På denne heldagstur venter der dig en eventyrlig dag med enestående oplevelser for både store og små. Det maleriske natursceneri ved Ba Na Hills i Truong Son-bjergene kan tage pusten fra de fleste, og du mærker suget i maven, når du i kabelbanen svæver hen over både jungle og vandfald op til den spektakulære Golden Bridge, der strækker sig højt over det frodige bjerglandskab. På toppen af bjerget kan du glæde dig til flere eventyrlige oplevelser i selve forlystelsesparken.
Guiden henter dig på hotellet fra morgenstunden, og efter ca. 1,5 times køretur ankommer du til kabelbanen, der tager dig på en smuk 15-minutters tur op i ca. 1.400 meters højde. Et imponerende syn møder dig her, hvor den gyldne bro pludselig dukker op båret af to gigantiske hænder. Broen stod færdig i 2018 og er hurtigt blevet verdenskendt for sin spektakulære udformning midt i det smukke bjerglandskab. Broen er designet, så det ser ud, som om de enorme hænder løfter den op over landskabet som et fortov i himlen.
Området omkring kabelbanens mellemstation blev oprindeligt etableret i 1919 af den franske kolonimagt bl.a. på grund af de køligere temperaturer, der typisk ligger omkring 10 grader under temperaturen nede ved kysten. Her bliver der tid til at gå rundt i de smukke og farverige blomsterhaver, også kaldet ”Le Jardin d’Amour”, Kærlighedens Have, hvor også en gigantisk hvid Buddha skuer ud over bjergkanten og de frodige bakker.
Videre med kabelbanen op til toppen af bjerget bliver du budt velkommen af slotstårne. Du befinder dig nu i hjertet af parken, og et eventyrligt landskab med forskellige skiftende temaer åbner sig for dig med f.eks. karneval i Rio, en fransk landsby, et japansk tehus og meget mere. Her har du fri adgang til de fleste forlystelser for både børn og voksne.
Efter en dejlig frokost kan du på egen hånd springe ud i forlystelserne, gå rundt og nyde omgivelserne, købe souvenirs eller tage et hvil på en af de mange caféer og restauranter.
Mættet af indtryk går turen tilbage mod Hoi An, og du er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.
Varighed: ca. 9 timer.
Denne tur foregår kun med TourCompass’ egne gæster.
Vi anbefaler, at du booker turen i forbindelse med bestilling af rejsen.

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.