Rejseberetning fra Kilimanjaro: Machame-ruten

At bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, står som den ultimative drøm for mange. I min tid i TourCompass har jeg haft mange telefonsamtaler med spændte kunder, der skal afsted på turen, og jeg har svaret på utallige praktiske spørgsmål om alt fra vandresko til toiletforhold. Jeg kender dagsprogrammet ud og ind og har læst andres rejsebeskrivelser fra turen. I september 2014 blev det endelig min tur til at opleve Kilimanjaro. Jeg havde ingen anelse om, at det var så smukt. Jeg havde ikke troet, at jeg ville få serveret så god mad i 4000 meters højde eller at der skulle 16 personer til at hjælpe en gruppe på 4 deltagere. Jeg vidste ikke, at man kunne blive så træt og forpustet af at gå så langsomt. Jeg havde ikke forestillet mig, at den sidste nat kunne være så hård. En uforglemmelig oplevelse som sidder på nethinden for altid.

Uddrag fra min dagbog på etapen Base Camp-Uhuru Peak:

«Klokken 23.30 er vi klar og begynder den langsomme stigning mod toppen. Det første stykke er stejlt og iset. Det går langsomt, men formen er ok. Vi har heldigvis vænnet os til højden. Bag os ser vi lysene af flere, som er startet senere end os. Foran os, op over bjerget, er der lys fra flere pandelamper. Det går op, op, op! Benene begynder at blive tunge. Det går langsomt.

Efter nogle timer kommer kvalmen. Den bølger frem og tilbage, og kroppen føles kraftløs. En af vores guider tager min rygsæk og giver mig varmepads til lufferne. Det går lidt lettere uden rygsækken. Et skridt ad gangen. Så begynder flere i gruppen at slippe op for kræfter.

Efter 6 timer er det mørkt og på sit koldeste. Jeg kigger kun på skoene foran mig og trækker vejret anstrengende for at få nok ilt. Kort tid før Stella Point lysner himlen i øst. Lige efter solopgang når vi Stella Point. Der er tårer, lettelse og stolthed. Det er koldt og klart. En kort pause, men ikke for længe, før vi fortsætter mod Uhuru Peak. Det ser ikke så langt ud, men det viser sig at tage 45 minutter. Men solen skinner! Og udsigten er fantastisk. Under os ser vi skyer og gletschere, der funkler i solen. Krateret til højre.

Klokken 07:26 når jeg målet og får taget de obligatoriske billeder foran skiltet. Stolt, træt og glad.

10 timer senere, vel nede i Mweka Camp, virker nattens oplevelser uvirkelige. Det er forbløffende, at vi fandt kræfterne, presset langt ud over alle grænser. Jeg er stolt. Middagen smager godt, men vi spiser for at spise. Klokken 19:00 går vi til teltene. For første gang, siden vi startede falder jeg i søvn med det samme og vågner først klokken 07:00 den næste dag.»

Ingun, TourCompass