13 dage

Sri Lankas kultur og natur & badeferie i Trincomalee

Tag med til Sri Lankas højdepunkter i perioden maj til oktober, og nyd årstidens gode vejrforhold i strandparadiset Trincomalee med sand mellem tæerne.

TRYGHEDSGARANTI & SPAR 2.500 KR. PÅ TANZANIA
ForsideAsienSri LankaSri Lankas kultur og natur & badeferie i Trincomalee
Hvad er med i prisen?
Følgende er inkluderet i rejsen
  • Flyrejse fra valgte lufthavn til Colombo t/r
  • 10 nætter på 3 og 4-stjernede hoteller
  • 10 x morgenmad (dag 3-12)
  • 3 x aftensmad (dag 9-11)
  • Lokal engelsktalende chauffør/guide på transfers og udflugter
  • Kørsel i bil eller minibus med aircondition
  • Alle nævnte transfers og udflugter foregår i internationale grupper fra 1-14 personer og kun med TourCompass’ egne gæster
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – rejsen gennemføres uanset antal deltagere

Omfattende udflugtspakke:

  • Ravana Falls og Buduruwagala-templet
  • Little Adam’s Peak og Nine Arch Bridge
  • Togrejse fra Ella til Nanu Oya
  • Grottetemplet i Dambulla
  • Safari i Minneriya Nationalpark
  • Løveklippen i Sigiriya
  • Entréer og afgifter til omtalte seværdigheder

REJSEN KORT FORTALT

Oplev Sri Lankas helt store højdepunkter med tågeklædte teplantager, klippetempler og mytiske kongepaladser. Du dykker ned i landets rige kulturarv, men kommer også helt tæt på dets betagende natur og dyreliv.

Din rejse tager dig først til Sri Lankas centrale højland med grønne teplantager, bjergrige landskaber og spor fra kolonitiden. I Ella vandrer du til toppen af Little Adam’s Peak og betragter den ikoniske Nine Arch Bridge, omgivet af dale og højlandets stille ro. Herefter stiger du ombord på en af verdens smukkeste togrejser, inden du i Kandy har fri til for eksempel at besøge Tandens Tempel og Girigama Tea Factory.

I hjertet af Sri Lankas kulturelle trekant bliver du mødt af buddhistisk kunst og kongelig storhed, som smukt forenes i Dambullas grottetempel. Herfra fortsætter rejsen til Sigiriya, hvor du bestiger den sagnomspundne Løveklippe og nyder udsigten fra toppen af det gamle kongepalads. Du skal også på safari gennem det grønne landskab i Minneriya Nationalpark, hvor du kan holde udkig efter legesyge aber, bøfler og store elefantflokke.

Dit rejseeventyr afsluttes på Sri Lankas nordøstkyst i Trincomalee, hvor rammerne er sat for et par dage med afslapning og fornøjelser. Her venter både en farverig havneby præget af kolonitidens spor samt fine strande og et rigt marineliv med ideelle snorklingsmuligheder.

Derfor skal du vælge denne rejse

  • Kombinér Sri Lankas højdepunkter med badeferie på Trincomalees lyse sandstrande
  • Stig ombord på en af verdens mest sceniske togruter og oplev Sri Lankas billedskønne højland
  • Dyk ned i Sri Lankas kulturelle trekant med tre af landets UNESCO-listede verdensarvssteder
  • Tag på safari i Minneriya Nationalpark og kom tæt på store elefantflokke

Vores rejser inkluderer altid

  • Alle fly – både internationale og indenrigs
  • Alle overnatninger
  • Alle programlagte udflugter og aktiviteter
  • Døgnåben telefon – vi er med dig hele vejen
Detaljeret dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra valgte lufthavn

I dag tager du første skridt på dit eventyr til Sri Lanka. Afrejse sker fra din valgte lufthavn, og flyrejsen er med mellemlanding(er) undervejs.

Dag 2: Ankomst til Sri Lanka

Velkommen til Det Indiske Oceans grønne perle, Sri Lanka! 

Med ankomst lidt nord for hovedstaden Colombo går du gennem immigrationen og ud til bagageudleveringen. I ankomsthallen møder du din guide, som står klar til at tage imod dig med et TourCompass-skilt og ægte srilankansk gæstfrihed. 

Herefter bliver du kørt sydpå mod en af Sri Lankas mest farverige byer, Galle. Her kan du se frem til et møde med Sri Lankas historiske rødder, mens sydkystens skønne strande byder op til et strejf af badeferie.  

Efter check-in på dit hotel er resten af dagen til fri afbenyttelse. Hvis energien tillader det, kan du allerede nu gå på opdagelse inden for Galle Forts mure. Her lader man sig nemt forføre af byens mange charmerende småbutikker, caféer og restauranter, der er smukt indrammet af historiens vingesus.

Dag 3: Galle – Buduruwagala Templet – Ravana Falls – Ella

I dag fortsætter du rejsen nordpå mod Sri Lankas måske smukkest beliggende by, Ella.

Undervejs gør du stop ved Buduruwagala-templet, der har sin oprindelse helt tilbage fra det 10. århundrede og er kendt for sine velbevarede klippeudskæringer. Templet består af en større klippeside, hvor en 16 meter høj Buddha-statue rejser sig, omgivet af seks mindre figurer, der viser Buddha i forskellige meditationsstillinger. Deres detaljerigdom og fredfyldte udtryk kan du opleve i ro og mag, da Buduruwagala lever en mere stille tilværelse end mange af Sri Lankas mere kendte templer.

Herefter går turen til et af Sri Lankas bredeste vandfald, det mytiske Ravana Falls. Med et fald på 25 meter kaster vandfaldet kaskader af vand ned gennem klipperne med stor kraft. Bag vandfaldet siges det, at dæmonkongen Ravana holdt den sagnomspundne prinsesse Sitha skjult i en grotte, der i dag er kendt som Ravana Cave.

Henad eftermiddagen ankommer du til dit hotel i Ella, hvor du har resten af dagen på egen hånd til at nyde de ubeskriveligt smukke omgivelser og lade tiden stå stille for en stund.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 4: Vandretur til Little Adam’s Peak – Nine Arch Bridge

Mens du nyder den friske morgenluft og dagens første måltid, kan du se frem til en dag ved nogle af højlandets smukkeste udsigtspunkter.

Efter morgenmaden tager din guide dig på en smuk vandretur til Little Adam’s Peak, som er lillebror til pilgrimsbjerget Adam’s Peak. Little Adam’s Peak er både mindre og langt mere overkommeligt at bestige, men byder ikke desto mindre på en lige så betagende udsigt.

Ruten starter i fladt terræn og snor sig gennem grønne teplantager. Langsomt åbner landskabet sig op, indtil du nærmer dig toppen efter en lille time i roligt tempo. Over det sidste stykke forcerer du 350 trappetrin og belønnes af en storslået udsigt over det bølgende højland og Ella Gap, der skærer sig dramatisk ind mellem de omkringliggende bjerge.

Turen ned går ad samme vej gennem de frodige omgivelser, inden du sætter dig i bilen for at blive kørt mod Sri Lankas måske mest fotograferede vartegn: den smukke Nine Arch Bridge, der blev til under den britiske kolonitid uden brug af hverken jern eller stål.

Fra bilen går du ned ad det skrånende terræn via små stier og måske får du hilst på de lokale, der lever sit liv blandt områdets mange teplantager. For enden venter den 9-buede jernbanebro, der med sine små 30 højdemeter står som et arkitektonisk mesterværk midt i det frodige landskab.

Langs broens skinner kan du være heldig at få selskab af små firben og farverige fugle, og hvis timingen er rigtig, kan du opleve et tog passere hen over broen i et magisk øjeblik, der forener broens arkitektur, det frodige landskab og Sri Lankas ikoniske tog.

Herefter køres du tilbage til dit hotel i Ella med et par timer på egen hånd, inden du kan nyde din sidste aften i Sri Lankas smukke højland.

Overnatning:
Dag 5: Togrejse fra Ella til Nanu Oya – Kandy

Efter morgenmaden bliver du hentet af din guide og kørt til togstationen i Ella, hvor en af verdens mest sceniske togture venter.

Her stiger du ombord på det klassiske tog, der snart snegler sig gennem Sri Lankas grønne højland. Find dig godt til rette og nyd dine medbragte snacks, mens toget tøffer gennem blide sving og åbenbarer en udsigt, der langsomt folder sig ud med lysegrønne teplantager, tågedækkede bjergtoppe og små landsbyer, hvor børn gladeligt smiler og vinker.

Ved ankomsten til den lille stationsby Nanu Oya står du af toget og bliver kørt videre mod Kandy, en køretur, der tager 3-4 timer og fortsætter gennem det billedskønne højland. Undervejs kan du nyde synet af endeløse teplantager og dale på hver side, og der er også tid til enkelte fotostop, så du kan forevige de maleriske omgivelser. Du passerer også gennem Sri Lankas højest beliggende by, Nuwara Eliya, som også kaldes Lille England. Her kan du skimte byens engelske huse med sirligt anlagte rosenhaver, der stadig vidner om kolonitidens indflydelse.

Mæt af dagens mange indtryk fra Sri Lankas betagende højland ankommer du til dit hotel i Kandy. Byen ligger smukt i en dal omgivet af grønklædte bjerge, teplantager og floder.

Aftenen har du fri til at udforske Kandy, og når appetitten melder sig, kan du nyde godt af byens imponerende madscene. Din guide hjælper dig gerne med at finde en favorit blandt det store udvalg af restauranter, som byder på alt fra srilankanske klassikere som kottu roti til internationale favoritter.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 6: Kandy på egen hånd

I dag er der ingen udflugter planlagt, så du har god mulighed for at mærke efter, hvad du har behov for, inden dit rejseeventyr fortsætter.

Du kan lade de seneste dages indtryk bundfælde sig, mens du slapper af ved hotellets indbydende pool, eller du kan begive dig ud på nye eventyr på egen hånd.

Søger du afslappende oplevelser, kan du sætte dig ned til Kandys spejlblanke sø og betragte hverdagslivet i Sri Lankas næststørste by. Herfra har du også udsigt til den mægtige Buddha-statue ved Bahirawakanda-templet, byens højest beliggende vartegn. Du kan også tage til Den Kongelige Botaniske Have, der er en velholdt og rolig oase med mere end 4000 plantearter at betragte via de anlagte stier i den smukke have.

Vil du i stedet udforske Sri Lankas berømte te-historie, kan du besøge en af højlandets mange tefabrikker. Girigama Tea Factory er en af de bedste og ligger ikke langt fra Kandy. Her kan du få indblik i processen fra de friske teblade bliver plukket, til teen står rygende varm i din kop. Fabrikkens ældgamle maskiner fra kolonitiden er stadig i brug, og du får indblik i både teens dufte, smage og historie. Til slut har du mulighed for at smage forskellige varianter og købe lidt af den velsmagende Ceylon-te med hjem som souvenir.

Hen på eftermiddagen er det værd at besøge Tandens Tempel og opleve Buddhismen helt tæt på. Det hellige tempel er en væsentlig grund til at Kandy er en del af UNESCO’s verdensarv og siges at indeholde én af Buddhas tænder. Denne skulle være opbevaret i et guldskrin efter at være blev smuglet fra Indien til Sri Lanka i 1590. Har du på forhånd købt billet, kan du efterfølgende tage til danseshow i et nærliggende kulturhus, hvor der bydes på traditionel srilankansk dans med ild, trommer og farverige kostumer.

Når mørket falder på, kan du finde dig til rette på en af byens restauranter oppe på bakkeskråningerne med udsigt over dalen og de omgivende bjerge. Her kan du nyde dit aftensmåltid til synet af Kandy, der bader sig i det smukke aftenlys.

Overnatning:
Dag 7: Kandy – Grottetemplet i Dambulla – Sigiriya

I dag tager du skridtet videre ind i Sri Lankas kulturelle trekant, hvor du får mulighed for at dykke endnu længere ned i landets rige historie og imponerende kulturarv.

Efter godt 2,5 timers kørsel skal du opleve et af Sri Lankas mest imponerende og hellige steder: Grottetemplet i Dambulla. Templet blev oprindeligt grundlagt af Kong Valagamba i det første århundrede f.Kr. og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste på grund af dets uerstattelige historiske og kulturelle værdi.

Grottetemplet ligger midt i det frodige landskab, bygget ind i en stor og bred klippe, der rejser sig op mod himlen. Herinde kan du gå på opdagelse i det bemærkelsesværdige klippekompleks med over 150 Buddha-statuer, malerier og figurer af både konger og guder. Vægmalerierne, der dækker mere end 2.000 m², er blandt de mest velbevarede i landet og fortæller levende historier fra buddhismens verden.

Efter besøget fortsætter du til dit hotel i Sigiriyas landlige omgivelser, hvor du checker ind og har resten af dagen til fri disposition.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 8: Safari i Minneriya National Park

Formiddagen har du til rådighed i ro og mag, så du kan lade op til eftermiddagens safarioplevelse. Du kan dase ved poolen eller måske tage en tur ud blandt landskabets grønne rismarker, der danner en farverig kontrast til de små huse, som dukker op bag palmer og banantræer.

Efter frokost bliver du hentet af din guide og kørt til Minneriya Nationalpark, hvor du i parkens frodige terræn får rig mulighed for at komme tæt på Sri Lankas vilde dyreliv. Sammen med en kyndig ranger, der kender parken ned til mindste detalje, begiver du dig ud på en oplevelsesrig safari i åben jeep de næste tre timer.

Minneriyas landskab varierer med skov, åbne græssletter, tætte krat og livgivende vådområder. Her kan du være heldig at spotte både farverige fugle, legende makakaber, nysgerrige sambahjorte, vildsvin og bøfler. Parken er dog især berømt for sine store elefantflokke, som i de tørre måneder fra juni til september søger mod Minneriya-reservoiret for at græsse, mudderbade og interagere i store familiegrupper – med op til 300 elefanter. Uden for denne periode er chancen stadig god for at møde elefanter, dog ofte i mindre flokke spredt ud over parkens mange hektar.

