver et dybere indblik i landets æstetik og kulturarv.
Videre mod Kanazawa fortsætter rejsen gennem velbevarede samurai- og geishakvarterer, inden en heldagsudflugt fører dig til det UNESCO-beskyttede Shirakawa-go. Her ligger de karakteristiske stråtækte gårdhuse omgivet af de japanske Alper, og landsbyens rolige atmosfære giver et fascinerende indblik i det traditionelle liv på landet.
Rejsen afrundes i Tokyo, hvor det moderne Japan folder sig ud i al sin kompleksitet. Her mødes neonlys og skyskrabere med grønne parker og historiske helligdomme, og du oplever, hvordan fortid og nutid lever side om side i en metropol, der aldrig står stille.
I dag tager du det første skridt mod dit østasiatiske eventyr. Afrejse sker fra din valgte lufthavn, og flyrejsen foregår med en eller flere mellemlandinger undervejs.

Velkommen til De Stille Morgeners Land, Sydkorea.
Ved ankomst til Incheon International Airport på øen Yeongjong går du gennem immigrationen og videre til bagageudleveringen. I ankomsthallen bliver du mødt af din chauffør, som står klar til at byde dig velkommen og sørge for, at du trygt kan lade rejsen begynde.
Fra Yeongjong Island vest for fastlandet går turen mod Seoul gennem et let kuperet landskab, hvor broer forbinder ø og fastland, og grønne bakker præger horisonten. Langsomt vokser storbyens silhuet frem med højhuse i glas og stål samt brede floder, der snor sig gennem byen, mens bjergene rejser sig som historiske vogtere omkring metropolen.
Efter ankomst til dit hotel checker du ind og har mulighed for at falde til i de nye omgivelser. Resten af dagen er til fri disposition, så du kan mærke efter, hvad energien rækker til efter en lang rejsedag.
Måske frister en gåtur i nærområdet, hvor moderne højhuse rejser sig langs Han-floden. Her mærker du hurtigt Seouls særlige energi, hvor hverdagsliv og storbytempo smelter sammen i et område, der repræsenterer det moderne Seoul.
Om aftenen spejler byens lys sig i højhusenes blanke facader, mens de nærliggende gader fyldes med liv. Du finder et væld af spisesteder, hvor du kan dykke ned i det koreanske køkken med lokale favoritter som panerede kyllingestykker eller de sprøde grøntsagspandekager, yachaejeon. Efter dit første koreanske måltid vender du tilbage til dit hotel for en god nats søvn.


Morgenen har en helt særlig betydning i Sydkorea, som også kaldes De Stille Morgeners Land. Tilnavnet stammer fra Joseon, landets sidste regerende dynasti, hvis navn løst oversat betyder “morgenstilhed”.
Mens du mærker morgenstilheden på egen krop, kan du se frem til for alvor at begynde dit rejseeventyr. Efter morgenmaden mødes du med din guide i hotellets lobby til et uformelt velkomstmøde, hvor programmet for de kommende dage gennemgås. Du får også udleveret dit T‑money‑kort til offentlig transport, og guiden orienterer om praktiske forhold samt besvarer eventuelle spørgsmål.
Herefter tager I sammen metroen til Myeongdong, et af Seouls mest energifyldte kvarterer. Her samles lokale og besøgende i et fascinerende virvar af lys, lyde og bevægelse. Området er kendt for sin levende streetfoodkultur, hvor mange koreanere mødes for at spise, slentre og opleve byens puls.
I de tætte gader passerer du kosmetikbutikker, modeshops og små madboder. Duften af grillede specialiteter og søde snacks fylder luften, og undervejs introducerer guiden dig til nogle af Koreas mest populære gadekøkkenklassikere. Måske fristes du til at smage sprøde hotteok med brun farin og nødder, dampende tteokbokki i krydret chilisauce eller nygrillede spyd med kød og grøntsager.
Guiden fortæller også om kvarterets udvikling og det moderne Sydkoreas kultur, hvor tradition og nutid går hånd i hånd. Herefter afsluttes den guidede tur midt i Myeongdongs mylder, hvor du kan fortsætte på egen hånd og udforske endnu mere af den levende og konstant foranderlige atmosfære. I sidegaderne finder du desuden caféer og små spisesteder, hvor tempoet sænkes en smule, og hverdagslivet udfolder sig midt i storbyens centrum.
Har du brug for en pause fra de mange smagsindtryk, kan du dykke ned i kvarterets uendelige shoppingmuligheder. Myeongdong rummer både internationale brands, velkendte koreanske kæder og små lokale butikker med hver deres særpræg. Det er let at lade sig rive med af atmosfæren, hvor shopping, streetfood og storbyliv smelter sammen i ét intenst og underholdende byrum.
Trænger du i stedet til lidt luftforandring, kan du bevæge dig mod Namsan Park. Her kan du tage svævebanen eller gå den sidste strækning op til N Seoul Tower, hvorfra du får et panoramisk overblik over byens uendelige skyline. Fra toppen breder Seoul sig ud i alle retninger med Han-floden, bjergene og højhusene som et dramatisk bagtæppe og en smuk kontrast til de smalle gader, du netop har bevæget dig rundt i.
Når mørket falder på, stiger dampen fra byens mange køkkener. Seoul er kendt for sin alsidige og levende madkultur, og aftenen er det perfekte tidspunkt at dykke endnu dybere ned i den. Lad dig friste af smagfuld koreansk barbecue, hvor kødet grilles direkte ved bordet og deles i fællesskab, eller en skål krydret ramyeon med kimchi og sprøde grøntsager.


