TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerSingapore – Grøn by & kulturel smeltedigel

Singapore – Grøn by & kulturel smeltedigel

07.01.2020
Vis alle indlæg

Marina Bay

Singapore er en ø, en storby og en stat i sig selv.

Det er et af verdens mindste selvstændige lande, men på trods af den lille størrelse, finder du et hav af spændende oplevelser her.

Vi giver dig her en introduktion til Singapore. Se, hvad der gør netop denne destination til noget helt særligt.

En smeltedigel af kulturer

Kampong Glam

Singapore rummer mange forskellige kulturer og er på mange måder flere lande i ét.

Det moderne Singapores historie startede i 1819, hvor den britiske kolonist Sir Thomas Stamford Raffles grundlagde havnen og senere opdelte dele af byen i fire etniske områder, der husede forskellige etniciteter.

Det betyder, at du i dag kan besøge bydele som China Town, Little India og Malay-bydelen Kampong Glam, der hver har sine egne specialiteter og kendetegn.

Den kulturelle mangfoldighed finder du også i landets sprog. Singapore har nemlig intet mindre end fire officielle sprog – malaysisk, mandarin, tamilsk og engelsk. Derudover tales der en lokal version af engelsk, som kaldes for singlish. Singapore har indført en flersprogsuddannelsespolitik, og det er derfor ikke unormalt at møde indbyggere, der er flydende i to eller flere sprog.

Du kan derfor forvente et sammensurium af forskellige kulturelle indtryk, når du besøger Singapore.

En by i en have

Singapore

For mere end 50 år siden præsenterede Singapores premierminister sin vision for bystatens fremtid.

Visionen var dengang at forvandle Singapore fra en storby med en have til at være en storby i en have. Der skulle altså sættes ind på at omdanne storbyens betonjungle-udseende til at være fuld af træer og planter.

Og i Singapore har de gjort netop det til deres speciale!

Bystaten er i dag fuld af smukke parker og naturstier. Også blandt de høje skyskrabere finder du træer og andre bevoksninger langs vejkanterne. Selv bygningerne i byen bliver beplantet på mure og tagtoppe – såkaldte greenery high-rises – en slags grønne eller beplantede højhuse.

Byens smukke parker er tilmed gjort til nogle af de mest fængende attraktioner. Det ses bl.a. i Gardens by the Bay, hvor 18 kunstværker, de såkaldte SuperTrees, rejser sig mod himlen i lodrette beplantningsværker. Nogle af disse SuperTrees er forbundet af en gangbro, så du kan opleve den grønne park fra oven.

Storartede shoppingmuligheder

Orchard Road

Hvis du drømmer om den ultimative shoppingoplevelse, er Singapore destinationen for dig!

Byen er spækket med shoppingcentre, som både huser velkendte mærkevarer, men som også fungerer som kølige oaser væk fra varmen udenfor.

Især centrene på Orchard Road og Marina Bay er blandt de mest populære.

Besøger du Singapore mellem slutningen af juni og slutningen af juli, kan du opleve (og drage nytte af) the Great Singapore Sale – fem uger med fantastisk udsalg i en stor del af byens butikker. Her er der mange penge at spare.

Noget af det, der gør Singapore til en populær shoppingdestination, er muligheden for at købe varer momsfrit. Når du handler i centrene, så kig efter butikkerne, der skilter med momsfri shopping (tax-free). I butikken betaler du de 7% moms, som alle andre steder, men gemmer du dine kvitteringer, på alle køb over 100 Singapore Dollars, kan du få refunderet momsen i lufthavnen, inden du forlader landet. Se, det er smart shopping! Du kan se mere på Singapores hjemmeside.

En sand foodie-by

hawker

Hvad enten du er til billig streetfood eller dyre Michelin-restauranter, har Singapore noget for dig.

Som følge af bystatens mange kulturer, finder du naturligvis også et væld af forskelligartede madoplevelser.

Rundt omkring i byen ligger de ikoniske hawker centers, som er madmarkeder, hvor du sidder under åben himmel og nyder den lokale mad. Her kan du købe specialiteter såsom stegte nudler, indisk biryani eller fiskehoved-curry alt efter, hvilken bydel du befinder dig i.

En af de helt særlige madgader ligger i China Town. Keong Saik Road var engang en del af Singapores Red Light District, men er i dag forvandlet til et mekka for madglade folk. Gadens smukke og velbevarede bygninger huser nogle af de bedste restauranter i Singapore og er bestemt et besøg værd.

I traditionel sydøstasiatisk stil finder du selvfølgelig også den helt unikke frugt durian. Det specielle ved durianfrugten er dens mærkværdige, og for nogle helt forfærdelige, lugt, som hænger i luften i lang tid. Netop derfor er frugten heller ikke tilladt på hotelværelser eller i taxaer.

Vil du opleve Singapores unikke charme?

Gå på opdagelse i Singapores smalle gader og frodige parker, shop på livet løs, eller smag på byens udsøgte mad.

Uanset hvad du vil opleve i Singapore, bliver du med garanti ikke skuffet!

Start eller afslut din rejse i Singapore på disse rejser:

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende