TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
89 93 43 89
Lukket i dag | Se åbningstider
ForsideNyheder og rejseartiklerMad i Malaysia: 10 retter du skal prøve

Mad i Malaysia: 10 retter du skal prøve

06.07.2025
Vis alle indlæg

Street food-marked på Borneo i Malaysia

En rejse til Malaysia kombinerer eventyrlige landskaber, levende storbyer og en farverig madkultur, hvis smage fortæller historier fra hele Asien.

Det malaysiske køkken trækker tråde til det kinesiske, indiske og malaysiske køkken med smage af både salt, sødt og surt i skøn forening.

Men hvad skal du spise i Malaysia?

I dette blogindlæg kan du læse om 10 velsmagende malaysiske retter, som du helt sikkert skal smage på din rejse.

Nasi Lemak – Malaysias nationalret

Nasi Lemak, der er Malaysias nationalret

Den mest ikoniske, lokale ret, du kan komme i nærheden af i Malaysia, må være Nasi Lemak, der er kendt som Malaysias nationalret.

Traditionelt set serveres retten til morgenmad, men den er efterhånden blevet en populær spise til alle dagens måltider.

Nasi Lemak består primært af ris, der er kogt i kokosmælk, hvilket tilføjer en cremet smag til retten. Risene serveres med et hårdkogt æg, agurkeskiver, ristede jordnødder, tørrede ansjoser og den asiatiske chilisauce sambal.

Laksa

Asam Laksa fra Penang i Malaysia

Laksa er en stærk nudelsuppe, som fås i mange varianter landet over, og flere områder har deres særegne versioner af retten.

På Penang-halvøen finder du Asam Laksa, der serveres med risnudler i en suppe med smag af fisk, skaldyr, chili og den syrlige asiatiske frugt tamarind. Penang har en stor kinesisk befolkning, og det afspejler sig i den lokale laksa, som kombinerer kinesiske og malaysiske smagselementer.

En anden kendt version er Laksa Sarawak fra Borneo, der ofte serveres med rejer og kylling, mens Curry Laksa fra Kuala Lumpur laves med kokosmælk, tofu og muslinger. Uanset hvilken du vælger, får du en meget smagfuld suppe.

Roti Canai

Roti Canai-brød bliver stegt på en stor pande

Roti Canai er et fladbrød med indiske rødder, som er blevet en fast del af det malaysiske gadekøkken.

Brødet er smørstegt og lagdelt, hvilket gør det sprødt udenpå og blødt indeni. Det serveres ofte med dhal (linsesauce) eller forskellige karryretter – og det nydes bedst med fingrene, præcis som de lokale gør.

Roti Canai er populært at spise til morgenmad eller som snack, og det kan være en oplevelse i sig selv, at se gadesælgerne rulle fladbrødene ud og stege dem på deres store pander.

Nasi Goreng

Nasi Goreng, malaysisk ret, serveret på et natmarked

Nasi Goreng er det malaysiske ord for ”stegte ris”, og retten er kendt og elsket i hele Sydøstasien.

I Malaysia laves den ofte med æg, ansjoser, grøntsager, f.eks. asiatisk vandspinat, løg og chili samt valgfrie ingredienser som kylling, rejer eller oksekød.

Nasi Goreng kommer i et utal af varianter og fås overalt i landet.

Hokkien Mee

Stegt hokkien mee-nudler fra Malaysia

Hokkien Mee er en af de mange kinesisk-inspirerede retter, der er blevet en fast del af det malaysiske køkken.

Retten indeholder som regel svinekød, rejer og sprødt svinefedt og er en rig og fyldig smagsoplevelse, der især er populær som aftensmåltid.

Ligesom flere andre malaysiske retter findes Hokkien Mee i flere forskellige lokale varianter, og de kan have hver deres særlige kendetegn, alt afhængig af hvor i landet du befinder dig.

Den Hokkien Mee, der serveres i Kuala Lumpur, er kendetegnet ved tykke nudler i en mørk, kraftig sojasovs, mens Penangs udgave er lysere og mere orange, serveret i en skaldyrsbaseret bouillon.

Mee Goreng

Den lækre nudelret Mee Goreng fra Malaysia

Mee Goreng, som betyder “stegte nudler”, er en klassiker i det malaysiske gadekøkken og især kendt fra de såkaldte mamak stalls, som er madboder, der sælger indisk-malaysisk mad.

Nudlerne steges med ingredienser som tofu, kartofler, bønnespirer, tomater og f.eks. rejer eller blæksprutte.

Det hele vendes i en stærk og let sød sauce med noter af soja, chili og tamarind. Den serveres ofte med lime og syltede chilier, der tilfører en frisk kontrast til de kraftige smage.

Char Kuey Teow

Char Kuey Teow-nudler fra Malaysia

Char Kuey Teow er en kraftig, stegt nudelret, som især forbindes med Penang, der er særligt kendt for sin fantastiske streetfood.

Retten laves med brede risnudler, der lynsteges i en varm wok sammen med æg, bønnespirer, kinesisk pølse og rejer.
Char Kuey Teow får en særlig, karakteristisk røget smag, fordi ingredienserne tilberedes over meget høj varme i wokken.

Satay

Satay-kylling, der bliver grillet over ilden

Satay har sin oprindelse i Indonesien, men er blevet en sand klassiker i Malaysia.

De små grillspyd af marineret kød, serveres med en sød og cremet jordnøddesauce, frisk agurk, løg og ketupat, som er en kogt riskage, der er pakket ind i palmeblade.

Marinaden er lavet på gurkemeje, koriander og citrongræs, og kødet grilles over åben ild, hvilket giver en intens, røget smag.

Der findes også versioner med lam og oksekød, og nogle steder kan du finde satay lavet af and eller fisk.

Hainanese Chicken Rice

Hainanese Chicken Rice

Hainanese Chicken Rice er en klassisk ret, der kom til Malaysia med immigranter fra den kinesiske ø Hainan.

Retten består af saftig, pocheret kylling serveret med ris, tilberedt i kyllingefond med hvidløg og ingefær.

Hertil serveres en klar suppe samt tre essentielle saucer: sojasauce, en ingefærsauce og en stærk, rød chilisauce.

Cendol

Malaysisk gadesælger øser desserten Cendol op i en skål

Cendol er en populær malaysisk dessert, som for mange kan se meget speciel ud.

Den består af grønne, geleagtige risnudler lavet med pandan, kokosmælk, palmesukker og knust is, og den kølige dessert er ideel i det varme malaysiske klima.

Der findes mange lokale variationer af Cendol, særligt i forhold til, hvilke toppings, der puttes på den knuste is. Du kan få alt lige fra majs, kidneybønner, durian eller klisterris.

Er du klar til at smage på Malaysia?

Kan du dufte de malaysiske gadekøkkener gennem din skærm?

I Malaysia venter der dig et kulinarisk eventyr fyldt med smagsindtryk og fortællinger – uanset om du besøger et lokalt gadekøkken eller mere eksklusive restauranter.

Er du klar til at smage på eventyret?

Velbekomme!

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende

Se vores rejser til Malaysia herunder: