Winnie, vores product manager for Afrika, har rejst i Østafrika tynd. Men det var møde med porterne på gorillatracking i Uganda, der fik sat hende på en prøve og udfordret hendes stædighed. Læs hendes rejseberetning om de fantastiske portere i Bwindi Impenetrable Nationalpark i Uganda herunder.
Det er lidt pinligt at sige, men jeg har faktisk glemt, hvad han hed. Min porter.
Jeg kan til gengæld godt huske, at jeg, før afrejsen til Uganda, var helt sikker på, at jeg bestemt ikke skulle have en porter (bærer), når jeg skulle på gorillatracking i skovene i Bwindi Impenetrable Forest National Park. Ikke tale om, at jeg skulle betale en mand for at bære min rygsæk. Jeg har gået over alperne, om jeg må be’, og kan altså godt selv bære min rygsæk.
På vej ind på Bwindi fortalte vores chaufførguide os om porterne.
Da nationalparken blev etableret i 1991, var antallet af bjerggorillaer kritisk lav. Man anslår, at der var færre end 300 tilbage i skovene i Uganda. Til gengæld boede der omkring 6.700 Batwafolk i skovene – hvor de i øvrigt havde boet i tusindvis af år.
I 1991 var tilgangen til nationalparker og naturbeskyttelse temmelig anderledes end i dag. Ugandas regering blev dengang af internationale organisationer rådet til at tvangsforflytte et helt folk og oprette en nationalpark. Som sagt, så gjort.
I 2021 slog Ugandas forfatningsdomstol fast, at tvangsflytningen af Batwafolket var ulovlig, og at Batwafolket er de oprindelige ejere af skovene i Bwindi.
Paradokset er naturligvis, at antallet af bjerggorillaer i Bwindi er steget siden 1991, og i dag ligger antallet på omkring 450 individer.
Alt det her vidste jeg godt inden afrejsen.
Jeg vidste sådan set også godt, at de mange penge, en gorillatilladelse koster, IKKE nødvendigvis kommer alle i lokalbefolkningen til gode. Bevares, en del af pengene går til parkens faste trackere, til antikrybskyttere, som døgnet rundt beskytter gorillaerne, og til veje, skole og sundhedsklinikker i de små lokalsamfund. Men der er ikke arbejde til alle. Og det mindede vores chaufførguide os om. Han fortalte også, at en del af porterne faktisk er tidligere krybskyttere, som nu i stedet tjener til dagen og vejen ved at bære rygsække og hjælpe besøgende igennem den til tider temmelig ugennemtrængelige skov.
Nuvel, jeg hyrede en porter. Man bliver anbefalet at betale 15-20 USD, som betales til slut – og som fungerer som rene drikkepenge, hvilket betyder, at porteren får ALLE pengene direkte i egen lomme.
Min porter var nok et hoved lavere end mig. Og troppede i øvrigt op i gummistøvler. Har du nogensinde prøvet at gå på en stejl og mudret bjergskråning iført gummistøvler?
Det tog lidt parlamenteren frem og tilbage, før vi blev enige om, at jeg nok godt kunne bære min egen rygsæk. Vi skulle også lige igennem et par ”øvelser”, hvor jeg altså ikke behøvede en hånd til at komme over en væltet træstamme. Heldigvis taler porterne rimelig godt engelsk, og vi fik en snak om familier og hverdage. Og så pludselig stod vi så på den der smalle sti på den lidt stejle og meget mudrede skrænt. Og den ”rigtige” guide pegede på det ene træ, som kunne tjene som ”holde-fast-i”-træ og sagde; Lad endelig være med at røre ved det træ der – det er fyldt med pigge. Og lad være med at stå stille for længe – der er vandremyrer (en ufarlig men gigantisk myre, som bider).
Jeg må have set rådvild ud, for min porter (pokkers, at jeg ikke kan huske hans navn!) sprang frem i gummistøvlerne på en sti, jeg simpelthen ikke kunne se, og bum, stod han klar til at tage min hånd og lige gelejde mig over det smalle, mudrede stykke – uden pigge i hånden eller vandremyrer i sokkerne.
Behøver jeg at sige, at jeg gav min porter lidt mere end 20 USD ved turens afslutning?
Winnie, product manager for Afrika
Drømmer du om en rejse til Uganda, hvor du kan opleve de smukke gorillaer og møde de enestående portere?
