ForsideLak Tented Camp

Lak Tented Camp

Lak Lake

Lak Tented Camp ligger fredeligt ved bredden af Lak Lake, omgivet af grønne bjerge og rismarker, ca. 50 km syd for Buon Ma Thuot. Du ankommer hertil med båd. Allerede under sejlturen lægger du mærke til det særlige ved stedet: roen, naturen og følelsen af at være langt væk fra det hele.

Campen har 23 værelser fordelt på 4,8 hektar. Her skal du ikke forvente femstjernet luksus, men i stedet tusindstjernede øjeblikke under åben himmel. Alt er bygget med fokus på bæredygtighed og minimal indgriben i landskabet, så du kan fordybe dig i naturen uden forstyrrelser. Strømmen kommer fra solenergi, søen virker kølende i dagens varme, og om natten er det firben og gekkoer, der sætter stemningen. Lak Tented Camp er fuld af små overraskelser. 

Campen ligger i frodige omgivelser. Her bor du som udgangspunkt i et af campens rummelige telte med søudsigt. Teltene er bygget på pæle og indrettet i en enkel og gennemtænkt stil. Hvert telt byder på 32 m² inkl. privat veranda og har enten dobbeltseng eller to enkeltsenge, som efter behov kan sættes sammen til én stor. Her er myggenet, aircondition og ventilator, kildevand på flaske, te og kaffe samt praktiske faciliteter som lommelygte, klipklappere, paraply og hårtørrer. Uden for hvert telt har du dit eget badeværelse med bruser og samt eget toilet. På verandaen står et håndlavet bord med stole og inviterer til stille morgener med søudsigt og aftener i skumringen.

Y LAK Restaurant er en integreret del af oplevelsen på Lak Tented Camp. Den ligger i et traditionelt M’nong langhus i træ, nænsomt restaureret, og her kan du vælge at sidde i den rummelige spisesal eller ude på en af de to terrasser med udsigt til søen. Her serveres frisk og sund mad lavet på lokale råvarer og grønt fra campens egne haver med kaffe, kakao, frugt og grøntsager. Menuen er enkel med inspiration fra områdets smagskultur. Der er ikke et væld af internationale retter, men det, der serveres, er udvalgt med omhu og tilberedt med omtanke.

Lak Tented Camp er skabt i tæt samarbejde med lokalbefolkningen og drives af folk fra M’nong-minoriteten i de nærliggende landsbyer. De er varme, imødekommende og nysgerrige, og deres venlighed bliver ofte et af de minder, gæster tager med sig hjem. Servicen er ikke nødvendigvis strømlinet, men viljen til at lære og udvikle sig er stor. Du bliver mødt med oprigtig interesse, og byder du ind med lidt engelskundervisning, deler de gerne et par M’nong-ord til gengæld.

På Lak Tented Camp venter et ophold, hvor du får mulighed for at koble af fra hverdagens travlhed og genfinde forbindelsen til naturen.

Asien
Mira Lindholm

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14