Bliv fortryllet af højlandets billedskønne natur og nyd roen i Lovina. Besøg den traditionelle landsby Rumah Desa og kom tæt på den farverige kultur i Ubud. Afslut med badeferie eller storbyferie.
Bliv fortryllet af højlandets billedskønne natur og nyd roen i Lovina. Besøg den traditionelle landsby Rumah Desa og kom tæt på den farverige kultur i Ubud. Afslut med badeferie eller storbyferie.
Omfattende udflugtspakke:
Bali er en af de mest spektakulære øer i det Indonesiske ø-hav med varme temperaturer året rundt. På trods af dens relative beskedne størrelse byder øen på et væld af oplevelser og har alle ingredienser til en perfekt ferie.
Rejsen starter med en overnatning i badebyen Sanur, så du kan få slappet af ovenpå den lange flyvetur og vænne dig til tidsforskellen, inden rejsens program for alvor begynder.
Dagen efter går turen til en af Balis bedst bevarede hemmeligheder i det centrale højland – nemlig den lille perle Munduk. Munduk er kendt for dens milde temperaturer og fortryllende natursceneri med bjerge, vidstrakte rismarker, eksotiske plantager og brusende vandfald, der gemmer sig i den tætte jungle.
Det frodige højland står i stor kontrast til Lovinas mørke vulkanstrande i nord. Her venter afslapning og dage på egen hånd.
Fra Lovina går turen videre mod Ubud med to stop undervejs. Første stop er Kintamani-højlandet, hvor du har en fantastisk udsigt over den aktive vulkan Batur og dens kratersø af samme navn. Andet stop er det gamle tempelkompleks Gunung Kawi med de gamle kongegrave, der er hugget ind i klipperne.
Rejsen afsluttes i Balis kunstneriske og åndelige centrum, Ubud, der ligger utroligt smukt blandt rismarker, templer, floder og dybe dale.
Mens du er i Ubud besøger du landsbyen Rumah Desa, hvor du får et fantastisk indblik i balinesernes dagligdag. Du oplever også Tegalalangs betagende risterrasser, der ligger som tæpper ned ad bjergsiderne samt det hellige vandtempel Tirta Empul.
Du har mulighed for at forlænge rejsen med afslapning og badeferie, natur- og dyreoplevelser på Komodo-øerne eller storbyferie i Singapore.
I dag flyver du mod skønne Bali med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i Balis internationale lufthavn, Ngurah Rai, i hovedbyen Denpasar. Ved ankomst går du gennem immigrationen, hvor du får dit turistvisum, og du samler herefter din bagage op. Ude i ankomsthallen venter din smilende og imødekommende guide med et TourCompass-skilt, og du mærker straks den varme balinesiske velkomst.
Sammen med din guide bliver du kørt til hotellet i feriebyen Sanur. Efter check-in er dagen til fri disposition, hvor der er mulighed for at slappe af ovenpå den lange flyrejse og vænne dig til tidsforskellen, inden morgendagens program for alvor starter.
Efter morgenmad og check-out bliver du kørt mod den smukke bjergby Munduk. På vejen besøger du et af Balis mest fotograferede templer, det smukke Ulun Danu. Templet ligger på en lille ø i den blanke sø Bratan, hvilket får det til at se ud som om templet flyder. Søen ligger i 1.200 meters højde og er omgivet af høje bjerge. Området kan derfor både være køligt og diset, hvilket giver det hele en nærmest mystisk stemning. Gå en tur langs søens bred, og nyd synet, udsigten og søens refleksioner.
Du fortsætter dernæst til Munduk, som er en af Balis bedst bevarede hemmeligheder. Ved ankomst til hotellet i Munduk er resten af dagen til fri disposition til at slappe af, gå en tur og bare nyde de billedskønne omgivelser.
Munduk er en lille rolig og fredfyldt by, som ligger i det tempererede højland ca. 1.000 meter over havets overflade. Munduk er omgivet af grønne rismarker, brusende vandfald og tæt jungle. I området finder du også mange gode vandreruter og fantastiske udsigtspunkter, hvorfra du kan nyde landskabet og de omkringliggende bjerge.
Munduk er, udover sin skønhed, kendt for sin dyrkning af både kaffe, kakao, vanilje, frugter og grøntsager. Faktisk er udbuddet af friske frugter og grøntsager større end noget andet sted på Bali, hvilket bl.a. skyldes det tempererede klima og den utrolig frugtbare jord.
Der findes mange gode restauranter i området med lokale og økologiske råvarer.
Du vågner til frisk bjergluft og en fantastisk udsigt. Efter morgenmaden venter en 2-timers smuk vandretur i området omkring hotellet. Terrænet er forholdsvis fladt, men der er steder på ruten, hvor det går op og ned.
Vandreturen tager dig forbi flotte kaffeplantager, avokadotræer samt vanilje-, kakao- og nellikeplanter. En sti fører dig ned gennem den tætte jungle til det 20 meter høje vandfald, Red Coral. Vær opmærksom på at noget af vejen ned til vandfaldet er stejl og derfor ikke egner sig for gangbesværede. Hvis du ikke ønsker at gå ned til vandfaldet, kan du blive oppe og nyde de smukke omgivelser og de mange flotte planter, som er mærket med navn.
På turen tilbage til hotellet kommer du forbi fine krydderihaver og smukke grønne rismarker.
Resten af dagen er til fri disposition.
Efter en dejlig morgenmad, tjekker du ud af hotellet og din guide og chauffør står klar til at køre dig til det rolige strandområde Lovina, som ligger på Balis nordlige kyst. Køreturen tager ca. 1 time.
Ved ankomst til Lovina er resten af dagen til fri disposition.
Lovina er kendt for sine lange strande med sit mørke, glinsende lavasand og rolige bølger. Lovina er for mange også lig med delfinsafari, det har vi dog valgt ikke at tilbyde, da oplevelsen ikke lever op til vores dyrevelfærdspolitik, som du kan læse mere om her.
Fra stranden kan du om aftenen være vidne til solen forsvinde ude i horisonten, hvilket er et utroligt smukt syn med de røde, orange og violette farver, der males på himlen.
Du har dagene i Lovina på egen hånd. Du kan evt. tage en tur ind til byen Singaraja, der er områdets hovedby blot 9 km fra hotellet. Singaraja er et af de få steder på Bali, hvor du kan opleve bygninger fra den hollandske kolonitid. Byen er ikke overrendt af turister, så du kan få dig en autentisk oplevelse i gaderne, hvoraf flere smykker sig med alléer af træer.
Du kan også tilkøbe en af vores ekstra ture, som du kan læse mere om nedenfor.
Efter morgenmad og check-out sætter du sammen med din guide og chauffør kurs mod kunstnerbyen Ubud i det centrale Bali.
På vejen har vi indlagt tre spændende og naturskønne besøg. Første stop er Beji-templet i landsbyen Sangsit. Kun få turister finder vej til templet og her er derfor en dejlig fred og ro. Templet kan dateres tilbage til det 15. århundrede og er dedikeret til frugtbarhedsgudinden Dewi Sri, som skulle sikre god høst. De fine detaljerede udskæringer og imponerende håndværk får næsten en til at tabe pusten.
Næste stop er udsigtspunktet i Kintamani-højlandet. Herfra har du en fabelagtig udsigt over den aktive Batur-vulkan og den tilhørende kratersø af samme navn.
Inden du når Ubud, besøger du tempelkomplekset Gunung Kawi, som ofte er en overset seværdighed. Gunung Kawi blev opført sidst i det 11. århundrede og er dermed et af Balis ældste templer. Gunung Kawi ligger i en frodig dal omgivet af jungle og trapper fører forbi pragtfulde risterrasser og høje kokospalmer ned til selve templet. Langs templet løber floden Pekerisan, som har religiøs betydning for de balinesiske hinduister. Det siges nemlig, at vand der passerer en helligdom, omdannes til vievand. Når du kommer til floden, fører en lille stenbro over til templets hovedattraktion, som er de gamle kongegrave, der er hugget ind i klipperne. Her får du tid til at gå rundt og nyde det gamle, fredfyldte sted.
Dagens sidste stop er hotellet i Ubud og efter check-in er resten af dagen til fri disposition.
Ubud ligger utroligt smukt i det centrale højland. Frodige, grønklædte bjerge brydes af dybe dale, ja nærmest kløfter nogle steder. Midt i den grønne jungle løber floden Ayung, som er et populært sted at riverrafte og bag de små bebyggelser skimtes fine templer og smukke rismarker.
Ubud er også kendt som Balis kunstneriske hjerte og både lokale og internationale kunstnere og håndværkere har fundet deres vej hertil. Gallerier og udstillinger med kunst og flot håndværk ligger som perler på en snor sammen med små butikker der sælger tasker, smykker og tøj.
På gader og i templer udspilles ofte ceremonielle optog, som er en sjov og stemningsfuld oplevelse at overvære. Balineserne er iklædt deres fine traditionelle dragter og på fortove ligger små flettede kurve af bananblade med offergaver og røgelsespinde, der beskytter mod det onde.
Langs Ubuds hovedgade finder du mange gode restauranter og hyggelige cafeer.
I dag får du et glimrende indblik i balinesernes kultur og traditioner i den lille landsby Rumah Desa, der ligger 35 km nordvest for Ubud. Her har du mulighed for at deltage i nogle af landsbyens daglige aktiviteter.
Efter morgenmaden bliver du hentet på hotellet og turen går mod landsbyen Rumah Desa, hvor du bliver mødt af en lokal vært, som vil vise dig rundt. Du vil se og høre om, hvordan familierne bor, laver mad, bygger huse og driver landbrug og hvis du har mod på det, har du mulighed for selv at deltage i aktiviteterne. Der venter dig ligeledes en gåtur gennem landsbyen med små huse, templer, den lokale skole og et smukt landskab med eksotiske planter og træer. Du kommer også forbi de fineste grønne rismarker, hvor du vil opleve, hvordan der arbejdes med vandbøfler, og du oplever hvordan der klatres i kokospalmer og hvordan der udvindes kokosolie.
Tilbage i landsbyen serveres en dejlig balinesisk frokost. Herefter går turen tilbage til Ubud, hvor du ankommer midt på eftermiddagen og har resten af dagen på egen hånd.
I dag skal du udforske Ubuds periferi.
Du bliver hentet på hotellet af din guide og chauffør og turens første stop er de betagende risterrasser i Tegalalang, som er nogle af øens smukkeste.
Turen rundes af i Tampaksiring, hvor du besøger Tirta Empul, som er et helligt vandtempel. Templet ligger ved 12 naturlige kilder og her har du mulighed for at bade i det hellige vand og få renset sjælen sammen med de hinduistiske balinesere, der medbringer offergaver i form af små kurve med blomster og røgelse. Det er et farverigt og flot syn. Vær opmærksom på at du ved besøg i templet skal iføre dig sarong præcis som i alle andre templer på Bali.
Du bliver herefter kørt retur til Ubud, hvor du kan nyde resten af dagen på egen hånd.
Dagene er til fri disposition til at nyde Ubud i eget tempo. Der er mulighed for at tilkøbe en af vores sjove og spændende ekstra ture, som du kan læse mere om nedenfor.
Om aftenen når mørket falder på, kan du besøge en af Ubuds mange fantastiske restauranter og slutte af med en drink eller en kop kaffe på en af de hyggelige barer eller cafeer.
I dag er det blevet tid til at tage afsked med Gudernes Ø. Efter morgenmad og check-out bliver du hentet af din guide og chauffør og bliver kørt til lufthavnen i Denpasar. Herfra flyver du mod Europa med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i valgte lufthavn efter en pragtfulde rejse med masser af oplevelser i rygsækken.
|
Skal rejsen sluttes af med et ophold på en paradis-ø, så er Gili Trawangan et godt bud.
Gili Trawangan, også kaldet Gili T, er én af de tre Gili-øer – og den mest populære. Gili Trawangan er især blevet populær på grund af de gode muligheder, der er for dykning og snorkling i havet omkring øen. Her kan du opleve både havskildpadder, farverige fisk og måske endda en revhaj. Øen er også kendt for sine dejlige strande, der indbyder til ren og skær afslapning. Slæng dig på en solvogn og sug solens varme stråler til dig eller nyd en drink i en af de mange sækkestole i skyggen af et kokospalmetræ.
Om dagen er atmosfæren afslappet og om aftenen er der stemning og glade dage ved de mange små restauranter og barer. På vestsiden af øen kan du nyde de smukke solnedgange over Bali, og hvis du er heldig og vejret er klart, vil du endda kunne se solen gå ned bag vulkanen Mt. Agung på Bali. Det er en oplevelse, du aldrig glemmer! Her er ingen asfalterede veje og biler, men i stedet cykler og hestevogne.
Gili Trawangan har med andre ord alt, hvad du behøver for en afslappende badeferie.
Forlængelsen inkluderer 3 nætters badeferieophold på resort på Gili Trawangan, 1 nat på hotel i Sanur, morgenmad, transfers samt speedbåd mellem Bali og Gili Trawangan.
Komodo Island er hjemsted for de store komodovaraner. Komodovaranen er verdens største nulevende øgleart. Den kan blive op til tre meter lang og veje helt op til 165 kg. På trods af sin enorme størrelse kan den bevæge sig med en hastighed på op til 20 km/t – og den er både kødædende, aggressiv og temmelig brutal i sin jagtteknik. Alligevel er et besøg hos varanerne på ønskelisten hos mange rejsende. Det er alligevel ikke hver dag, man ser verdens største øgle, som har overlevet her på øen i godt 10 millioner år! Ud over komodovaraner kan man på Komodo Island også opleve bøfler, vildsvin, vilde rådyr, makakaber og smukke fugle samt en natur, der på én gang både er meget smuk og barsk. Vandet er krystalklart og havet fyldt med farverige fisk og koraller. Komodo er udlagt som nationalpark og er på UNESCOs verdensarvsliste over bevaringsværdige naturområder.
Forlængelsen inkluderer 3 nætters ophold på hotel på Flores, 1 nat på hotel i Sanur, morgenmad, fly mellem Bali og Flores samt transfers. Derudover er der inkluderet en heldagsudflugt til Komodo Island, snorkeltur ved Pink Beach og Kelor Island samt en heldagsudflugt i det vestlige Flores med Cunca Rami-vandfaldet, Batu Cermin-grotten og besøg på et lokalt marked.
Turen er ikke tilladt for børn under 7 år.
Bemærk:
Denne forlængelse er ikke mulig i perioderne:
28.- 29. marts 2025 og 24. marts til 8. april 2025
Nusa Lembongan er en lille tropisk paradisø på blot 8 km² og bare 45 minutters sejlads fra Bali. Her kan du komme helt ned i tempo og bare nyde de fine gyldne sandstrande, det meget klare hav, svajende palmer og den vilde natur med kaktus og klippeformationer. Øen er også kendt for de fine muligheder for snorkling og dykning. Der er bare få biler på den lille ø, så du kommer lettest rundt på cykel.
Størstedelen af den nordøstlige del af øen er dækket af mangrove, som har en vigtig funktion for økosystemet i området og er med til at give liv til de mange koraller. Du kan tage dig en stille sejltur gennem mangroven i enten kajak eller i en lille båd.
Mange af øens beboere ernærer sig ved dyrkning af havtang. Når tidevandet trækker sig tilbage, dukker tangmarkerne frem, og du vil se bønderne stimle ud for at plukke tangen.
Forlængelsen inkluderer 3 nætters badeferieophold på resort med morgenmad, transfers samt speedbåd mellem Bali og Nusa Lembongan.
Du kan forlænge badeferien med yderligere nætter, præcis som du ønsker det.
Forlæng rejsen med en spændende storbyferie til Singapore og fald pladask for Østens topmoderne metropol.
Den lille ø-stat er med sine blot 721,5 km2 Sydøstasiens mindste land og hvad det lille veludviklede land ikke har i størrelse, har det til gengæld i oplevelser.
Glæd dig til at opleve det arkitektoniske Marina Bay Sands, slentre en tur i det grønne åndehul Gardens by the Bay, gå shop-amok på Orchard Road, drikke Singapore Slings på Raffles Hotel og sidde i det 165 meter høje pariserhjul, Singapore Flyer, hvorfra du har en fænomenal udsigt over de mange futuriske skyskrabere og havnen.
Det der også er fedt ved Singapore er, at det er en smeltedigel af kulturer, og folk lever med respekt og forståelse for hinanden med buddhistiske templer, moskeer, kirker og hindutempler side om side. Singapores mangfoldighed kan især opleves i de charmerende bydele Little India, China Town og det arabiske og malajiske kvarter Kampong Glam. Her kan du suge stemningen til dig, mens du forføres af de fine farverige huse og duften af krydderier og jasmin.
Det multikulturelle samfund afspejles også i de mange delikate madoplevelser rundt omkring i byen. Er du til autentisk streetfood kan du besøge et af de kendte hawker centre, eller er du mere til eksklusive Michelin-restauranter, så læg vejen forbi den særlige madgade Keong Saik Road og oplev nogle af Singapores bedste restauranter.
Andre populære og hippe kvarterer er det farverige Haji Lane i Kampong Glam og Art Deco området Tiong Bahru. Begge kvarterer er kendt for sine hyggelige cafeer, spændende restauranter og butikker samt flot gadekunst.
En stor kontrast til det pulserende storbyliv er den lille ø Sentosa Island, som byder på dejlige sandstrande og et utal af seværdigheder og aktiviteter for hele familien som bl.a. Universal Studios og forskellige adventureparker.
Lyder Singapore fristende?
Forlængelsen inkluderer 3 nætters ophold på hotel med morgenmad, fly til Singapore samt transfers.
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.