Mød vores guider: Hanh & Chi fra Vietnam

Vis alle indlæg

Close-up af Hanh og Chi, som er guider i Vietnam

En rejse er meget mere end de seværdigheder, du ser. Det handler mindst lige så meget om de mennesker, du møder – ikke mindst guiderne.

Men hvem er de her mennesker, der viser dig rundt, deler deres viden og fortæller om livet i deres hjemland?

I vores serie ”Mød vores guider” kan du komme lidt tættere på nogle af de mennesker, der arbejder ude på vores destinationer.

I dette indlæg går rejsen til Vietnam, hvor du skal møde Hanh og Chi. De fortæller om glæden ved at arbejde som guider og det, de håber, at du tager med hjem fra en rejse i deres hjemland:

Den lokale kultur og menneskene, du møder undervejs.

Hanh

Hanh står sammen med en gruppe rejsende på en rismark i Vinh Long

Hanh møder vi i Mekongdeltaet, hvor hun både kommer fra og arbejder som guide. Hun har været guide i 10 år og elsker at møde mennesker fra hele verden. Hun holder af at lære fra sig, og som guide får hun mulighed for at dele sin viden og give gæsterne indblik i sin kultur og livet i sit hjemland.

Når vi spørger ind til hendes yndlingssteder at vise frem, nævner hun ikke en stor seværdighed eller en bestemt by. Derimod er det de helt lokale oplevelser, hun fremhæver. Hverdagslivet i lokalsamfundene, hvor noget så enkelt som risplantning kan være en del af oplevelsen.

Hanh sætter stor pris på, når mennesker arbejder hårdt for at forbedre samfundet. Én af hendes mest mindeværdige oplevelser som guide er, da hun oplevede at en lokal familie fik økonomisk hjælp til at bygge et hus. For Hanh var det et fantastisk øjeblik at se, hvor glade de blev. For hende er det et eksempel på, hvad turisme kan betyde for et lokalsamfund.

Når gæsterne rejser igen, håber Hanh, at de tager minderne om de enkle ting og den lokale vietnamesiske kultur med sig.

Chi

Chi går sammen med rejsende på en gade i Vietnam

Chi troede oprindeligt, at han skulle være engelsklærer.

I takt med den stigende turisme i Vietnam blev undervisningsambitionerne dog byttet ud med arbejdet som guide – et arbejde han nu har haft i mere end 15 år.

Ligesom Hanh kommer Chi også fra Mekongdeltaet, men han bor i dag i Ho Chi Minh City.

Noget af det Chi holder mest af ved sit arbejde, er at få muligheden for at præsentere sit hjemland for ”internationale venner” og give dem indblik i flere sider af Vietnam. Samtidig får han mulighed for at lære nyt om kultur, historie og hverdagsliv.

Han fortæller, at han tidligere oplevede, at mange rejsende først og fremmest forbandt Vietnam med Vietnamkrigen. Derfor er det vigtigt for ham at vise gæsterne alt det, Vietnam også er:

”Vietnam er et dejligt land med smukke landskaber. Og jeg synes også, vi har nogle dejlige mennesker,” fortæller han.

Når vi spørger Chi, hvad han håber på, at gæsterne tager med sig hjem fra deres rejse i Vietnam, er det dog ikke landskaberne, der står øverst på listen. Det er minderne om menneskene.

”Vi håber altid, at gæsterne kommer hjem med gode minder om vietnameserne,” siger Chi, der er stolt af sine landsmænds venlighed.

Vil du opleve Hanh og Chis Vietnam?

Hanh og Chi er i gang med at guide en gruppe rejsende

Drømmer du om at opleve Vietnam og komme tættere på livet i landet?

Gå på opdagelse i vores rejser til Vietnam, eller kontakt vores rejsespecialister, som sidder klar til at hjælpe dig med at finde den helt rigtige rejse.

Læs også del 1 i vores serie ”Mød vores guider” om Madeal Simba fra Tanzania.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende

Se vores rejser til Vietnam herunder: