Sri Lankas højdepunkter & badeferie på Maldiverne
Fra Sri Lankas levende kulturarv og frodige landskaber til Maldivernes afslappende øparadis. Én rejse med det bedste fra to lande.
Omfattende udflugtspakke:
Denne rejse forener nogle af Sydasiens smukkeste kontraster, fra Sri Lankas farverige kulturarv og grønne højland til Maldivernes kridhvide strande og turkisblå laguner.
Rejsen begynder med historiens vingesus i Sri Lankas kulturelle trekant, hvor du besøger to af landets mest betydningsfulde steder: det farverige grottetempel i Dambulla og den ikoniske Løveklippe i Sigiriya. Begge steder er UNESCO-fredede og byder på levende fortællinger om konger, klippepaladser og buddhistisk kultur. Du besøger også landsbyboerne i Weheragala og hører om det meningsfulde Project Orange Elephant, som er et fredeligt og bæredygtigt møde mellem mennesker og elefanter.
Herfra rejser du til Sri Lankas centrale højland, hvor klimaet bliver køligere og landskabet grønnere. I Kandy kan du bl.a. besøge Tandens Tempel, opleve teens betydning på Girigama Tea Factory og nyde stemningen ved byens idylliske sø. Du tager med tog gennem tågede dale og teplantager til Ella og vandrer til toppen af Little Adam’s Peak, hvor udsigten over bjergene er betagende. Undervejs besøger du også et af landets mest ikoniske steder, nemlig Nine Arch Bridge.
I det sydøstlige Sri Lanka venter et møde med det vilde dyreliv. På morgensafari i Yala Nationalpark kører du gennem et varieret landskab med buske og åbne sletter, hvor elefanter, hjorte, krokodiller og farverige fugle lever side om side. Yala er særligt kendt for sin store koncentration af leoparder, som du med lidt held kan få øje på i morgengryets bløde lys.
Den sidste del af rejsen bringer dig til Maldiverne, hvor du indlogeres på en lille tropisk ø med krystalklart vand og pudderhvide strande. Her er ingen planer, kun masser af tid til snorkling, afslapning og udsøgte middage under stjernerne.
Børn under 12 år fra 20.695 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 7.295 kr.

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.