Du får Japan helt under huden på denne store rundrejse. Oplev de kendte højdepunkter som Tokyo, Kyoto, Hiroshima, Kanazawa og Osaka krydret med mere ukendte perler som Okayama og Naoshima.
Omfattende udflugtspakke:
På rejsen Det bedste af Japan byder vi dig både de kendte højdepunkter og de ukendte perler. På din rejserute fra Tokyo til Kanazawa, Kyoto, Okayama, Hiroshima og Osaka vil du i løbet af 18 dage få et næsten udtømmende indblik i Japans kultur, historie og samtid. Du vil opleve skyskrabere, moderne arkitektur, gamle kulturbyer, smukke gamle træborge, levende geisha-distrikter, Hiroshima Fredmindepark og Atombombekuplen, indblik i zenkulturens japanske haver.
Du kører med Shinkansen højhastigstog eller lyntog fra by til by, fordi det er det mest effektive. Tog og stationer i Japan er også en kæmpeoplevelse, alt fungerer til punkt og prikke, og forsinkelser er uhørte.
Maden er rigtig god i Japan. Japanerne spiser masser af grøntsager og foretrækker fisk og skaldyr frem for kød og fjerkræ, og det afspejles i menukortene. I storbyerne er der selvfølgelig et væld af internationale restauranter også.
Uanset hvad du ender med at opfatte som det allerbedste, er rejsen simpelt hen en kæmpestor oplevelse af en af Østens helt store kulturer.
I dag flyver du fra valgte lufthavn mod Japan med mellemlanding(er) undervejs.
Velkommen til Tokyo! Efter landing går du gennem immigrationen og samler din bagage op. Uden for ankomsthallen venter din chauffør med et Green Tomato eller Cherry Tomato-skilt, og han kører dig til dit hotel. Ved ankomst til hotellet, vil du modtage en velkomstpakke.
I din velkomstpakke finder du dine Shinkansen-togbilletter, dit Tokyo Pass, din Kanazawa Loop-busbillet samt dit Osaka Eco Card.
Efter check-in på hotellet er resten af dagen til fri disposition til at nyde Tokyo.
Tokyo er hektisk ud over alle grænser. Futuristisk arkitektur, skyskrabere og neonlys, der blinker i alle tænkelige farver. Og så er der mennesker overalt. Man skulle måske tro, at de mange mennesker er ensbetydende med det rene kaos, men som alt i Japan glider trafikken (og fodgængere) ganske let. Alt og alle har sin plads, og alt er uhyre effektivt – når man først får det lært.
I dag kl. 9 mødes du med din guide i lobbyen, hvor der vil blive holdt velkomstmøde. På mødet gennemgår guiden de kommende dages program, forklarer praktiske ting og svarer på eventuelle spørgsmål, du måtte have.
Herefter venter en spændende byrundtur i Tokyo, som vil give dig et godt overblik over et par af Tokyos forskellige bydele.
Turen starter i Asakusa. Asakusa var engang Tokyos største forlystelseskvarter. Det var her, geishaerne holdt til side om side med gangstere og lommetyve. Hele området blev ødelagt under 2. verdenskrig og genopbygget i mindre skala, og i dag er her hverken lommetyve eller gangstere, og de fleste geishaer er her for turisternes skyld. Men man kan nu stadig fornemme historien, som man går rundt i gaderne, og man mærker tydeligt den kontrast, som er så allestedsnærværende i Japan – kontrasten mellem det gamle og det ultramoderne.
Det er også i Asakusa, man finder Japans ældste tempel, Sensoji templet. Sensoji er Tokyos ældste tempel og for mange japanere har det særlig betydning at komme her for at tænde røgelsespinde. Gaden Nakamise leder op til Sensoji templet. Nakamise består af souvenirbutikker og madboder, og der er gode muligheder for at købe traditionelle souvenirs.
Turen i Asakusa rundes af i Kappabashi Kitchen Street, hvor du kan købe alt inden for køkkenudstyr. Måske du kan finde en brugbar souvenir i form at et nyt køkkenredskab?
Efter frokost besøger du Shibuya. Du kender sikkert allerede Shibuya – i hvert fald fra fotos. Det er nemlig her, billedet af det store gadekryds fyldt med mennesker og neonlys overalt, er taget. Det er også et af Tokyos travleste shopping distrikter, og det er et af de steder, man SKAL opleve på et besøg i Tokyo.
Herfra går turen til Harajuku distriktet, kendt for gaden Takeshita dori, som er et modemekka for unge japanere.
Dagen slutter med det store overblik – fra udsigtsetagen i 202 meters højde i Tokoys Metropolitan Government Building. I klart vejr kan man se helt til Mt. Fuji.
Guiden vil herefter følge dig til dit hotel medmindre, du har lyst til at udforske området på egen hånd og selv finde tilbage til hotellet senere.
Dagen i dag er til fri disposition – måske så du noget på gårsdagens tur, som du gerne vil udforske nærmere? Du har dit rejsekort, så du kan frit tage omkring, som du har lyst.
Hvis du trænger til en pause fra det hektiske byliv, kan du også besøge Hamarikyu Gardens, hvor roen står i skærende kontrast til livet i byens gader. Om aftenen kan du tage til Shinjuku området, hvor du finder nogle af landets bedste restauranter. Måske aftenen rundes af med karaoke i bedste ”Lost in Translation”-stil?
Du kan evt. bruge dit rejsekort og tage lidt længere væk til f.eks. Nikko, Kamakura eller Yokohama. Du har også muligheden for at tilkøbe en udflugt i dag.
Guiden følger dig fra hotellet til stationen, hvor du skal med højhastighedstoget Shinkansen til Kanazawa. Vi anbefaler, at du medbringer frokost til togturen eller køber noget ombord.
De 450 km til Kanazawa bliver tilbagelagt på blot 2½ time med en fart på op til 300 km/t. Højhastighedstogene kører med 6, 8, 12 eller 18 vogne. På informationsskiltene på stationen kan du se, hvor mange vogne hver enkelt tog kører med. Informationsskiltene skifter mellem japansk og engelsk. Når du så er nede på perronen kan du på afmærkningen på selve perronen se præcis, hvor din vogn holder. Der er malet ikoner på perronen for fx ”6 vogne – vogn 5” eller ”12 vogne – vogn 3”. Så når man har fået øje på systemet, er det supernemt. Japanerne har dertil en fantastisk køkultur, man stiller sig pænt i kø ud for det relevante ikon på perronen, og man går stille og roligt ombord i toget i den rækkefølge, man er ankommet i – ikke noget med at mase foran eller udenom!
Togene kører meget præcist overalt i Japan, og forsinkelser på mere end et par minutter er helt uhørt, og vil være det store samtaleemne på toget og i de nationale nyheder på TV og radio.
Vel fremme i Kanazawa møder din guide dig på togperronen og følger dig til hotellet. Efter check-in følger en halvdags guidet gåtur til nogle af Kanazawas højdepunkter.
Du begynder ved Terashima Kurando Huset, der er et fremragende samuraihus med en fin have og kunstværker udført af krigeren selv.
Dernæst går du til den næsten 400 år gamle park, Kenrokuen, der regnes for én af Japans tre smukkeste parker. Den er derfor meget populær. Navnet Kenrokuen henviser til den perfekte æstetiske kombination af rigeligt vand, rummelighed og afsondrethed, som er elementerne, der skaber en smuk japansk have.
Fra Kenrokuen går du gennem byens pittoreske stræder til Higashi Chaya distriktet, som er et af de bedst bevarede te-huse-kvarterer fra Edo perioden. Her besøger du det traditionelle te-hus, Kaikaro, der stadig fungerer som te-hus den dag i dag.
Efter turen er resten af dagen til fri disposition. Guiden vil følge dig tilbage til dit hotel medmindre, du har lyst til at udforske området på egen hånd og selv finde tilbage til hotellet senere.
Dagen er til fri disposition til at udforske Kanazawa. De fleste af byens seværdigheder ligger i gåafstand. Du kan også vælge at tilkøbe en udflugt.
Du kan besøge Kanazawas tre aktive geisha distrikter, Higashi Chayagai, Nishi Chayagai og Kazuemachi. Som allerede omtalt blev Kanazawa ikke bombet under 2. verdenskrig, så derfor er der bevaret mange skønne oprindelige bygninger. I vinterhalvåret bliver der sat beskyttede halmmåtter op langs væggene for at beskytte dem.
