
Forestil dig, hvordan dit barn reagerer på at se savannens dyr.
Måske med et måbende blik eller begejstring?
Vi vil alle gerne skabe uforglemmelige oplevelser, som vi kan dele med vores børn. Og der findes ikke noget mere fantastisk end en safari i Afrika.
Men uden ordentlig forberedelse kan en ferie med børn, blive én, der bare skal overstås.
Vi giver her 9 råd til, hvordan I får den bedste safari med jeres børn – før, under og efter rejsen.
3 råd til før rejsen

Der ligger ofte mange tanker og overvejelser bag, når man vælger rejse. Især når man rejser med børn.
Rejser I med store eller små børn?
Hvordan holder jeres familie normalt ferie?
Og når rejsen er købt, hvordan kan I så forberede jer?
1) Vælg rejse efter børnenes alder
De fleste af vores destinationer er mulige med børn.
Jo større børnene er, des mere vil de typisk også sætte pris på de oplevelser, de voksne sætter pris på.
Men når du rejser med mindre børn, er det en god idé at være lidt ekstra opmærksom på valg af tur.
Tænk over følgende:
- Vær opmærksom på, hvor lange strækninger der er i bil mellem seværdighederne.
Overvej f.eks. familiesafari eller en fly-in-safari, hvor I flyver til nationalparkerne.
- Vælg en tur med halvdags-safari – det såkaldte game drive, hvis du ved, at dine børns temperament ikke hænger sammen med en hel dag i bil. Jo mindre børn du har, des kortere bør selve safarien også være.
- Find ud af om det er muligt at få en privat safaribil
Det kan være en dyrere løsning, alt efter destinationen, men det giver mere fleksibilitet og mulighed for at stoppe før tid, hvis det bliver nødvendigt.
- Hvis du rejser med helt små børn eller er gravid, kan det være en god idé at vælge en malariafri destination. Vælg f.eks. Kariega Game Reserve i Sydafrika – en malariafri destination, der også er ideel til jer, der rejser med børn.
- Vær opmærksom på, at der kan være aldersbegrænsninger på udvalgte aktiviteter og lodges. Kontakt gerne vores rejsekonsulenter for hjælp.
2) Vælg en rejse, der passer til jeres familie
Familier er forskellige.
Og vi holder ferie på forskellige måder.
Når du skal vælge rejsen til jeres familie, så sørg for, at der er noget for alle medlemmer – Og undgå samtidigt at ville mere, end dine børn kan overskue.
Hvis dine børn ikke interesserer sig for dyr, er en ren safarirejse måske ikke sagen.
Der findes mange muligheder for at kombinere safari med andre oplevelser, f.eks. med en badeferie, en storbyferie eller andre naturoplevelser såsom Victoria Falls.
En kombination med badeferie passer godt til rigtig mange familier, fordi I her får tid til at slappe helt af og fordøje alle oplevelserne.
3) Forbered og forventningsafstem
Før I skal afsted, kan I med fordel forberede jer på, hvad det er, I snart skal opleve.
I skal have pakket, I skal ud at flyve og I kan forberede jer på de aktiviteter, der venter jer i Afrika.
Helt konkret er det en god idé at snakke om, hvad der sker på selve safaridelen.
- Forbered dine børn på, at man skal være tålmodig, når man er på safari. Det er ikke altid, at dyrene er der lige med det samme. Men I skal nok få dyr at se. Masser af dyr. Fortæl dem, at en del af det sjove også er, at man skal lede efter dyrene.
- Fortæl om naturen, om parring og hvordan dyrene overlever på savannen.
Det er ikke usandsynligt, at I oplever dyr, der parrer sig, dyr på jagt eller rovdyr i gang med at spise et andet dyr.
- Og så skal I selvfølgelig forberede jer, som I ellers ville gøre, når I rejser med jeres børn. I kender jeres børn bedst – og ved, hvad de kan og ikke kan. Tag også et kig på vores indlæg om, hvad man skal tænke over, når man planlægger en safari.
3 råd til under rejsen

1) Gå på toilettet før safarien
Det er et helt lavpraktisk råd, men det er vigtigt!
Husk at gå på toilettet, før I skal på game drive.
Når først I er ude på savannen, er der ikke mulighed for, at I kan træde ud af bilen for at tisse.
2) Lad dine børn skabe deres egne minder
Involvér dine børn ved at lade dem skabe deres egne minder.
Medbring bøger, så I kan lære om de dyr, I ser, og lav gerne tjeklister, så I kan krydse dyrene af, efterhånden som I møder dem på savannen. Det er en god måde at holde børnene beskæftiget.
Du kan også:
- Opfordre dine børn til at spørge, hvis de har spørgsmål. Guiden er der for jeres skyld og for at I får mest muligt ud af turen.
- Give dine børn en kikkert hver, så de kan følge med i, hvad der sker længere væk, og et kamera, så de selv kan tage billeder af deres oplevelser.
- Lade dine børn tegne eller skrive om deres oplevelser.
Dels giver I dem noget at fordrive tiden med, når der ikke er noget at se, men de får også noget at vise frem, når de kommer hjem.
3) Hold øje!
Overordnet er vores safaridestinationer sikre.
De børnevenlige lodges er typisk indhegnet, men hvis I kommer til en almindelig lodge, er det ikke sikkert. Derfor bør du altid holde øje med, hvor dine børn opholder sig.
3 råd til efter rejsen

En stor del af det at rejse, er også at få fordøjet de mange indtryk, når I kommer hjem igen.
Med nogle få tips kan I få ferien til at vare lidt længere.
1) Reflektér over rejsen sammen
Du har en oplevelse af, hvordan turen har været. Men hvordan har dine børn oplevet det?
Det er interessant at høre om turen fra dit barns synsvinkel. De ting, som du synes var mest fantastisk, er måske ikke det, der har fyldt mest hos dit barn?
Så lad dit barn fortælle og måske berige dig med vinkler på jeres fælles oplevelse, som du ikke selv har tænkt på.
2) Brug jeres billeder
De fleste tager en masse billeder på rejsen, og hvis du har ladet dit barn tage nogle billeder, er der helt sikkert kommet en masse sjove og uforglemmelige billedminder ud af det.
Brug billederne; få dem fremkaldt eller lav en fotobog sammen. På den måde kan I også mindes jeres fantastiske rejseoplevelser i billeder, længe efter turen er overstået.
3) Fortæl andre om jeres tur
Som nævnt har jeres børn deres egne oplevelser af rejsen. Lad dem fortælle om jeres tur til venner og familie.
Ved at fortælle om rejsen fra deres unikke perspektiv, får de fordøjet alle indtrykkene samtidig med, at de også udvikler sig som mennesker.
Er I klar?

En safarirejse er virkelig noget, der vil knytte jer sammen som familie.
Når I skal bruge flere timer i en safaribil, hvor der ikke nødvendigvis sker noget hele tiden, kan I tale med hinanden og virkelig være sammen. I får en unik mulighed for at komme tæt ind på livet af jeres børn og hinanden, og det på en helt anden måde end derhjemme og på andre typer af rejser.
Er du klar til at tage på safari med dine børn og få en oplevelse for livet?
Vi anbefaler, at du kontakter vores rejsekonsulenter, så I sammen kan finde den rejse, der passer bedst til jeres familie.
En rejse til Afrika er tit en oplevelse, der kun sker én eller få gange i livet, så NYD DET.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende
