TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerRejseberetning fra Kilimanjaro: Et familieeventyr til Afrikas top

Rejseberetning fra Kilimanjaro: Et familieeventyr til Afrikas top

12.03.2025
Vis alle indlæg

Claus med familie på toppen af Kilimanjaro

I starten af 2025 besteg vores CEO, Claus, Kilimanjaro sammen med sin familie. En magisk oplevelse, som vil have en plads i deres hjerter for livet. Læs om hans oplevelser herunder.

Hvis du skulle få lyst til at give dig selv og din familie en oplevelse for livet og en stor udfordring, så er en bestigning af Kilimanjaro måske også noget for jer.

I februar 2025 tog min hustru, vores to voksne døtre og jeg udfordringen op og besteg Kilimanjaro via Machame-ruten. Vi havde inkluderet en ekstra akklimatiseringsdag for at øge sandsynligheden for, at vi alle kunne nå toppen.

Familj går samman med transportörer

Du behøver ikke være marathonløber eller professionel bjergbestiger for at bestige Kilimanjaro. Hvis du er i fornuftig form og forbereder dig godt, har du gode chancer for at nå toppen af Afrika samtidig med, at du oplever noget af den smukkeste natur, verden har at tilbyde.

Bestigningen starter i 1.800 meters højde ved Machame Gate og går derfra mod Uhuru Peak – toppen af Afrika i 5.895 meters højde.

Fra første skridt går det opad med vandring delvis på stier og delvis på klippeveje, hvor der også skal klatres.

Claus og Rikke nyder udsigten på Kilimanjaro

Undervejs oplevede vi den mest fantastiske natur, og jo højere vi kom op, desto flottere blev landskaberne. Over 5.000 meter er der bare gold ørken med lavasten og støv. Vi tænkte, at sådan her må det se ud på månen eller på Mars. Virkelig smukt og enestående. Det er magisk at opleve solopgangene og -nedgangene i de forskellige klimazoner, som vi kom igennem undervejs – for slet ikke at tale om måneskinnet og de stjerneklare aftener og nætter. Her så vi stjernerne tydeligere, end vi nogensinde har set dem før.

Smuk solopgang over lejr på Kilimanjaro

Alle de gode råd vi fik om at gå langsomt, drikke rigeligt og spise, når vi kunne, er meget vigtige at overholde. Efterhånden som vi kom ad bjerget mærkede vi nemlig alle, hvordan højderne påvirkede vores kroppe. Appetitten blev anderledes, og det var til tider ikke nemt at indtage de nødvendige kalorier for at holde kroppens energiniveau oppe. Vores kræfter var heller ikke de samme i højderne, og vi blev hurtigere trætte, end vi normalt gør.

Familie går på rad og række op ad Kilimanjaro

Her var guidernes hjælp og opmuntring ganske uundværlig. Vores guider var topprofessionelle – de havde helt styr på højdesygesymptomerne, og på hvordan man behandler det, og de var virkelig gode til at guide os til at spise og drikke det rigtige på de rigtige tidspunkter undervejs. Og lidt sportspsykologer var de såmænd også, når de hjalp os med at holde fokus på målet – Uhuru Peak.

Guide med familie på Kilimanjaro

Vores sammenhold i familien var stærkt. Vi var alle opsatte på, at vi ikke bare skulle nyde turen undervejs, men vi ville også nå toppen. Og endelig, efter 5 dages bestigning, nåede vi Uhuru Peak. Det var en eftermiddag i bragende solskin, vindstille, minus 5 grader og sne på toppen. Det kan ikke beskrives med ord, hvor fantastisk en følelse det var, da vi alle 4 stod på toppen sammen – at have gennemført og samtidig få mulighed for at opleve denne mageløse udsigt over Afrika. Det var og er et af de smukkeste syn, vi nogensinde har oplevet, og det var hele bestigningen værd.

På vej mod Uhuru Peak i solskin

Det er ikke kun vores guider, som skal have en kæmpestor tak for sikkert at styre os til toppen. Hele Kilimanjaro-holdet, som var med os, fortjener meget stor ros for at have deres andel i, at vi kunne gennemføre bestigningen. Vores kokke lavede rigtig god mad og sørgede godt for os undervejs. Vores hold af bærere var helt fantastiske. Utroligt hårdføre – de bar mad, telte, borde og alt andet, vi havde brug for, op ad bjerget i et tempo, vi andre slet ikke kunne følge med i. Og når vi nåede lejren, var alt sat op, og vi blev mødt med smil og sang. Det var både imponerende og utroligt motiverende.

Hele Kilimanjaro-holdet på en solrig dag

Opstigningen tog 5 dage og nedstigningen 1,5 dag. Det går meget hurtigere nedad, da det er mindre energikrævende end at bevæge sig op ad bjerget, og efterhånden som vi kom ned, kom kroppen også tilbage til normalen igen.

Bestigningen af Kilimanjaro var for vores familie en unik, fantastisk og uforglemmelig oplevelse – og helt sikkert en af de der oplevelser for livet, som allerede har fået en særlig plads i vores hjerter.

Claus,

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende

Se vores ruter til Kilimanjaro herunder: