TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerDerfor skal du (stadig) rejse!

Derfor skal du (stadig) rejse!

03.03.2024  |  opdateret: 22.04.2024
Vis alle indlæg

Kvinde kigger ud i horisonten i Tanzania

“At rejse er at leve”

Sådan skrev den danske forfatter H.C. Andersen i “Mit livs eventyr” i midten af 1800-tallet. Og for os er det lige så aktuelt i dag, som dengang. Der er ikke noget, der slår det at opdage nye steder og at mærke helt ind i sjælen, hvad en rejse gør ved os.

Men det at rejse bliver hele tiden udfordret.

Det kan være udfordringer i klimaet, der er vigtigt for os alle at få løst, eller verdensomspændende kriser, som coronavirus sendte os ud i. Vigtige udfordringer, der gør os usikre på, om vi i stedet bør blive hjemme.

Hvorfor skal du fortsat rejse?

Hvis du spørger os, skal du stadig rejse.

Men hvorfor skal du det? Når der nu altid er noget og nogen, der taler for, at du skal blive hjemme?

Vi giver dig her 3 grunde:

1) Du støtter lokalsamfundet

Lokal kvinde i Cusco i Peru

En stor del af verdens befolkning arbejder inden for turisme, og i 2019, kom mere end 10 % af verdens samlede bruttonationalprodukt herfra.

Og hvad vil det sige?

Det vil sige, at når du rejser ud i verden, er du med til at støtte de lokalsamfund, som du rejser til.

Lokalsamfund, som lever af, at blandt andet vi kommer på besøg.

Det gælder alle lige fra guiderne på Bali, bærerne på Kilimanjaro, rangers i nationalparkerne, de små masai-samfund i Kenya, børnehaver og skoler, diverse underleverandører osv.

(Ansvarlig) turisme er med til at skabe jobs i mange forskellige sektorer i de lokale samfund. Det er med til at bevare den lokale kulturarv, fordi besøgende skaber en efterspørgsel efter disse autentiske oplevelser, og det bidrager til, at de lokale bibeholder deres traditioner og kultur. Penge fra turisme bliver desuden reinvesteret og er med til at udvikle bl.a. lokal infrastruktur og uddannelsesinstitutioner og fostre incitament for at små virksomheder kan trives.

Når du rejser, er du altså også med til at forbedre de lokales leveforhold, økonomi, arbejdsforhold og uddannelse.

Hos TourCompass arbejder vi aktivt med at vælge de helt rigtige, lokale samarbejdspartnere, så vi, som rejsebureau, er med til at sikre, at de penge du som gæst bruger, også bliver i de respektive lande, og derved kommer de lokale til gode.

2) Du støtter dyrelivet

Chimpanser i Kyambura Gorge i Uganda

Det hænder, at vi får kommentarer om, at vi skal lade dyrene være – at vi ikke må forstyrre dem.

Men mange af verdens dyrearter ville formodentlig være i fare, hvis ikke det var for os, der kommer på besøg.

Hvad de fleste ikke tænker over er, at mange af de dyr, der lever på vores destinationer, blandt andet lever, fordi vi kommer og besøger dem.

Hvis ikke nationalparkerne har incitament – penge – til at holde åbent, så er der ingen til at passe på dyrene og beskytte dem, eksempelvis mod krybskytteri. F.eks. steg nogle former for krybskytteri under Covid-19 (bl.a. krybskytteri efter føde – bushmeat), sandsynligvis fordi besøgende og ansatte ikke var der til at passe på dyrene. Når turismen forsvinder, forsvinder pengene også. Og dermed også finansieringen til de projekter, der er med til at bevare og styrke den lokale biodiversitet, og det rammer særligt hårdt i de mindre udviklede lande. F.eks. anslår FN, at op mod 80 % af besøg på mange destinationer i Afrika skyldes dyrelivet.

Så det, at du gerne vil se dyrene i deres rette element, er ofte med til at redde selvsamme dyrearter.

Derudover eksisterer mange forskningsprojekter takket være støtten fra turister, f.eks. projekter, der forsker i truede dyrearter, og “børnehjems”-projekter, der tager sig af sårbare dyr. Det gælder eksempelvis elefanterne i Changchill i Thailand, der blandt andet tager sig af elefanter, der tidligere har ”arbejdet” i underholdningsindustrien, og Jane Goodall’s Chimp Eden i Sydafrika, der er et rehabiliteringscenter for chimpanser.