Spis frokost i handelsdistriktet Owaricho og besøg det berømte Omicho marked, hvor madvarer er sirligt opstillet og udstillet som små kunstværker. Gå gennem det gamle samurai distrikt og sug byens helt særlige stemning til dig.
I Hirosaka-gaden sælges eksklusive skåle i lak, keramik og en særlig type porcelæn, kutani-yaki. Du finder alt fra klassiske skåle til moderne versioner med ”hello Kitty” figurer.
I den sydlige del af byen ligger der et ninja-tempel, der er et rent forsvarsværk efter alle kunstens regler. Her er både skjulte gange og hemmelige værelser at gå på opdagelse i.
Som et sidste forslag til en aktivitet i total kontrast til resten af oplevelsen i Kanazawa, kan vi foreslå besøg på Museet For Samtidskunst. Her finder du kun kunst og installationer skabt efter 1980 – japansk såvel som international.
I dag siger du farvel til hyggelige og charmerende Kanazawa. Du tjekker ud af hotellet og finder selv hen til stationen, hvor du skal med toget Limited Express Thunderbird videre til Kyoto. Det er en tur på ca. 2 timer med skift i Tsuruga. Vi anbefaler, at du på stationen i Kanazawa køber en ”Bento-box”, som er det japanske svar på en madpakke. De findes i alle afskygninger og er en god frokost til toget.
På togperronen i Kyoto bliver du modtaget af din guide, som viser dig, hvordan du lettest kommer hen til dit hotel som enten kan foregå med taxa eller med offentlig transport.
Resten af dagen er til fri disposition til at opleve byen, som er kendt for dens store og meget berømte seværdigheder og UNESCO verdensarvssteder.
Du kan vælge at trave rundt i gaderne og bare suge til dig. Du vil hurtigt opdage, at der er mange japanske turister i Kyoto, og en af de ting, der er populært at foretage sig, er at blive klædt i traditionel kimono for en dag – det gælder både mænd og kvinder. Det er farverigt at se på, og især de unge mennesker hygger sig tydeligvis med det.
Kyoto har en helt særlig plads i Japans historie og kultur, og med tre dage på egen hånd har du rig mulighed for at opleve både kendte seværdigheder og byens stemningsfulde nabolag i dit eget tempo.
Kyoto byder på flere ikoniske templer og helligdomme. Måske mest kendt er den gyldne pavillon, Kinkakuji, der spejler sig smukt i den omkringliggende sø. Den elegante bygning er blandt Kyotos mest fotograferede og giver et uforglemmeligt syn, især når sollyset rammer den gyldne facade.
Du kan også vælge at besøge Ginkakuji, der har tilnavnet Sølvpavillonen og ligger i et af byens smukkeste haveanlæg. Vejen op til Ginkakuji-templet er smal og byder på et væld af hyggelige caféer og småbutikker.
Et andet højdepunkt er Kiyomizu-dera, det imponerende tempel, der er bygget i træ og ligger hævet over byen. Fra den store terrasse har du en formidabel udsigt over Kyoto, især ved solnedgang. Stedet summer af liv, og bag templet finder du Jishu-helligdommen, hvor unge kommer for at ofre ønsker om held og kærlighed.
Ingen tur til Kyoto er komplet uden at opleve Fushimi Inari-helligdommen med dens næsten endeløse rækker af orangerøde torii-porte, der danner en eventyrlig og magisk sti op ad bjergsiden. Her får du en stemning, der er helt unik for Japan.
Mellem tempelbesøgene kan du gå på opdagelse i byens traditionelle kvarterer som Gion, hvor geishaer stadig sætter deres præg på stemningen, eller tage en fredelig vandretur ad Filosofstien, som om foråret rammes af et hav af lyserøde kirsebærblomster.
Vil du opleve endnu mere, kan du tage på udflugt til Nara, Japans gamle hovedstad, hvor du blandt andet kan besøge det imponerende Todai-ji-tempel med den gigantiske Buddha og hilse på de mange fritgående hjorte i parken.
Når appetitten melder sig, er et besøg på det livlige Nishiki-madmarked oplagt, hvor du kan smage dig gennem alt fra lokale snacks til delikatesser og opleve det travle hverdagsliv, som Kyoto også byder på.
I dag forlader du Kyoto og skal med højhastighedstoget, Shinkansen, videre til Okayama. Du skal selv finde hen til Kyoto Station. Togturen er ca. 220 km lang og tager ca. 90 minutter.
Ved ankomst til Okayama skal du selv finde hen til dit hotel. Du kan stille din bagage på hotellet indtil check-in starter kl. 15. Imens kan du udforske byen på egen hånd.
Okayama er en moderne storby med over en halv million indbyggere, men den virkelig store attraktion, har intet med storby at gøre.
I Kanazawa så du den ene af Japans tre mest kendte haver, Kenrokuen. Den anden af disse haver, Korakuen, ligger i Okayama. Her er store plæner, søer, små tehuse og endda et par enkelte rismarker og teplantager. En anden af de store seværdigheder i Okayama er den smukke Okayama borg. ”Krage-borgen” som er Okayama borgens tilnavn pga. det sorte ydre, blev bygget i 1597. Den oprindelige borg blev ødelagt under 2. verdenskrig men en rekonstruktion af den oprindelige borg blev bygget i 1966.
I bydelen Kurashiki, finder du et netværk af velbevarede kanaler med tidligere pakhuse liggende langs bredderne. Pakhusene er i dag omdannet til museer, cafeer og butikker. Det er superhyggeligt at gå her eller at sætte sig på en café og nyde de smukke omgivelser, og en sejltur på kanalerne er næsten et must.
Du mødes med din guide på hotellet og forude venter en guidet tur til den lille ø Naoshima Island, der ligger i inlandshavet ud for Okayama.
Øen er særlig kendt for sin smukke arkitektur, skulpturer og sine mange kunstmuseer. I dag skal du på en guidet heldagstur til den lille ø. Udover kunst byder øen på en næsten middelhavsagtig atmosfære med hvide sandstrande, et dejligt klima samt en skøn og afslappende ”ø-fornemmelse”. Højdepunktet er kunsten og inkluderet er et besøg på både Chichu Art Museum og Benesse House Museum. Der er dog også masser af tid til bare at nyde øen – måske du har lyst til at leje en cykel og udforske de lidt fjernere afkroge af øen? Og vi lover dig, at selvom du ikke normalt er så meget for skulpturer, kan du alligevel ikke undgå at blive imponeret her på Naoshima Island.
Efter en skøn dag på Naoshima Island bliver du fulgt tilbage til dit hotel.
I dag sætter du kurs mod Hiroshima. Du skal selv finde hen til Okayama Station, hvor du skal med højhastighedstoget, Shinkansen, til Hiroshima. De 161 km fra Okayama til Hiroshima tager kun 40 minutter.
Ved ankomst i Hiroshima venter guiden ved toget og følger dig til hotellet, inden du skal på guidet rundvisning i Hiroshima Peace Memorial Park. Parken ligger i hjertet af Hiroshima og minder om 2. verdenskrigs ultimative gru. Atombombekuplen er hjertet i parken og er det ikoniske kuplede stålskelet over en industribygning, der stod tilbage efter atombombeeksplosionen. Bygningen og kuplen står stadig urørte som et stærkt symbol på et af den stærkeste menneskeskabte kraft og samtidig som et stærkt symbol på håb om, at dette ikke kommer til at ske igen. Atombombekuplen blev udpeget til UNESCO verdenarv i 1996. I parken ligger også Fredsmindemuseet samt den symbolske statue med pigen og origamitranen, Børnenes Fredsmonument.
Efter besøget i parken tager du op i Orizuru Tower, hvor du kan se udover Hiroshima Peace Memorial Park. Er vejret klart kan du se helt til Mt. Misen på den lille ø Miyajima.
Efter besøget kan guiden følge dig tilbage til hotellet, eller alternativt give dig anvisninger på, hvordan du på egen hånd kan tage til Hijiyama Park. Hijiyama Park er et godt sted at slappe af efter den intense oplevelse i Hiroshima Peace Memorial Park, gå en tur eller sidde og nyde livet. I toppen af parken er der et museum for nutidskunst og et godt manga bibliotek, for dem der interesserer sig for tegneserier.
Dagen er til fri disposition.
Vi foreslår en dagstur til Miyajima. Miyajima ligger mindre end en times transport fra Hiroshima, og det er let at komme dertil med offentlig transport. Det er her, du finder den knap 20 meter høje verdensberømte orangerøde port, der ligger ude i vandet, og ved højvande ser ud som om, den flyder på vandet. Når du ankommer med færgen til øen, hvis egentlige navn er Itsukushima, passerer du gennem nogle turistgader med souvenirbutikker, små gavedelikatesseforretninger og caféer, inden du når frem til stedet, hvor du kan se den enorme port. Undervejs vil du sikkert møde de tamme sikahjorte. På øen ligger Daisho-in, et buddhistisk tempel, som er åben for besøgende. Et pudsigt islæt her er, at buddhafigurerne ofte har halstørklæde og hue på. Du kan også tage kabelbanen til toppen af Misen bjerget, hvorfra der er en formidabel udsigt over Hiroshima og indlandshavet, hvor der ligger over 3000 småøer.
I dag tager du Shinkansen fra Hiroshima til Osaka – turen er 342 km og tager 1,5 time. Du skal selv sørge for at komme fra hotellet til togstationen. Vi anbefaler, at du medbringer frokost til turen, alternativt kan du købe frokost ombord.
Osaka er Japans vigtigste økonomiske kraftcenter efter Tokyo, og har et aktivt erhvervsliv inden for international handel og industri. Osaka blev grundlagt for mange hundrede år siden. Byen blev sønderbombet under 2. verdenskrig og fremstår i dag som en ung by med moderne bygninger. Der er dog steder, hvor historiens vingesus mærkes.
Ved ankomst til Osaka bliver du mødt af din guide, som følger dig til dit hotel. Herefter venter en spændende halvdagstur, hvor guiden tager dig med offentlig transport til Osaka-bogen, der stammer tilbage fra shogun-tiden. Borgen er meget imponerende og udvendigt en af Japans allersmukkeste borge. Under besøget og i den tilhørende park hører du om shogun Hideyoshis storhedstid, da han brugte 100.000 mand til at bygge sin borg på 3 år. Borgen har været brændt ned og er genopbygget flere gange – senest i 1931. Fra øverste etage er der en betagende udsigt over Osaka.
Fra Osaka borgen er der en kort gåtur til floden, hvor du går ombord i Aqualiner båden for en times sightseeingtur på Osakas vandveje.
Efter bådturen følger guiden dig tilbage til hotellet og resten af dagen er til fri disposition.
Du har dagen fri til selv at udforske Osaka.
Et must er Osakas 170 meter høje vartegn Umeda Sky Building, som er tegnet af Hiroshi Hara, en af Japans berømte arkitekter. Fra udsigtstaget har du en fantastisk panoramaudsigt udover byens skyskrabere, utallige broer og i klart vejr kan du se helt til Awaji øen. I bygningens kælderetage finder du gourmet-gaden, Takimi-Koji, som er udsmykket med billeder fra 1920’ernes Osaka.
Om eftermiddagen bør du lægge en tur forbi det livlige og farverige underholdningsområde Dotonbori, som er en af Osakas mest besøgte steder. Her kan du få timer til at gå med at kigge på de mange reklame- og neonskilte, studere menneskemylderet og ose i labyrinten af butikker og de berømte madboder. Hvis du har lyst til at prøve noget lokalt, kan vi foreslå kushi katsu, der er stegte grøntsager og kød på spyd eller takoyaki blæksprutteboller, som ligner æbleskiver, men er helt anderledes fordi de er salte og indeholder blæksprutter og porrer eller forårsløg.
Det er blevet tid til at sige farvel til Japan. Vi foreslår, at du tager toget til Kansai lufthavn i god tid. Toget kører direkte fra Osaka station og tager ca. 70 minutter.
Togbilletten er inkluderet i rejsens pris. Bemærk, at det er nødvendigt at reservere plads på toget, og din guide vil hjælpe dig med dette i begyndelsen af rejsen.
Fra Osaka lufthavn flyver mod Europa med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i valgte lufthavn med bagagen fuld af minder efter en uforglemmelig rejse gennem det bedste af Japan.
|
|
Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.