Bangkok på egen hånd – Streetfood-tur i tuktuk
Du vågner til den thailandske hovedstad, som på mange måder er kontrasternes by med futuristiske skyskrabere, der står side om side med historiske templer og moderne skytrains, der snoer sig flere meter over jorden, mens traditionelle flodtaxaer sejler i pendulfart mellem Bangkoks seværdigheder.
Du har dagen på egen hånd indtil sidst på eftermiddagen, hvor du skal på streetfood-tur i tukuk. Indtil da kan du f.eks. slænge dig ved poolen og slikke sol, gå på opdagelse i byen eller tage på en af vores tilkøbsture.
Om eftermiddagen bliver du hentet på dit hotel og kørt til MRT Hua Lamphong Station, hvor din lokale guide tager imod dig. Herfra begiver du dig til fods ind i Bangkoks ældste kvarterer, hvor smalle gyder, gamle handelsgader og små gadekøkkener danner rammen om en aften fyldt med smag, dufte og byliv.
Første smagsoplevelse er en skål ”tom yum wonton”, hvor den klassiske thailandske suppe serveres med fyldte dumplings og byder på en velafbalanceret kombination af stærke, syrlige og aromatiske smage. Herefter følger du duften af grillede spyd til næste stop, hvor satay-spyd med grillet svinekød tilberedes over kul og serveres med en cremet peanutsauce.
Du fortsætter til fods gennem en af Bangkoks mest stemningsfulde gamle handelsgader, hvor historiske butikshuse, gadekunst og ny kreativ energi smelter sammen. Undervejs smager du traditionelle dampede boller, en klassisk snack med rødder i områdets kinesiske kultur og et symbol på held og velstand.
Herefter hopper du igen ombord i en tuktuk og suser gennem Chinatown, hvor neonlys og travle gader skaber en helt særlig atmosfære. Der gøres et kort stop ved den 27 meter høje Giant Swing, som er et historisk og kulturelt vartegn ved templet Wat Suthat Thepwararam og som er smukt oplyst om aftenen og oplagt til fotos.
Aftensmaden nydes på en lokal restaurant, som har serveret Pad See Ew i mere end 40 år. Den populære nudelret er et godt eksempel på, hvordan kinesiske madtraditioner har sat deres præg på det thailandske gadekøkken.
Aftenen rundes af med en stemningsfuld køretur forbi Grand Palace og City Pillar, inden du ankommer til flodbredden over for Wat Arun. Templet står smukt oplyst på den anden side af Chao Phraya-floden og danner kulisse for turens sidste stop.
Her slapper du af på en rooftop-bar ved floden med en drink, mens du nyder udsigten og stemningen. Bangkok føles sjældent mere levende end netop her.
Efterfølgende bliver du kørt tilbage til hotellet, medmindre du vælger at blive hængende lidt længere på egen hånd.