Selvfølgelig er det en balance.

Det er vigtigt, at vi som rejsebureau, ikke lukrerer på dyr, der lever i fangenskab udelukkende for at underholde besøgende. Det er noget, vi tager aktivt afstand fra, ligesom vi aktivt bidrager til projekter, der støtter truede dyrearter. Vi gennemgår jævnligt vores rejser for at sikre, at vi tilbyder oplevelser med dyr, som vi kan stå inde for. Faktisk er vi kategoriseret som et dyrevenligt rejsebureau ved World Animal Protection, hvilket er for virksomheder, der har sagt nej til al underholdning med vilde dyr i fangenskab.

3) Du gør noget godt for dig selv

Kvinde i orange kjole, længer sig op ad orange væg i Izamal i Mexico.

Flere undersøgelser har vist, at når du rejser, så gør du noget godt for dig selv.

En rejse er med til at gøre dig sundere, blandt andet fordi en ferie mindsker stress og er med til at fordre øget velvære og glæde.

Foruden de helbredsmæssige fordele, så er en rejse ud i verden også med til at udvide din horisont og er på mange måder med til at ændre dig. Du kommer ud af din komfortzone og lærer om andre kulturer, du spiser anderledes mad og du får masser af nye oplevelser, som du kan se tilbage på resten af dit liv.

Kort sagt. En rejse er balsam for sjælen.

At rejse gør verden til et bedre sted

Som rejsebureau arbejder vi mere og mere målrettet med ansvarlighed og bæredygtighed – hvor paradoksalt det måske end lyder. Vi ved, at vi også har et ansvar, og vi arbejder ambitiøst på at være en del af del af løsningen på de udfordringer, verden står over for. Og vi gør det, mens vi oplever den enestående verden, vi lever i, bl.a. på grund af de tre grunde herover.

Så næste gang du overvejer, om det er bedre at blive hjemme, så husk som minimum på disse tre vigtige grunde til, at du skal blive ved med at rejse.

Dermed ikke sagt, at du skal rejse hvert år, eller sågar, at det ikke er fantastisk også at blive hjemme, når du har ferie, hvor du i øvrigt støtter lokal turisme – men snarere, at der OGSÅ er årsager til, at du skal rejse ud i verden og opleve.

Helt kort, tror vi på, at det at rejse og opleve er med til at gøre verden til et bedre sted.

10 simple tips til at rejse mere bæredygtigt

lille, lokal butik i Purmamarca i Argentina og en pige, der sidder i døråbningen.

Afslutningsvist har vi samlet 10 tips, som du som rejsende selv kan have fokus på for at rejse lidt mere bæredygtigt.

1) Vælg et flyselskab, der har fokus på at reducere deres CO2-udledninger i tråd med Paris-aftalen.

2) Rejs uden for højsæsonen og vær med til at minimere overturisme, de steder, hvor det kan være en risiko.

3) Minimer dit forbrug af plastik ved at genanvende vandflasker (medbring evt. din egen) og sig nej til engangsplastik, særligt de steder, hvor der ikke er fokus på affaldshåndtering. Smid i øvrigt aldrig dit affald andre steder end i skraldespanden – og tag det med dig, hvis ikke der er nogen.

4) Hvis du køber souvenirs, så køb de ”rigtige” souvenirs. Køb varer, der er produceret lokalt, hvor indtægten bliver lokalt.

5) Spar på vandet, f.eks. ved at genbruge dine håndklæder og kun bede om rengøring af dit værelse, når det er nødvendigt.

6) Brug lokale guides – så får du ikke bare den mest autentiske viden, men pengene bliver også lokalt.

7) Pas på naturen og respekter den ved at følge stier og eventuelle andre regler, der er i nationalparker og naturområder.

8) Respekter dyrelivet ved at opleve dyrene i deres naturlige omgivelser og deltag ikke i shows eller anden underholdning med dyr i fangenskab.

9) Sæt dig ind i lokale skikke og traditioner for at vise respekt for de samfund, du besøger.

10) Sørg for at vælge et rejsebureau eller en rejseudbyder, der har fokus på ansvarlig turisme og rejsepraksis.

Du kan læse mere om hvert punkt i vores blogindlæg: 10 tips til at rejse (lidt) mere bæredygtigt.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende