ForsideNyheder og rejseartiklerBjørne i Canada – Herskerne af den vilde natur

Bjørne i Canada – Herskerne af den vilde natur

07-12-2025
Vis alle indlæg

Sortbjørn på Vancouver Island i Canada

Canada er et land, hvor naturen dominerer, og dyrelivet udfolder sig frit i de endeløse skove, fjelde og floder.

En af de fantastiske skabninger, som du kan møde her, er bjørnen – kongen af den canadiske vildmark, der med sin fremtoning både er imponerende og frygtindgydende.

Læs med, når vi udforsker disse spændende dyr og giver dig tips til, hvordan du bedst – og mest sikkert – oplever dem i naturen.

Canada – Bjørnedestinationen over dem alle

Grizzlybjørn i en flod i British Colombia

Bjørnen er med sin kraftige muskulatur, tætte pels og skarpe tænder en imponerende skabning, som mange af os drømmer om at få et glimt af i naturen.

Det majestætiske væsen kommer i mange forskellige størrelser og afskygninger og lever i en række forskellige habitater verden over. Et af de steder, hvor nogle af de største bjørnearter trives, er i Canada. Her skaber den enorme vildmark og de kølige temperaturer de perfekte betingelser for omkring 600.000 sortbjørne, 20.000 grizzlybjørne og 17.000 isbjørne.

Canada er dermed et vaskeægte paradis for dem, der vil opleve dette fantastiske dyr på nært hold.

Hvilke bjørnearter kan du opleve i Canada?

Der findes 8 forskellige bjørnearter i verden, hvoraf Canada er hjemsted for tre: sortbjørnen, grizzlybjørnen og isbjørnen. På trods af at have flere fællestræk, adskiller disse bjørnearter sig markant fra hinanden i forhold til levested, livsstil og adfærd.

Sortbjørne – Skovens sky skabning

Sortbjørn gemmer sig i skoven i Banff Nationalpark i Canada

Sortbjørnen, som er på listen over Canadas Big Five (der udover sortbjørnen også består af isbjørnen, elgen, bisonoksen og beluga-hvalen), er den mest almindelige bjørneart i Canada.

I modsætning til hvad navnet indikerer, er det langt fra alle sortbjørne, der er sorte. Farveforskellene skyldes ikke kun naturlig variation, men også det faktum, at der findes 16 forskellige underarter af sortbjørnen. Dette giver arten et imponerende farvespektrum – fra sort, grå og brun til helt hvide bjørne.

Sortbjørnens foretrukne levested er i skoven. Den er en fremragende klatrer og ses ofte hvilende i træernes kroner, når den ikke er på jagt efter føde på jorden.

Det er bedst at opleve sortbjørne i: de canadiske Rocky Mountains, f.eks. i Banff og Jasper Nationalpark. Du kan dog opleve sortbjørne i næsten alle provinser og territorier i Canada.

Grizzlybjørne – Den ikoniske kæmpe i vest

Grizzlybjørn i Banff Nationalpark i det vestlige Canada

Grizzlybjørnen er en underart af den brune bjørneart, der lever i Nordamerika, Europa og Asien. Den kan især kendes på sin brune pels, der oftest vil være præget af grå nuancer. Dette har derfor givet bjørnen sit navn, grizzly, der oversat betyder gråsprængt.

Engang var grizzlybjørnen til at finde i det meste af det vestlige Nordamerika, fra Alaska i nord til Mexico i syd. Da grizzlybjørnen har brug for meget plads, var arten dog tæt på at uddø i starten af 1900-tallet, hvor ekspansionen af europæiske bosættere truede grizzlybjørnens naturlige levesteder.

I 1975 blev grizzlybjørnen derfor kategoriseret som en truet art, hvilket har været med til at vende udviklingen. Siden da er bestanden derfor vokset markant.

Det er bedst at opleve grizzlybjørne i: Rocky Mountains i Canada, f.eks. i Banff og Jasper Nationalpark.

Isbjørne – Herskeren af den arktiske tundra

To isbjørne går på isen i Churchill i Canada

Isbjørnen, der er kendt for sin karakteristiske hvide pels, er den største bjørneart i verden og kan måle op til 2,8 meter i højden. Det er derfor ikke overraskende, at dette imponerende rovdyr også hører til Canadas Big Five.

Canada er hjemsted for mere end to tredjedele af den globale isbjørnebestand. Det majestætiske dyr holder især til i de isdækkede kystområder i det nordlige Canada, hvor den jager sæler. Dog kan den også findes så sydligt som James Bay i Ontario, hvor verdens sydligste isbjørnebestand holder til.

Da havisen udgør et centralt leve- og jagested for isbjørnen, er den hårdt truet at klimaforandringer, der får havisen til at smelte. Antallet af isbjørne er derfor nedadgående, og artens overlevelse er truet.

Det er bedst at opleve isbjørne i: Churchill, som er en by beliggende i den nordvestlige del af provinsen Manitoba.