Mens du nyder dagens første måltid, kan du glæde dig til en dag fyldt med historie, fordybelse og naturskønne oplevelser i smuk harmoni.
Om morgenen mødes du med din guide i lobbyen, hvorfra I kører mod grænselandet nord for Seoul. På vejen dertil afløses byens puls langsomt af naturskønne landskaber med åbne marker, bølgende bakker og skovklædte bjergsider.
Inden I når grænsen, gør du dagens første stop ved den rolige Majang-sø, hvor et malerisk skue venter over de idylliske omgivelser. Her kan du vove dig ud på den let svejende, men stabile hængebro, der fører 220 meter fra bred til bred med en enestående panoramaudsigt. Foretrækker du fast grund under fødderne, kan du i stedet gå en tur langs søbreddens indbydende promenade.
Herefter fortsætter turen mod Imjingak Park nær den demilitariserede zone, hvor Koreas moderne historie flettes tæt sammen. Området omkring grænsen fremstår i dag overraskende fredeligt og grønt med landbrug og lave bakker. I parken viser guiden dig rundt ved Freedom Bridge og fortæller om mindesmærket for de familier, der blev adskilt under Koreakrigen.
Fra Imjingak stiger du sammen med din guide ombord på en bus, der tager dig ind i selve DMZ-området efter den obligatoriske paskontrol. Her besøger du først den tredje infiltrationstunnel, en af i alt fire tunneler, som blev bygget af Nordkorea og senere opdaget af Sydkorea. Turen ned i tunnelen giver et konkret indblik i den spændte historie, der fortsat præger halvøen. Derefter sættes oplevelsen i perspektiv gennem film og udstillinger om Koreas deling i DMZ Exhibition Hall.
Herfra går turen videre til Dora-observatoriet, som tilbyder et uforstyrret udsyn over den demilitariserede zone. Foran dig breder et grønt og kuperet landskab sig fredeligt på begge sider af grænsen, næsten upåvirket af den historiske og politiske betydning, stedet rummer.
Lader du blikket glide ind over Nordkorea, kan det føles både nært og fjernt på samme tid. Gennem kikkerten anes små landsbyer, marker og bygninger, hvor hverdagen synes at fortsætte som enhver anden. Samtidig er området præget af symbolik og iscenesatte elementer, som minder om den politiske fortælling, der også er en del af virkeligheden. Netop balancen mellem det almindelige liv og den officielle fortælling skaber et paradoks, der kan vække både undren og eftertanke. Oplevelsen kan være både sanselig og emotionel og er for mange et øjeblik, hvor naturens ro og historiens alvor mødes i en næsten uvirkelig balance.
Inden hjemturen passerer du også Unification Village, et landligt område med velbevaret natur, hvor ris, sojabønner og ginseng dyrkes. Her mærkes endnu en gang samspillet mellem naturen og historiens alvor, og det er et oplagt sted at smage områdets berømte is lavet af sojabønner.
Tilbage i Seoul kan du lade dagens mange indtryk falde på plads med et besøg på en af de mange familiedrevne restauranter, som om aftenen fyldes med lokale kolleger og venner, der mødes efter dagens arbejde.


I dag har du rig mulighed for på egen hånd at udforske Seouls bymidte, der også er byens historiske og kulturelle hjerte.
Med friske ben kan du nemt bevæge dig rundt mellem nogle af de mest stemningsfulde kvarterer, som alle ligger inden for overskuelig gåafstand af hinanden. Her træder du ind i en anden side af hovedstaden, præget af traditionelle huse, paladser og små gyder, der står i tydelig kontrast til det moderne Seoul.
Du kan begynde dagen ved Gyeongbokgung Palace, Seouls største og mest ikoniske kongelige palads. De åbne gårdspladser og symmetriske træbygninger med farverige detaljer og bjergene i baggrunden skaber en næsten ceremoniel ro. Mens du bevæger dig gennem portene og de lange søjlegange, fornemmer du historiens vingesus fra dengang paladset var centrum for Joseon-dynastiet. Måske er du endda heldig at overvære vagtskiftet, hvor soldater i traditionelle dragter udfører en historisk ceremoni, som bringer fortiden til live midt i nutiden.
Herfra kan du fortsætte til Bukchon Hanok Village, hvor små snoede gyder fører dig mellem traditionelle hanok-huse med buede tegltage og træfacader. Området er stadig beboet, og her oplever du et levende kvarter, hvor fortid og nutid sameksisterer. Undervejs åbner der sig små udsigtspunkter, hvor du kan se ud over byens tage og ane kontrasten mellem de lave, historiske bygninger og Seouls moderne skyline i det fjerne.
Når sulten melder sig kan du tage videre til Insadong. Midt mellem områdets butikker finder du et bredt udvalg af restauranter, der serverer alt fra klassiske bibimbap-retter til vegetariske tempelretter inspireret af det buddhistiske køkken. Bagefter kan du udforske hovedgaden og de små sidegader, som er kendt for deres mange håndværksbutikker, hvor traditionelle produkter fremstilles og sælges med stolthed. Butikkerne ligger side om side med gallerier og traditionelle tehuse, og her kan du finde alt fra håndmalet keramik og kalligrafi til håndlavede papirvarer, træfigurer og smukke silketekstiler.
Herefter kan du bevæge dig videre til Ikseon-dong, et mindre og mere intimt kvarter, hvor gamle hanok-huse er omdannet til moderne caféer, designbutikker og kreative spisesteder. Her mødes det gamle og det nye på en mere legende måde end i Bukchon. Bag de traditionelle facader gemmer sig farverige interiører, specialkaffe og små butikker med lokalt design. Stemningen er ungdommelig og kreativ, og kvarteret emmer af fornyelse uden at give slip på sine historiske rammer.
Vælger du at blive i området i aftentimerne, kan du nyde et godt måltid i de stemningsfulde omgivelser, hvor gamle gadelamper kaster deres varme lys over kvarteret. På de mange hyggelige restauranter og caféer finder du både lokale favoritter og fusionsretter, som kendetegner den moderne koreanske madkultur. Har du lyst til noget sødt at afslutte dagen med, bør du unde dig selv en portion bingsu, der fås i alverdens smagfulde varianter.


