I marts 2025 rejste Cecilie, der er specialist i vores bookingafdeling, til Thailand. Her fik hun indblik i et Thailand, hun ikke tidligere havde oplevet. Læs om hendes oplevelser ved eventyrlige River Kwai.
Det var en oplevelse for livet at tilbringe to dage på Kwai-floden i provinsen Kanchanaburi i Thailand. Det er to dage, jeg aldrig vil glemme, og noget som jeg varmt vil anbefale til alle, der gerne vil opleve en anden side af Thailand.
Den første dag og nat tilbragte vi på Hintok River Camp, som er et overnatningssted, der består af luksuriøse glampingtelte. Teltene ligger spredt omkring i et naturskønt jungleområde, og de er udstyret med behagelige senge og et stort badeværelse. De har også deres egen lille terrasse med havemøbler, hvor man kan sidde og nyde omgivelserne.
Der findes forskellige aktiviteter i området omkring campen, som man kan booke på stedet. Der er f.eks. kanoture, ziplining og udflugter til et vandfald. Men vi blev ved campen og nød alt det, som stedet havde at byde på. Her var en naturlig pool, som vi svømmede rundt i. Vi fik en afslappende massage, og senere fik vi drinks med udsigt over floden og med solnedgangen i baggrunden.
Om aftenen var der fælles BBQ-aftensmad for campens gæster. Der var pyntet fint op med lamper og lyskæder, og der var et bål i midten samt behagelig musik, der spillede ud af højttalerne. Der blev bl.a. grillet kød- og grøntsagsspyd, og der var frisklavet pad thai og den lækreste papayasalat. Det var en virkelig hyggelig aften under stjernerne.
Dagen efter spiste vi en dejlig morgenmad og pakkede vores ting. Vi skulle nemlig videre til vores næste stop på Kwai-floden. Transporten foregik med en “long tail boat”, og det tog ca. et kvarter, og så var vi fremme ved vores næste overnatningssted. Denne gang skulle vi overnatte på River Kwai Jungle Rafts – et flydende hotel.
Det var et helt unikt sted og en meget speciel oplevelse at bo på et flydende hotel. Det var fantastisk at befinde sig så tæt på vandet og i de smukkeste omgivelser med junglen omkring sig.
Selve hotellet er simpelt, men der er alt, hvad man har brug for. Der er eget badeværelse til alle værelserne og en lille terrasse helt ned til vandet med liggestole. Der er dog hverken elektricitet eller wi-fi på værelserne – kun i receptionen. Men det var en sjov oplevelse at prøve at undvære det for en dag.
På hotellet kan du også finde den helt unikke oplevelse kaldet “river jump”. Man får en redningsvest på, og så hopper man i vandet i den ene ende af hotellet og driver med strømmen langs hele hotellet og ned til den anden ende af hotellet. Der er nemlig så meget strøm i floden, at man bare kan flyde og nyde omgivelserne. Det kan klart anbefales!
Om aftenen fik vi endnu en lækker thailandsk middag i den hyggeligste atmosfære på den store flydende terrasse. Derefter kunne man spille kortspil og bare slappe af, indtil det var sengetid. Nu var det komplet mørkt på værelserne, men de var udstyret med små batteridrevne lamper, som hjalp lidt på mørket.
Jeg tænker tit tilbage på de to fantastiske dage ved Kwai-floden og drømmer om at tage tilbage en dag!
Cecilie,
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende
Drømmer du om at opleve magien på Kwai-floden på en rejse til Thailand?