Turen går herefter tilbage til dit hotel med minder om Sri Lankas enestående dyreliv i bagagen. Her kan du tilbringe aftenen med et godt måltid eller besøge en lokal restaurant i de autentiske omgivelser, inden en god nats søvn venter.

Overnatning:
Dag 9: Løveklippen i Sigiriya – Trincomalee

Til lyden af eksotisk fuglesang vågner du for at gøre dig klar til en af rejsens mest spektakulære oplevelser: Sri Lankas ikoniske Løveklippe, Sigiriya.

Under den korte køretur får du øje på den majestætiske klippe, der med sine 200 meter hæver sig godt over det omkringliggende landskab. Sigiriya betragtes som et af Sri Lankas mest betydningsfulde arkæologiske steder og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Er du historieinteresseret, kan din guide fortælle dig om opførelsen af stedet, der gemmer på et sandt familiedrama om Kong Kashyapa, der regerede landet i det femte århundrede.

Fremme ved Løveklippen begynder du opstigningen ad de 1.202 trin, der tager dig til toppen på en god times tid. Vi anbefaler, at du går i et roligt tempo og holder pauser undervejs, hvor du kan nyde klippens imponerende arkitektur. Undervejs passerer du farverige freskomalerier og resterne af en blankpoleret klippevæg, hvor Kong Kashyapa i sin tid kunne spejle sig. Ved indgangen til hans daværende palads ser du to enorme løvepoter, der står tilbage af det, der engang forestillede en gigantisk løve, deraf navnet Løveklippen.

På klippens flade top venter en oplevelse, du sent vil glemme. Herfra kan du lade dig betage af den enestående udsigt over ruinerne af det gamle kongepalads med voldgrave, vandanlæg og frodige haver. I horisonten strækker et grønt hav af jungle, bjerge og landsbyer sig ud, og i det fjerne kan du skimte Pidurangala-klippen.

Tag dig god tid til at nyde omgivelserne, inden du begiver dig ned igen. Herfra bliver du kørt mod Trincomalee på Sri Lankas østkyst, hvor du indlogeres på et strandhotel for de næste par dages afslappende badeferie.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 10-11: Badeferie i Trincomalee

Der er ingen planlagte aktiviteter for dine dage i Trincomalee, så det er helt op til dig, hvordan du ønsker at tilbringe dem.

Trincomalee er et af Sri Lankas mest maleriske kystområder og byder på skønne, lyse sandstrande ved både Uppuveli og Nilaveli samt den lille ø Pigeon Island. Sidstnævnte er desuden et af Sri Lankas bedste steder at snorkle og dykke blandt farverige koraller, ufarlige revhajer og havskildpadder. Vær dog opmærksom på, at bølger og strømme kan være kraftige på alle tider af året.

Havet ud for Trincomalee er også kendt som et af de bedste steder i Sri Lanka at spotte hvaler. Det lune Indiske Ocean giver havets kæmper enestående levevilkår, og her kan man være heldig at se både kaskelothvaler, blåhvaler og grindehvaler. Det er også muligt at opleve flokke af delfiner, der boltrer sig i det varme vand. Hvis du ikke hører til blandt de søstærke, kan du i stedet tage op til Swami Rock, som regnes for et af de bedste steder i verden at se hvaler fra land.

Byen gemmer også på en lang og spændende historie med mere end 2.500 år bag sig. Her kan du slentre en tur gennem charmerende gader med smukke huse fra kolonitiden eller besøge det gamle Fort Frederik. Ved spidsen af Swami Rock finder du det smukt beliggende hindutempel Koneswaram, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over Det Indiske Ocean.

Om aftenen kan du gå på opdagelse blandt kystens lokale restauranter, der især er kendt for deres velsmagende fisk- og skaldyrsretter. Du kan også forkæle dig selv med en gåtur langs stranden til lyden af stille bølgeskvulp, ren terapi for sjælen.

Overnatning:
Dag 12: Hjemrejsen starter

Rejsen går nu mod sin afslutning, men du tager hjem med kufferten fuld af oplevelser, sanseindtryk og uforglemmelige møder med Sri Lankas natur og kultur.

Efter morgenmaden bliver du hentet på dit hotel og kørt til lufthavnen, hvorfra din hjemrejse mod Europa begynder med mellemlanding(er) undervejs.

Hvornår vil du rejse?
Afrejsedato
Alle viste priser er pr. person
Trustpilot
Fortællinger fra rejsende
FØR DU REJSER
Godt at vide
Asien
Mira Lindholm

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14
HVORFOR REJSE MED TOURCOMPASS?
Derfor bliver vi valgt

Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.

Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed. 

Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.

Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.