I juni 2025 besøgte vores erfarne rejsespecialist Tom Mexico. Det var ikke hans første rejse hertil, men det var første gang, at destinationen var Isla Holbox. Kunne øen leve op til sit ry?
Bare 25 minutters færgetur fra fastlandet ligger øen Isla Holbox. Jeg har været i Mexico flere gange, men det var min første gang på Isla Holbox, så jeg glædede mig til endelig at besøge øen. Jeg har læst om den og set alle paradisbillederne med bountystrande, så forventningerne til mit første besøg var høje. Blev de så indfriet?
Efter en hurtig færgetur fra Chiquila til Isla Holbox blev vi modtaget af en golfvogn, som er det eneste motoriserede transportmiddel på øen. Kort efter ankom vi til hotellet Villas HM Paraiso del Mar, der ligger uden for byen og meget tæt på stranden. Der er kun en 15 minutters gåtur på stranden, så er man inde i byen, hvor man undervejs passerer andre hoteller og restauranter.
Stranden er fantastisk med det fineste hvide sand og det flotte turkisblå vand. Jeg skulle straks i det varme og stille vand uden bølger. Det var som at træde ned i en jacuzzi. Stranden levede helt op til mine forventninger, og jeg kunne sagtens slappe af her i dagevis. Men det var tid til at finde ud af, hvad jeg ellers kunne bruge mine dage på.
Vi tilbyder 2 tilkøbsture i forbindelse med badeferie på Isla Holbox. Jeg skulle selvfølgelig prøve dem begge: en bådtur med stop ved 3 øer, hvor man kunne opleve et rigt fugleliv, svømme i en cenote og besøge endnu flottere strande, samt en aftentur for at opleve fænomenet Bioluminenscens, hvor levende organismer udsender lys. To vidt forskellige udflugter, men begge absolut værd at prøve.
Udover de tilkøbsture vi tilbyder, kan der også tilkøbes udflugter lokalt på øen. Derudover er der også mulighed for at leje golfvogne, hvis du gerne selv vil udforske øen, eller leje cykler, hvilket dog kan være en anstrengende fornøjelse, når de fleste veje er af sand.
Selve ”byen” på Isla Holbox er hyggelig med tilsandede veje, et lille torv, små butikker, supermarkeder og et lille marked, hvor man kan købe souvenirs, som de berømte drømmefangere, badetøj, kunsthåndværk m.m. Derudover er der selvfølgelig spændende spisesteder med lokale mexicanske retter og et mere internationalt præg, caféer, barer med gode cocktails og mocktails samt lækre isbarer.
Isla Holbox har derfor også meget andet at byde på end deres fantastiske strande. Man behøver ikke slappe af ved stranden hele tiden. Jeg nød mine dage både med afslapning og aktiviteter.
Som afslutning på dagen er der meget flotte solnedgange at se fra stranden. Det kan man passende gøre med en af de traditionelle mexicanske drinks eller en af de lette, forfriskende øl i hånden.
Tom,
TourCompass – fra turist til eventyrrejsende
Drømmer du om at opleve de smukke paradisstrande på en rejse til Mexico?