Noget af det mest magiske ved en safari er følelsen af, at det er dig, som er på besøg i dyrenes verden. Når dagen er slut, trækker du dig tilbage til din lejr, mens dyrene fortsætter deres liv, som om intet var hændt.
Derfor er morgenerne på savannen også noget helt særligt. Måske har løverne været på jagt i ly af mørket, eller en stor flok bøfler har skiftet græsgange. Elefanterne er næsten konstant i bevægelse, og alle de nataktive dyr har været på arbejde.
En morgenmad med udsigt til den morgenfriske savanne er derfor noget helt særligt. Træerne står, hvor de stod, da du gik i seng i går - men ellers kan alt være sket!
På en lille høj blot en kort vandretur fra Ikoma sætter personalet borde og stole op, så du kan nyde en vaskeægte "bush breakfast". Menuen varierer lidt, men oftest vil der være frugt, toast samt æg - og naturligvis te og kaffe! Det eneste, du skal gøre, er at tage de lukkede sko på og tage kikkerten om halsen og så følge personalet op på højen. Stien kan godt være lidt ujævn, og derfor får du udleveret en vandrestav, som du kan bruge som ekstra støtte. Selve gåturen er ikke lang - men for at få den bedste udsigt må man op på det højeste punkt!

Ingun er vores Afrika-specialist. Hun rejste til Afrika første gang i 2002 og har mere end 10 års erfaring med at hjælpe andre på deres drømmerejse.