Vigtige fakta og tips om bjørne

Mødet med vilde dyr – særligt store kødædere som bjørne – er ikke bare en kæmpe oplevelse, det vækker også en række spørgsmål for de fleste.

Vi har derfor samlet en liste over de mest almindelige spørgsmål om bjørne, herunder hvor, hvornår, og hvordan man bedst oplever dem i den canadiske natur.

Er bjørne farlige?

Skilt, der advarer om, at der er bjørne i området

I nogle tilfælde, ja. Bjørne er ofte fredelige og ensomme væsener, der passer sig selv. Angreb på mennesker er derfor sjældne, og de få gange, det sker, er det ofte på grund af menneskelige fejl.

I de tilfælde, hvor en bjørn bliver aggressiv, kan de dog være meget farlige. Dette gælder især i foråret, hvor bjørnene kommer ud af deres vinterdvale. På dette tidspunkt af året vil bjørnen nemlig ofte være ”hangry” (den irritation, som de fleste af os føler, når vi er sultne) efter ikke at have spist i mange måneder samt have fået et nyt kuld unger, som den er beskyttende over for.

Bjørne kan dog være utilregnelige, og det kan derfor aldrig vides med sikkerhed, hvornår man risikerer at komme for tæt på eller provokere dem. Af denne grund anbefales det altid at udvise respekt og forsigtighed i mødet med bjørne.

Hvad skal man gøre, hvis man møder en bjørn?

Mødet med en bjørn er altid en unik oplevelse, der påvirkes af mange faktorer. Der er derfor ikke én fast strategi, som fungerer og garanterer din sikkerhed i alle situationer. Det kan f.eks. afhænge af, om du er til fods eller i bil samt hvilken type bjørn, der er tale om.

Generelt forsøger bjørne at undgå mennesker, og vi anbefaler heller ikke, at du aktivt opsøger bjørne i det fri. Når du rejser med TourCompass færdes du typisk i nationalparker i dagtimerne og på ruter, hvor der er andre besøgende. Det betyder, at sandsynligheden for at støde på en bjørn er lavere.

Hvis du planlægger at tage på vandretur i områder, hvor der lever bjørne, anbefales det, at du ikke vandrer alene. Faktisk opfordres besøgende til at vandre i grupper af mindst fire personer.

Parks Canada har lavet en række anbefalinger og gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du møder en bjørn. Dem kan du finde her.

Hvornår på året er der størst chancer for at se bjørne?

Bjørn står i budskadset langs vejen i Canada

Månederne fra maj til oktober er som udgangspunkt de eneste måneder på året, hvor der er muligt at se bjørne i Canada. I disse måneder kommer mange bjørnearter frem fra deres vinterhi – nogle endda med bjørneunger i hælene. Her kan du f.eks. være heldig at se dem langs vejene, når du er på roadtrip i Canada.

De bedste tidspunkter på dagen at spotte bjørne er tidlig morgen og omkring skumringstid, hvor de er mest aktive i jagten efter mad.

Mellem august til oktober kan du opleve bjørne ved floderne, hvor de samles for at spise store mængder laks.

Hvor er det bedst at opleve bjørne?

Den bedste og sikreste måde at opleve bjørne i Canada på er på en guidet tur i landets nationalparker, særligt i bjergområder som Rocky Mountains, hvor chancerne for at se bjørne i deres naturlige omgivelser er ekstra gode.

De fleste af de nationalparker, som er inkluderet i vores rejser til Canada, ligger i Canadas bjergområder. Du har derfor mulighed for at opleve både sortbjørne og grizzlybjørne, når du rejser med TourCompass. Vi har på nuværende tidspunkt ikke rejser, hvor det er muligt at opleve isbjørne.

Hvorfor er bjørne vigtige for naturen?

Bjørnemor og unger spiser i Jasper Nationalpark

I mange økosystemer udgør bjørnen en central rolle, da dens tilstedeværelse og adfærd påvirker en lang række arter i naturen. Bjørnen bidrager f.eks. til spredningen af plante- og bærfrø gennem sine ekskrementer, tilfører skovene kvælstof ved at efterlade rester af fisk i skovbunden og hjælper med at regulere bestanden af mindre dyr.

Udover at være en nøgleart i mange økosystemer, anses bjørne også for at være et barometer for naturens sundhed. Trives bjørnebestanden i et bestemt område, er det nemlig som regel et tegn på, at det pågældende økosystem er i balance og har det godt.

Er du klar til dit livs dyreoplevelse?

At se en bjørn i sine naturlige omgivelser er en oplevelse, du sent vil glemme.

På en rejse til Canada er du garanteret spændende oplevelser, og måske, hvis du er heldig, er mødet med en bjørn (på afstand!) én af dem.

Er du klar til at udforske verdenen?

Vores erfarne rejsespecialister sidder klar med at hjælpe dig med at booke dit livs næste store eventyr.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende

Se vores rejser til Canada herunder: