I dag venter en spændende byrundtur til nogle af Hanois mest ikoniske seværdigheder.
Du bliver hentet på hotellet af din guide, og dagen starter med en vietnamesisk kaffe på en lokal café med udsigt over Hoan Kiem-søen, som er byens grønne hjerte og et naturligt samlingspunkt for både unge og gamle hanoianere.
Herfra går du over den ikoniske Huc-bro til Ngoc Son-templet, som ligger midt i den smukke Hoan Kiem-sø. Broens navn betyder “stedet, der røres af morgensolens stråler”. Her hører du legenden om kejseren, det magiske sværd og kæmpeskildpadden og får indblik i, hvordan søen fik sit navn og sin særlige betydning for byen.
Du bliver herefter kørt til Litteraturens Tempel, som er et fredfyldt kompleks opført i 1100-tallet af elever af den kinesiske filosof Confucius. Med næsten 1.000 år på bagen er templet et sjældent og velbevaret eksempel på traditionel vietnamesisk arkitektur, komplet med søjlegange, damme og grønne gårdhaver, hvor unge studerende stadig kommer for at bede om held til deres eksamener.
Dagens frokost nydes på restauranten KOTO, som er mere end blot et spisested. KOTO står for ”Know One, Teach One”. Restauranten uddanner og støtter unge vietnamesere fra udsatte kår og giver dem en professionel uddannelse og en ny start på livet med både faglige og personlige kompetencer til et varigt job, samtidig med at der serveres velsmagende vietnamesiske retter. Du kan læse mere om restauranten her.
Turen fortsætter i en traditionel cykeltaxa – også kaldet en cyclo – gennem det gamle kvarters labyrint af smalle gader og livligt handelsliv. Det gamle kvarter er kendt for sine 36 gader, som oprindeligt blev opkaldt efter de varer, der blev solgt her: bambus, silke, papir og blik. I dag lever mange af gadens navne videre, og stemningen emmer af lokal charme, hvor hanoianerne stadig handler, småsnakker og serverer dampende pho fra gadekøkkenerne.
Efter en spændende cyclotur besøger du den historiske Long Bien-bro, som er et ikonisk vartegn fra den franske kolonitid, opført i begyndelsen af 1900-tallet. Den karakteristiske jernbro strækker sig over Den Røde Flod og blev hårdt beskadiget under Vietnam-krigen, men står i dag som et stærkt symbol på Hanois modstandskraft og historie. På broen får du et levende indblik i hverdagslivet i Hanoi med lokale, der kører på scooter til og fra arbejde side om side med cyklister og fodgængere. Kigger du ned fra broen, ser du det travle Long Bien Marked, hvor der er aktivitet fra tidlig morgen, mens udsigten over floden skaber en rolig kontrast til byens puls.
Dagens sightseeingtur rundes af med en forestilling i vanddukketeater, som er en flere hundrede år gammel vietnamesisk tradition, hvor dukker danser på vandets overflade til levende musik og klassisk fortælling.
Efter en spændende dag køres du retur til dit hotel, og du har aftenen på egen hånd.