Formiddagen er til fri disposition, inden rejsen går videre mod sydøst.
Du kan begynde dagen med en gåtur til Han-floden, som ligger en kort spadseretur væk. De brede stier langs vandet giver en rolig start på dagen, mens byen langsomt vågner op. Alternativt kan du besøge det store indkøbscenter ved stationen eller finde en café og lade Seouls morgenstemning sænke sig omkring dig.
Senere finder du på egen hånd vej til Seoul Station med metro, hvorfra du skal med toget til Busan. Kommer du i god tid, kan du benytte stationens opbevaringsbokse og stille bagagen, så du frit kan udforske området. Herfra kan du gå til det nærliggende Namdaemun Market, et af Seouls ældste og mest stemningsfulde markeder. I de tætte gyder finder du alt fra tekstiler og køkkenudstyr til dampende madboder, og markedet er et oplagt sted at nyde frokosten inden togrejsen.
Efter frokost er det tid til at stige ombord på Sydkoreas højhastighedstog KTX, som med høj fart bringer dig mod sydøstkysten. Undervejs glider bylandskaber over i bjerge og åbne vidder, inden du ankommer til Busan.
Når du har checket ind på dit hotel, har du aftenen fri til at udforske Sydkoreas næststørste by og landets maritime hjerte. Her mødes storbyen og havet i en stemning, der er mere åben og afslappet end i hovedstaden. Bjerge rejser sig bag byens tage, havnen summer af aktivitet, og kystlinjen sætter sit tydelige præg på både tempo og atmosfære.
Du kan tage på en rolig gåtur i nærområdet, hvor små restauranter og lokale butikker giver et autentisk indtryk af byens mange sider. Vil du mænge dig med de lokale, kan du prøve byens signaturret, dwaeji gukbap. Den dampende suppe med mørt svinekød og ris er både enkel og dybt smagfuld og har gennem generationer været en hverdagsfavorit i Busan.


Busans lange kystlinje, de paralleltliggende bjerge og byens imponerende broer danner et scenisk billede, der omfavner de mange forskelligartede bydele og skaber en særlig kombination af traditionelt og moderne maritimt liv. Med dagen til fri disposition kan du frit vælge, hvilke sider af byen du vil dykke ned i på egen hånd eller gennem en af vores spændende tilkøbsture.
Du kan begynde i den sydvestlige del af byen med et besøg i charmerende Gamcheon Culture Village. De farverige huse ligger som et levende amfiteater langs bjergsiden, og de smalle gyder fører dig forbi små butikker og kunstinstallationer. Området, der tidligere var et beskedent boligkvarter, fremstår i dag som et kreativt og levende miljø med et væld af caféer. Her kan du nyde en god kop kaffe eller noget koldt at drikke, mens du betragter den smukke udsigt over landsbyen med havet i baggrunden.
Herfra kan du tage bussen til Jagalchi Fish Market, Sydkoreas største fiskemarked, hvor dagens fangst ligger på is i lange rækker. Stemningen er intens og autentisk, og det er oplagt at smage frisk fisk eller skaldyr i en af de nærliggende restauranter. Et par gader derfra finder du BIFF Square, opkaldt efter Busan International Film Festival, hvor summende gader og små boder serverer lokale snacks side om side med biografer og butikker. Herfra kan du fortsætte til det internationale Gukje Market, hvor smalle passager, gadekøkkener og små butikker skaber en levende og autentisk atmosfære.
Har du lyst til at udforske Sydkoreas imponerende historie, kan du bruge dagen på en udflugt til Gyeongju, landets tidligere hovedstad under Silla-dynastiet. Byen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og omtales ofte som et levende frilandsmuseum, hvor gravhøje, templer og historiske monumenter vidner om Koreas rige kulturarv. Her kan du også besøge Bulguksa-templet og Seokguram-grotten, som begge er en del af UNESCOs verdensarv og regnes blandt de mest betydningsfulde buddhistiske monumenter i Østasien.
Ønsker du at opleve noget helt andet, kan du tage metroen til den nordøstlige del af byen. Her ligger Haeundae Beach, en af landets mest kendte strande med brede sandstrækninger og en imponerende skyline i baggrunden. Du kan gå en tur langs vandet og mærke den moderne kyststemning, som kendetegner denne del af Busan. I nærheden kan du også besøge Haedong Yonggungsa-templet, en af Busans mest stemningsfulde seværdigheder. De buede trapper og små pavilloner fører dig ned mod templet, som ligger dramatisk placeret på klipperne ud mod havet, hvor bølgerne slår mod kysten nedenfor.
Dagens sene timer kan du tilbringe i Seomyeon. Området repræsenterer det moderne Busan og udgør byens kommercielle centrum med stormagasiner med internationale brands, koreanske designbutikker og små lokale forretninger. Her hersker en livlig stemning, hvor caféer og restauranter byder indenfor til lokale specialiteter som koreansk barbecue eller sprøde pajeon-pandekager, gerne ledsaget af et glas lokal makgeolli.


Nu er det tid til at tage afsked med Sydkorea og rette blikket mod næste kapitel på rejsen, som fører dig til det traditionelle og moderne Japan.
I god tid før din flyafgang går du den korte vej til Busan Station, hvorfra du på egen hånd tager en taxa til Gimhae Internationale Lufthavn, en køretur på omkring en halv time. Herfra går turen nu mod øst, hvor Solens Rige venter med nye kontraster, smagsindtryk og oplevelser.
Efter ankomst til lufthavnen i Osaka går du gennem immigrationen og videre til bagageudleveringen. I ankomsthallen bliver du mødt af din chauffør, som står klar med et skilt og sørger for, at du kommer godt fra start på dit japanske eventyr.
Fra lufthavnen går turen mod Osaka, en moderne storby, som ligger ca. en times kørsel væk. Langsomt rejser byens skyline sig i horisonten, mens motorveje, havneområder og tætte boligkvarterer glider forbi. Osaka er energisk, uhøjtidelig og fuld af karakter, og allerede på køreturen fornemmer du byens puls, dens ufiltrerede tempo og levende atmosfære.
Ved ankomst checker du ind på dit hotel, hvorefter du har mulighed for at pakke ud og finde dig til rette, da resten af dagen er til fri afbenyttelse. Har du lyst, kan du tage på en kort gåtur i nærområdet for at ryste rejsen af dig. Gaderne summer af liv, neonlysene blinker over dig, og duften af grillede specialiteter driver ud fra små restauranter med åbne facader.
Osaka kaldes også for “Japans køkken” og er kendt for sin uformelle stemning og stolte madkultur. Her spiser du godt, uanset hvor du går hen, så det er nemt at begynde rejsen på en smagfuld måde, inden du vender tilbage til hotellet og lader roen sænke sig efter en dag fuld af indtryk.


Efter morgenmaden mødes du med din guide i hotellets lobby, hvor der afholdes et velkomstmøde med fokus på at give dig en god og tryg start på din rejse. Her gennemgår guiden programmet for de kommende dage, fortæller om praktiske forhold og svarer på de spørgsmål, du måtte have.
Herefter venter en stemningsfuld gåtur, der fører dig gennem nogle af byens mest karakterfulde kvarterer, kendt for deres levende madkultur og de mange lokale specialiteter, som præger både gadebilledet og byens sjæl.
Turen begynder i det charmerende Shinsekai-kvarter, der ved opførelsen før Anden Verdenskrig blev kaldt “Den Nye Verden“. Områdets arkitektur og atmosfære bærer stadig præg af datidens fascination af både Paris og New York, og gaderne byder på en nostalgisk stemning af svundne tider. Her kan du smage de gyldne kushikatsu-spyd i både kød- og grøntsagsudgaver, som er en af byens mest elskede snacks.
Herefter fortsætter du gennem Osakas livlige centrum til det ikoniske Dotonbori, hvor neonlys, musik og reklameskilte omfavner gaderne, og Glico Running Man troner som et af byens mest kendte vartegn. Din guide tager dig også med til den smalle gyde Hozenji Yokocho, hvor den mosbegroede statue af Fudō Myōō står gemt mellem små restauranter og barer. Her hører du om den lokale bønskik, hvor besøgende stadig overøser statuen med vand som et symbol på respekt og renselse.
Den kulinariske byvandring afsluttes ved Kuromon-markedet, et livligt madmarked med duften af friskgrillet fisk, dampende supper og frugt i præcise, pastelfarvede opstillinger. Her får du mulighed for at smage sprød takoyaki fyldt med blæksprutte, inden du enten fortsætter på egen hånd eller vender tilbage til hotellet med din guide.
Resten af dagen er til fri disposition, så du efter humør kan tage det med ro eller udforske mere af Osakas mange kontraster. På en kort gåtur kan du besøge det ungdommelige Amemura-kvarter med sin kreative energi, eller tage metroen til Umeda Sky Building, hvor udsigten fra det svævende observationsdæk åbner sig over byens funklende skyline.
Har du lyst, kan du også besøge Osaka Castle og gå en tur i den omkringliggende park, som giver et spændende indblik i byens historiske rødder midt i den moderne storby. Er du derimod i shoppinghumør, byder Shinsaibashi på alt fra internationale brands til små lokale specialbutikker, mens Nakanoshima-området med sin gennemstrømmende flod, sine museer og grønne områder giver en rolig kontrast til byens pulserende centrum.
Når aftenen falder på, spejler neonlysene sig i Dotonbori-kanalen, og restauranterne summer af liv, latter og klirrende glas. Du kan gå på opdagelse blandt de mange små izakayaer og spisesteder, hvor menuen spænder fra grillede spyd til dampende nudler. Stemningen er uformel og smittende, og det er let at lade sig rive med af byens energi og lyst til at nyde livet i fulde drag.


Efter en god start på dagen med morgenmad møder du dagens guide, som tager dig med til Shin-Osaka Station, hvorfra du stiger ombord på lokaltoget til Japans første permanente hovedstad, Nara.
Ved ankomst til Nara Station følges du til dit hotel og efterlader din bagage, hvorefter der venter dig en rundtur i Naras gamle købmandskvarter, Naramachi.
Her bevæger du dig gennem smalle gader flankeret af velbevarede træhuse, der vidner om områdets historie som handelscentrum. Undervejs deler guiden levende fortællinger om kvarterets udvikling, handelslivets betydning og hverdagen i det gamle Nara, hvilket giver en dybere forståelse for stedets kultur og traditionelle arkitektur. Du passerer små specialbutikker, hyggelige caféer og mindre museer, hvor historien stadig er nærværende. Stemningen er fredfyldt og autentisk, og kvarteret indbyder til at gå på opdagelse i roligt tempo.
Du besøger også et lokalt sakebryggeri, hvor du introduceres til bryggets historie og betydning i japansk kultur. Du får indblik i den gamle bryggeproces og mulighed for at smage et væld af forskellige varianter. Her oplever du, hvordan smag, aroma og karakter varierer fra bryg til bryg, mens fortællingerne binder oplevelsen sammen og giver en endnu større forståelse for denne stolte tradition.
Herefter er resten af dagen til fri disposition. Med Naramachis charmerende caféer lige i nærheden er det oplagt at finde et sted til frokost, inden du sidst på eftermiddagen kan gå den korte vej til Nara Park. Her åbner landskabet sig med grønne plæner, gamle træer og fritgående dådyr, som roligt bevæger sig rundt mellem besøgende. Parken rummer nogle af Naras mest betydningsfulde seværdigheder, herunder det imponerende Todai-ji-tempel med den enorme bronzestatue af Buddha.
Om aftenen viser Nara sit sande jeg, når dagsturisterne er vendt tilbage mod Kyoto og Osaka. Tempoet falder helt til ro, og du får plads til at opleve byen på egen hånd. Find en af de små restauranter eller izakayaer, hvor du sammen med de lokale kan nyde alt fra frisklavet sushi og tempura til varme nudelretter eller Naras egen specialitet kakinoha-zushi, som er sushi indpakket i kakifrugtsblade.


Dagen i dag er til fri disposition, så du har god mulighed for at opleve endnu mere af Japans første permanente hovedstad, hvor historie, natur og spiritualitet smelter sammen.
Selvom du måske besøgte Todai-ji-templet og Nara Park igår, kan du med fordel vende tilbage og fordybe dig yderligere inden dagens mange dagsturister gør sit indryk. Du kan gå på opdagelse ad parkens stier, nyde den afslappede stemning og måske købe de særlige hjortekiks, som gør dig til en populær gæst blandt de nysgerrige dyr. I samme område finder du også Kōfukuji-templet med sin karakteristiske pagode samt Kasuga Taisha-helligdommen, hvor hundredevis af lanterner leder dig gennem skovklædte stier.
Du kan også søge mod Isuien- eller Yoshikien-haverne, hvor velanlagte stier, små vandløb og nøje komponerede landskaber skaber en fredfyldt ramme. Her kan du opleve japansk havekunst, når den er mest harmonisk, og lade roen sænke sig blandt årstidens skiftende farver.
Ønsker du at udforske mere, kan du tage en tur uden for centrum til nogle af Japans ældste og mest betydningsfulde templer som Horyu-ji, Yakushi-ji og Toshodai-ji, der alle vidner om landets tidlige buddhistiske historie. Alternativt kan du bevæge dig op mod Mt. Wakakusa og ind i den fredede Kasuga Primeval Forest, hvor naturen omslutter dig, og udsigten over Nara belønner din indsats.
Noget af Japans smukkeste natur kan du også opleve på en heldagsudflugt til UNESCO-udnævnte Mt. Yoshino, hvor en kort tur med svævebane fører dig op gennem skovklædte skråninger, der skifter karakter med årstiderne. Her kan du besøge det imponerende Kinpusen-ji-tempel, et af Japans største træbyggerier og et vigtigt centrum for shugendo-praksis. Området indbyder til rolige vandreture langs bjergstier med små templer, lokale butikker og udsigter, der især i kirsebærsæsonen eller i efterårets farver er helt særlige.
Tilbage i Nara kan du runde dagen af i de livlige gader omkring Mochiidonocho og Higashimuki med små butikker, caféer og lokale spisesteder. Når mørket er faldet på, bliver gaderne mere stille, mens lanterner kaster et blødt lys over de historiske bygninger, og stemningen bliver intim og autentisk. Det er en oplagt mulighed for at nyde et roligt måltid, slentre en sidste tur gennem de gamle kvarterer og lade indtrykkene fra dagen falde på plads.


Dagen begynder tidligt, da du på egen hånd skal finde frem til Nara Station, hvorfra lokaltoget skal bringe dig til Kyoto.
Ved ankomst til Japans gamle kejserby står din guide klar på togperronen for at hjælpe dig med at finde frem til dit hotel, hvor du trygt og sikkert kan aflevere din bagage.
Herefter bevæger I jer mod Nijo-slottet, der blev opført af grundlæggeren af Edo-shogunatet. Slottet er omgivet af smukke haver og er kendt for sin særlige arkitektur, sine rigt dekorerede skydedøre og de berømte “nattergalegulve”, som kvidrer, når man går på dem. Gulvene blev oprindeligt konstrueret som en sikkerhedsforanstaltning, så man kunne høre ubudne gæster nærme sig.
Fra historiens vingesus fortsætter I til Nishiki-markedet, en smal handelsgade med mere end 100 små butikker og spisesteder. Markedet kaldes med rette “Kyotos køkken”, for her bugner det af alt fra frisk fisk og syltede grøntsager til søde specialiteter og lokale delikatesser. Det er et livligt sted og en oplagt mulighed for at få en let frokost, som din guide sørger for, og samtidig får du et indblik i de mange råvarer og smage, der kendetegner det japanske køkken.
Dagens kulturelle højdepunkt er uden tvivl deltagelsen i en traditionel teceremoni, hvor du får et unikt indblik i nogle af Japans ældste traditioner. I rolige og intime omgivelser bliver du først budt på en lille japansk snack, inden du får lov til at overvære, hvordan husets kyndige temester tilbereder traditionel japansk matcha-te efter alle kunstens regler. Du smager den færdige te og får en introduktion til ritualets sirlige bevægelser og betydning, hvorefter du under kyndig vejledning selv kan prøve at piske din egen skål matcha til fint grønt skum. Ritualet rummer århundredgamle traditioner og giver et dybt indblik i japansk æstetik, nærvær og respekt for detaljen.
Efter ceremonien er eftermiddagen på egen hånd. Området omkring tehuset er mere lokalt og roligt end de centrale dele af byen, så her får du en fornemmelse af hverdagslivet, som står i fin kontrast til de mere besøgte kvarterer. Har du lyst, kan du herfra tage toget et par stop sydover mod Fushimi Inari-helligdommen, der er kendt for sine tusindvis af røde torii-porte, som snor sig op ad bjergsiden. Gå en tur gennem de ikoniske portaler og mærk stedets hellige stemning, inden du tager turen tilbage mod bymidten.
Aftenen kan du bruge på at suge Kyotos særlige atmosfære til dig og finde dig til rette på en af byens mange gode restauranter. Måske frister lokale obanzai-retter, som du kan nyde på en hyggelig restaurant med udsigt til de oplyste gader, der danner en stemningsfuld afslutning på dagen.


Kyoto gemmer på et væld af templer, helligdomme og charmerende kvarterer, og du bestemmer selv, hvilke sider du vil opleve nærmere, da dagen er uden planlagte aktiviteter. Du kan lade dig inspirere af nedenstående forslag eller se nærmere på en af vores nøje udvalgte tilkøbsture.
Et godt sted at begynde er ved Kiyomizudera-templet i det østlige Kyoto, der gør sig bedst tidligt om morgenen. Oplev, hvordan et af byens vartegn balancerer dramatisk på en træterrasse med udsigt over byen, inden du fortsætter ad de smalle gader i det charmerende Higashiyama-distrikt. Her danner traditionelle træhuse, små butikker og tehuse en fortryllende atmosfære, som leder tankerne tilbage til det gamle Japan. Besøg Kōdaiji-templet med sin elegante japanske have, og nyd den rolige stemning ved Yasaka-helligdommen og den nærliggende Maruyama Park, inden du afslutter turen i det velhavende geishakvarter Gion.
Herefter kan du tage bussen mod nordøst til en af Kyotos største seværdigheder, Ginkaku-ji-templet, også kendt som Sølvpavillonen. Nyd templets enkle elegance og poetiske udstråling, og fortsæt ad Philosopher’s Path, en idyllisk sti langs en lille kanal flankeret af kirsebærtræer. Stien forbinder flere mindre templer og ender ved et af Kyotos mest betydningsfulde zen-templer, Nanzen-ji, der i sig selv er et besøg værd. Herfra kan du fortsætte til Heian Jingū-helligdommen med dens store torii-port og fredfyldte have.
Ønsker du at opleve en anden side af Kyoto, kan du i stedet tage med offentlig transport mod vest til Arashiyama og besøge Tenryu-ji-templet med sin klassiske have og udsigt til de grønne bjerge. Her kan du også gå en tur gennem Arashiyamas berømte bambusskov, hvor høje bambusstammer danner grønne korridorer fyldt med lys og ro. Også værd at opleve er det charmerende Saga Toriimoto-kvarter med sine velbevarede huse og hyggelige stræder.
Selvom Kyoto byder på mange kendte seværdigheder, er det også anbefalelsesværdigt at lægge det vejledende kort til side for en stund og blot lade øjnene guide dig gennem byens gader. Ofte gemmer der sig unikke øjeblikke i de halvtomme sidegader, som byder på alt fra små, charmerende beværtninger og butikker til hellige mini-templer, der spiller en vigtig rolle i mange lokales hverdag.
Når mørket er faldet på, har du endnu en mulighed for at udforske Kyotos kulinariske side. Måske frister et lille spisested med byens særlige kaiseki-retter, hvor hver servering er et lille kunstværk, eller en mere uformel izakaya, der byder på grillede specialiteter og en tår sake.


Dagen begynder med morgenmad, inden du har en halv dag til fri afbenyttelse.
Begynder du dagen tidligt, kan du nå at opleve to af Kyotos mest kendte attraktioner. Med offentlig transport kan du tage turen mod nordvest til det berømte tempel Kinkaku-ji, også kendt som Guldpavillonen. Templets gyldne facade spejler sig smukt i søens rolige overflade og står som et af byens mest ikoniske motiver. Her kan du følge den nøje planlagte rute gennem den tilhørende have, omgivet af årstidens smukke farver.
Herfra kan du fortsætte med bus til Kyotos gamle kejserpalads, som er omgivet af et imponerende parkanlæg, der i sig selv er et besøg værd. Har du en smartphone, kan du få gratis adgang til en velinformerende lydguide, der fortæller om paladset og kejserfamiliens historie, mens du går ad parkens brede grusstier og betragter de velanlagte damme midt i den gamle kejserby.
Inden din togrejse om eftermiddagen kan du finde et spisested til frokost eller gøre som mange japanere og købe en bento box med til turen. De små, sirligt anrettede retter er en oplevelse i sig selv og en oplagt mulighed for at få en sidste smag af Kyoto.
Herefter finder du på egen hånd frem til Kyoto Station, hvor først lyntoget og dernæst Japans berømte højhastighedstog, Shinkansen, bringer dig til Kanazawa med et skifte i Tsuruga.
Efter check-in på dit hotel har du aftenen fri til at opleve byen, der ofte omtales som “Lille Kyoto”. Kanazawa har, ligesom sin navnesøster, formået at bevare sin historiske charme med velholdte samuraikvarterer, tehuse, traditionelle træbygninger og en helt særlig atmosfære, som tydeligt vidner om fortidens elegance.
Som du måske allerede har erfaret, fortolkes det japanske køkken forskelligt fra region til region, og Kanazawa er ingen undtagelse. Byen er kendt for sine friske råvarer fra Det Japanske Hav og særligt berømt for sushi og sashimi af høj kvalitet. Du kan også prøve den lokale specialitet jibuni, en simreret med and, grøntsager og en smag, der afspejler regionens kulinariske finesse. Rundt i de smalle sidegader finder du et væld af intime izakayaer og restauranter, hvor stemningen indbyder til at sætte tempoet ned og nyde både maden og den særlige ro, der kendetegner Kanazawa.


Morgenmåltidet er altid bedst med en god og spændende dag i sigte, og sådan en venter igen i dag.
I hotellets lobby mødes du med din guide, som tager dig med bus til den historiske bjerglandsby Shirakawa-go, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Undervejs kan du nyde turen gennem de naturskønne japanske alper, hvor små landsbyer og naturens årstider præger de skovklædte skråninger.
Ved ankomsten til Shirakawa-go er det svært ikke at blive ramt af landsbyens eventyrlige stemning. Rundt omkring i det fredfyldte landskab ligger de traditionelle gårdhuse med deres stejle stråtage, konstrueret til at kunne modstå områdets kraftige snefald om vinteren. Gårdhusene kaldes gassho-zukuri, som betyder “hænder i bøn”, fordi den særlige tagkonstruktion minder om hænder, der er foldet til bøn.
Når du går gennem landsbyen, føles det som at træde tilbage i tiden. Her får du et indblik i det landlige liv, der gennem generationer har præget området, og du besøger en af landsbyens største og bedst bevarede gårdhuse. Huset fungerede tidligere som hjem for en lokal læge og står i dag som et levende eksempel på regionens traditionelle byggeskik og levevis. Indenfor kan du se de originale rum, redskaber og konstruktioner, som fortæller historien om hverdagen i alperne.
Efterfølgende har du tid på egen hånd til at udforske landsbyen yderligere. Måske frister en kort vandretur op til et udsigtspunkt med panoramaudsigt over de karakteristiske tage eller et besøg i en af de små butikker, der sælger lokale specialiteter og håndværk. Du kan også finde dig til rette på en af de charmerende caféer med en kop kaffe eller lidt sødt, inden turen går tilbage mod Kanazawa.
Er energien til det, kan du afslutte dagen med en spadseretur i Kanazawas historiske geishakvarter, Higashi Chaya-distriktet. Når mørket falder på, oplyses de smalle gader blidt af lanterner, og de velbevarede træhuse fra Edo-perioden danner en stemningsfuld ramme om aftenen. Her sænkes tempoet, og den rolige, elegante atmosfære giver en fornemmelse af at træde tilbage i tiden. Måske hører du dæmpet musik bag en skydedør eller ser silhuetten af en geisha på vej til en aftale, mens byen langsomt falder til ro.


Efter morgenmaden har du et par timer til fri afbenyttelse, inden rejsen fortsætter mod Tokyo med Shinkansen.
Er du tidligt oppe, kan du med Kanazawas velfungerende busnet nå at lægge vejen forbi flere af byens seværdigheder. I Kenrokuen, en af Japans mest anerkendte haver, kan du opleve en stemningsfuld morgenro i smukke omgivelser. Her bevæger du dig gennem et harmonisk landskab af små søer, stenlanterner, te-pavilloner og sirligt beskårne træer, hvor hver detalje er præget af omhu og æstetik. Haven ændrer udtryk med årstiderne og byder året rundt på nye nuancer, dufte og stemninger.
I forlængelse af Kenrokuen ligger Kanazawa Castle, der engang udgjorde centrum for den magtfulde Maeda-klan. De hvidkalkede mure og imponerende porte vidner om byens samuraihistorie, og du kan gå på opdagelse i slotsområdet og i de genopførte bygninger, hvor traditionelle håndværksteknikker stadig er synlige. Sammen giver haven og slottet et levende indblik i Kanazawas fornemme fortid og kan uden hast opleves i et roligt tempo over formiddagen.
Frokosten kan du nyde på det populære Omicho-marked, før du på egen hånd finder frem til Kanazawa Station, hvor Shinkansen bringer dig mod Tokyo med imponerende præcision og hastighed. Læn dig tilbage, nyd komforten og se landskabet glide forbi, mens et nyt kapitel af rejsen begynder i Japans pulserende hovedstad.
Ved ankomst til Tokyo Station træder du ind i et af verdens mest travle transportknudepunkter. Her skal du på egen hånd finde videre til dit hotel med metro eller lokaltog, og selvom det måske kan virke overvældende, er systemet effektivt og velorganiseret. Oplevelsen er på mange måder et billede af alt det, Japan kan, og som særligt i Tokyo imponerer med sin proportion og præcision.
Efter check-in på dit hotel har du mulighed for at udforske det moderne byliv og smage dig gennem alt fra lokale specialiteter til nyskabende cuisine i byens neonoplyste gader. Hovedstaden er berømt for sin Edomae-sushi, men også for sprød tempura, dampende skåle med ramen og små, delikate yakitori-spyd på lokale izakayaer.


Tokyo, en af verdens allerstørste byer, er både mangfoldig og fuld af kontraster, og der findes ingen facitliste for, hvad du bør opleve. De kommende dage er derfor til fri disposition, så du kan udforske den japanske hovedstad efter eget ønske. Du kan lade dig inspirere af forslagene nedenfor og fordele dem over dine dage eller supplere med en af vores spændende tilkøbsture.
Du kan begynde i det livlige Asakusa-kvarter, hvor du finder Tokyos ældste og mest berømte tempel, Senso-ji. Mod templet går du ad Nakamise-dori, hvor duften af nystegte snacks blander sig med fristelsen fra boder fyldt med lykkecharms, vifter og lokale specialiteter. Et par gader derfra hersker en helt anden ro på Kappabashi Street, hvor småbutikker tilbyder japansk porcelæn og kokkeknive side om side. Kigger du op, rejser Tokyo Skytree sig mod himlen som et moderne vartegn. Du kan nøjes med at beundre tårnet nedefra eller, mod forevisning af billet, tage turen op og nyde den betagende udsigt over metropolen.
Vil du kombinere flere af Tokyos ikoniske kvarterer, ligger mange praktisk placeret langs samme toglinje. Fra Yoyogi Park, hvor lokale løber og slapper af i skyggen af de store trækroner, kan du tage til den fredfyldte Meiji-helligdom, der ligger gemt i en tæt skov, hvor grusstier og duften af cedertræ giver ro fra storbyens travlhed. Fortsætter du til Shibuya, kan du hilse på Hachiko-statuen og krydse det verdensberømte fodgængerfelt, Shibuya Crossing, som efter mørkets frembrud byder på et fascinerende menneskemylder, der bedst opleves fra en bar højt over byens gader.
Frokosten kan du indtage på Tsukiji-markedet, hvor små boder serverer frisk sushi, grillede skaldyr og japanske retter, som tilberedes for øjnene af dig. Herfra kan du fortsætte til Akihabara, hvor reklameskilte blinker i alle retninger, og butikkerne bugner af gadgets, tegneserier og figurer. Som kontrast hertil kan du tage videre til Tokyos kejserpalads, hvor voldgrave, alléer og velplejede haver giver et elegant indblik i Japans kejserlige historie. Afslutter du dagen i Shinjuku, har du mulighed for at opleve Tokyos høje skyskrabere, neonlys og livlige gader og tage turen op i Tokyo Metropolitan Government Building for at nyde udsigten over byens lysende hav eller opleve det daglige lysshow på den ikoniske facade.
I modsætning til storbyens tempo kan du også bruge en af dagene på en udflugt uden for Tokyo. I Nikko venter overdådigt udsmykkede templer og helligdomme omgivet af skovklædte bjerge, heriblandt den imponerende Toshogu-helligdom, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Alternativt kan du besøge Hakone Nationalpark, hvor varme kilder, en sejltur på Ashi-søen og på klare dage den ikoniske udsigt til Mt. Fuji udgør dagens højdepunkter.
Uanset hvad dagen har budt på, er aftenen en oplagt anledning til at dykke ned i Tokyos mangfoldige køkken. Du kan vælge en intim sushibar med kun få siddepladser, en livlig ramen-shop med kø ved døren eller en restaurant højt over gadeplan og gøre aftensmaden til endnu et højdepunkt på dagen.

Rejsen nærmer sig sin afslutning, men du vender hjem med kufferten fuld af oplevelser, sanseindtryk og uforglemmelige møder med Sydkoreas og Japans historiske byer, levende traditioner og moderne hverdag.
I god tid inden din flyafgang bliver du hentet på dit hotel og kørt til lufthavnen, hvorfra hjemrejsen mod Europa begynder med en eller flere mellemlandinger undervejs.
Du lander i din valgte lufthavn og kan se tilbage på en rejse, der har budt på stemningsfulde gader og mødet med mange af Sydkoreas og Japans sider - og forhåbentlig plantet en lille længsel efter en dag at vende tilbage.
Børn under 12 år fra 28.595 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 12.695 kr.

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.

Vil du modtage rejseinspiration og nyheder?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag i lodtrækningen om et rejsegavekort på 10.000 kr.