ForsideNyheder og rejseartiklerTag en slurk: 10 steder at drikke vin uden for Europa

Tag en slurk: 10 steder at drikke vin uden for Europa

07.11.2025
Vis alle indlæg

Par, der skåler i vin i Okanagan-dalen i Canada

Findes der noget bedre end smagen af solmodne druer, der langsomt glider ned som fløjl i halsen?

Uanset, om du er typen, der suger en masse luft ind, når du tager en slurk af et glas vin (du ved, hvem du er), eller bare kan lide at nyde et glas vin, uden at du behøver at vide, hvilken drue, du drikker, så er det en enestående oplevelse at sidde i smukke omgivelser og drikke et glas lokalt-produceret vin.

I Europa er det ofte de europæiske vine, der løber med opmærksomheden. Vi udforsker 10 smagsuniverser uden for Europa, der bare venter på at blive opdaget.  

Fra drue til dråbe: Vinens vej til glasset

Vinkælder med tønder af vin

Vin er ikke bare vin. Bag hver flaske gemmer der sig et ældgammelt håndværk, hvor druerne håndteres med omhu, og kærligheden til faget kan mærkes i hver eneste slurk.

Vinfremstillingsprocessen, der kan variere afhængigt af den tilsigtede vinstil, starter typisk med, at druerne høstes og knuses til en saft, der får lov til at gære. Herefter modnes vinen – typisk i en egetræs- eller stålbeholder – over en længere periode, hvorefter den filtreres og tappes på flaske.

Det er dog mere end blot vinfremstillingsprocessen, som afgør smagen. Andre faktorer som f.eks. klimaet og jordbunden spiller en lige så stor rolle, og vine fra forskellige dele af verden har derfor hver deres helt unikke karakter og særlige essens.

Hver eneste tår, du drikker, fortæller derfor sin egen unikke historie og giver dig indblik i det pågældende område på en helt speciel måde.

10 destinationer med stolte vintraditioner 

Vil du forkæle dine smagsløg med udsøgte dråber fra hele verden? Vi har samlet 10 destinationer, der sikrer dig uforglemmelige smagsoplevelser.

Kelowna, Canada: Sødlige isvine blandt bølgende vinmarker 

Vinterlandskaber i Okanagan-dalen i Canada

I hjertet af Okanagan-dalens bakkede landskaber finder du byen Kelowna, som er et af Canadas førende vinområder.

Kelowna er særligt kendt for sin ikoniske isvin, der har fået sit navn, da druerne plukkes om vinteren og presses, mens de stadig er frosne. Det giver vinen en karakteristisk sødme. Resultatet bliver en lækker dessertvin, der forkæler dine smagsløg med de blødeste, sødlige toner.

Udover smagsoplevelser i verdensklasse, byder Kelowna også på betagende udsigter over Okanagan-søen, der omkranses smukt af skovklædte bakker og frodige vinmarker – perfekt til at nyde en stille stund med et smagfuldt glas isvin.  

Vinlandet, Sydafrika: Verdenskendte vine i billedskønne omgivelser

Smuk vinplantage i Stellenbosch i Sydafrika

I det sydafrikanske vinland, der ligger en lille køretur nordøst for Cape Town, kan du få spektakulære vinoplevelser med udsigt. Her breder de grønne vinmarker sig malerisk over de bakkede landskaber, og små hvidkalkede vingårde skyder forskudt op i de charmerende omgivelser.

Området, der er fremragende til vindyrkning, har verdensberømte vine, der vinder stigende popularitet verden over. Dette gælder f.eks. den smagfulde Pinotage, der er en krydsning mellem druerne Pinot Noir og Cinsaut/Hermitage, og som kun dyrkes i Sydafrika. Vinen er højtelsket blandt vinentusiaster, og du kan bl.a. glæde dig til at nyde den, når du besøger populære områder som Stellenbosch, Franschhoek og Paarl.

Mendoza, Argentina: Smagfulde druer fra det sydamerikanske vinparadis 

Vinmarker i Mendoza med udsigt til Andesbjergene

Mendoza, som er en af Argentinas ældste byer, er den argentinske vinindustris bankende hjerte.

Byen, der ligger smukt placeret for foden af Andesbjergene i den vestlige del af Argentina, er hjemsted for mere end 70 % af landets samlede vinmarker. Det gør Mendoza til Argentinas vigtigste vinprovins. Mendoza er derfor også passende kendt som landets vinhovedstad og tiltrækker vinelskere fra hele verden.

Ud af det samlede areal er cirka 21 % af vinmarkerne dedikeret til druesorten Malbec. Under de forkerte dyrkningsforhold giver druesorten en sur og dårlig vin, men i Mendoza er forholdene helt perfekte, og druesorten giver derfor den lækreste rødvin, der ofte regnes for at være en af verdens bedste.

Napa Valley, USA: Verdensklasse vin i solrige omgivelser

To glas vin med udsigt til Napa Valley

I den solrige stat, Californien, finder du det fantastiske Napa Valley, hvor vinsmagningseventyr i verdensklasse venter.

Selvom Napa Valley er forholdsvist lille med en længde på 50 km og en bredde på 5 km, byder området på stor variation i jordtyper og klima, hvilket gør det muligt at producere et utroligt udvalg af forskellige vintyper. Napa Valley regnes derfor ofte for at være en af verdens førende vindestinationer.

På nogle af områdets mere end 500 vingårde kan du bl.a. se frem til at smage på formidable druesorter som f.eks. Chardonnay, Merlot og Zinfandel. Et besøg i Napa Valley er dog ikke komplet, før du har smagt på kronjuvelen Cabernet Sauvignon, som området er særligt kendt for at producere.

Barossa Valley, Australien: En smagsrejse, der pirrer sanserne

Solnedgang over vinmarker i Barossa Valley i Australien

Barossa Valley, der ligger tæt på storbyen Adelaide i den sydlige del af Australien, er en af verdens største vinregioner med et areal, der strækker sig over 11.000 hektarer.

De naturskønne vinmarker, der strækker sig vidt gennem de åbne landskaber, er blandt Australiens ældste og har nogle af landets mest eftertragtede vine, som druesorten Shiraz, der giver en rig og fyldig rødvin.

Rødvine er dog langt fra det eneste, som vinproducenterne i Barossa Valley kan tilbyde. Det solrige, middelhavsagtige klima skaber perfekte betingelser for delikate hvidvine som f.eks. Chardonnay, der forkæler ganen med livlige, aromatiske nuancer.

Waiheke Island, New Zealand: En naturskøn oase for vinelskere

Et glas rødvin med udsigt til vinmarker på Waiheke Island

Waiheke Island er en naturskøn perle på New Zealands Nordø, der er kendt for sin fremragende vinproduktion, der har vundet anerkendelse verden over.

På trods af sin beskedne størrelse leverer Waiheke Islands vinmarker storslåede smagsoplevelser, som begejstrer sanserne og imponerer smagsløgene. På de mere end 30 vingårde, der findes på øen, kan du smage på alt lige fra fyldige rødvine som Bordeaux-blends og Merlot til forfriskende hvidvine som Pinot Gris og Chardonnay.

Foruden sin vinproduktion fortryller Waiheke Island også med sine smukke strande, store gæstfrihed og livlige kulturscene, der gør ethvert besøg til en uforglemmelig oplevelse.

Yarra Valley, Australien: Traditionsrige vine og formidable udsigter over vinrankerne 

Vinranker i Yarra Valley i Australien

Et stykke øst for Australiens pulserende storby Melbourne ligger det idylliske Yarra Valley, hvor bølgende vinmarker og smukke omgivelser skaber de perfekte rammer for en uforglemmelig vinoplevelse.

Vinproduktionen i Yarra Valley trækker rødder tilbage til starten af 1800-tallet, hvor de første vingårde blev anlagt i området. Sidenhen er vinproduktionen vokset støt og drives i dag af mere end 80 vingårde, der producerer et væld af forskellige vine.

Chardonnay og Pinot Noir fremhæves ofte som højdepunkterne blandt Yarra Valleys vine, men druesorter som Shiraz og Nebbiolo trives også i området.

Santa Ynez Valley, USA: Hvor delikate smagsnuancer møder dansk ”hygge”

Vinmarker i Santa Ynez ved solnedgang

Kører du mod Santa Barbara ad Californiens famøse Highway 1, kommer du gennem det charmerende Santa Ynez Valley, der ligger smukt placeret mellem grønne vinmarker og bølgende bakkelandskaber.

Santa Ynez Valley er hjemsted for en lang række vingårde, der producerer nogle af de fineste vine i Californien, hvilket bl.a. inkluderer en fremragende Chardonnay, Pinot Noir og Syrah.

Drømmer du om en unik vinoplevelse, kan du med fordel besøge den lille ”dansker-landsby” Solvang i Santa Ynez, hvor de små stråtækte huse, traditionelle vindmøller og den hyggelige atmosfære skaber de perfekte rammer for en mindeværdig vinsmagning med et kulturelt tvist.

Yamanashi, Japan: Et undervurderet vinunivers for foden af Fuji-bjerget 

Et glas vin med udsigt til Mount Fuji

Japan er måske ikke det første land, man forbinder med vin, men faktisk gemmer landet på et overraskende udvalg af kvalitetsvine og unikke smagsoplevelser.

De bedste vine finder du i Japans førende vinregion, Yamanashi, der ligger 1,5 times køretur væk fra Tokyo. Den prestigefyldte vinregion er bl.a. kendt for sine vine lavet af druesorten koshu, der er unik for Japan, og som i 2014 vandt guldmedaljen ved verdens største vinkonkurrence, Decanter World Wine Awards.

Yamanashi ligger smukt placeret mellem det majestætiske Fuji-bjerg og de bølgende bakker i Koshu-dalen, så på et besøg her er du også sikret storslåede naturoplevelser.

Central Otago, New Zealand: Saftige druer fra nogle af verdens sydligste vinmarker

Central Otago i efterårsfarver

Central Otago, der ligger på New Zealands naturskønne Sydø, er en af verdens sydligste vinregioner.

Midt i den storslåede natur, breder vinmarkerne sig smukt over landskabet og danner grobund for nogle af New Zealands største vine.

Du kan bl.a. se frem til at smage på nogle af verdens bedste Pinot Noir, som er den dominerende drue i Central Otago, samt et væld af karakterfulde hvidvine, der imponerer med deres finesse og unikke smagsnuancer.

Vil du tilfredsstille din (rejse)tørst? 

Kvinde med et glas vin i hånden på vingård i Afrika

Uden for Europas grænser venter vinoplevelser, der både forkæler dine smagsløg og eventyrlyst. Og hvis du elsker god mad, kan du gå på opdagelse i verdens bedste byer for foodies, hvor mad og drikke går op i en højere enhed.

Kontakt vores rejsespecialister i dag, og find den rejse, der opfylder dine smagsdrømme!

Skål!

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende